At komme med et forslag er bedre end ikke at komme med et forslag

Jeg tilhører én af de lærere som hellere vil udvikle folkeskolen i fællesskab med de forskellige aktører end at diskuttere hvilken en af de aktuelle parter der har mest ret. Derfor foreslog jeg forleden at vi skulle skifte fokus i diskussionen, og det skulle man næsten tro Anders Bondo havde hørt (omend hans forslag formentligt blev sendt til Ziegler før jeg havde delt mit indlæg i onsdags).

Det nye forslag der ikke var nyt

Der har i dag kørt en spændende historie i medierne. Først kom der en artikel om at LC havde sendt et nyt forslag til KL. Forslaget handlede om at udsætte konflikten og trække internationale kræfter ind i dialogen, for at give et nyt perspektiv og komme om på den anden side af skolereformen (Kilde: Politiken). Det forslag vender vi tilbage til.

Kort efter jeg har læst om det nye forslag kommer så disse artikler på DR – “Ziegler: Vi afviste nyt lærerforslag i onsdags” og “Finansministeren om Bondos udspil: Ny afledningsmanøvre“. I begge artikler afviser henholdsvis Ziegler og Corydon at gå med på Bondos udspil, og som udgangspunkt synes jeg ikke vi rigtigt kan bruge artiklens “Hvem siger hvad hvornår og hvorfor”-vinkel til noget lige nu og så alligevel. Det vi kan bruge er udtalelser som dette:

Michael Ziegler: “Vi kender udmærket de grundlæggende knaster i denne her overenskomstforhandling. Det handler om, hvem der skal bestemme, hvad lærernes arbejdstid bliver brugt til, og der må en af parterne give sig.”

Bjarne Corydon om hvad forhandlingerne egentligt burde handle om, nemlig: “At gøre op med nogle utidssvarende privilegier, der udgør en afgørende barriere for at give vores børn og unge den bedst mulige uddannelse”

Vi er tilbage ved den “Min far er stærkere end din far” retorik som jeg omtalte i mit skifte fokus indlæg fra i onsdags.

Men hvad er det lige der er problemet

At dømme på udtalelserne fra Michael Ziegler og Bjarne Corydon er det tydeligt at se, at de forlængst har gennemskuet at det er aftalen om arbejdstiden, og kun arbejdstiden, der er i vejen for at vores gode skole kan opnå nye højder. Jeg har det svært med folk der i så høj grad har set lyset, og jeg har det også svært med mig selv når det er mig der har set lyset. Jeg kæmper derfor for det jeg har valgt at kalde videnskabelig ydmyghed (hvilket selvmodsigende nok er et resultat af mig der har set lyset).

For mange er denne arbejdstidsvinkel nok ikke noget nyt – men i mine øjne er “styrken” ny. For nu er forhandlingen i mine øjne skåret helt ind til benet – en lærerorganisation der gerne vil blive klogere i fællesskab med andre (som dog også har sine forbehold) og et par arbejdsgivere der har set lyset, og ikke har lyst til at udfordre deres verdensopfattelse. Det er derfor man med rette kan sige at KL og Regeringen lige nu skriver sig ind i en medrivende case-study om elendig ledelse.

En verden af perspektiver

Nu skal lærerne lockoutes, og det ville som sådan give god mening for mig hvis vi var løbet tør for steder at få inspiration fra – men det er vi ikke. LC kommer selv med et forslag om at trække folk ind udefra den store verden, det er et værdigt forslag. Jeg vil gerne foreslå at man i lige så høj grad trækker folk ind “indefra”, for der findes mange gode erfaringer i Danmark og ikke kun med helheds-heldagsskoler (eller hvad de hedder efterhånden). Der findes mange forskellige typer skoler, med mange forskellige typer gode erfaringer – og vi har brug for at tage ved lære af hinanden, det er nemlig noget vi kunne blive meget bedre til.

Hvis nu man med rette kunne sige at det 110% sikkert er arbejdstidsaftalen der står i vejen, for at vi kan læse den udfordring som regeringen lagde op til i deres reformforslag fra sidste år (som KL og Finansministeriet giver udtryk for vi kan), ja så var sagen en anden. Men at tro på man kan isolere en udfordring til så lille et grundlag til noget som en arbejdstidsaftale – er det samme som at påstå jorden er flad uden rigtigt at vide hvad der gemmer sig ude på den anden side af horisonten.

Det er en isolering af grundlaget som ovenstående der for alvor kommer i modvind, om det er “sandt” eller ej, når en tidligere chefforhandler for KL, Kjeld Hansen, kommer med følgende kommentar i artiklen “Socialdemokrat skammer sig” fra Folkeskolen.dk:

“Det billede, arbejdsgiverne tegner, er at den er stiv og begrænsende og lader lærerne kører hjem fra skole, når de er færdige med at undervise. Alt det, som ligger 20 år tilbage. Den nuværende aftale siger ikke noget om, at lærerne ikke bør være på skolen i 37 timer om ugen. Den siger heller ikke noget om, at man ikke kan fordele timerne anderledes. Hele det kassesystem blev jo netop blødt op med den nye aftale.”

Ydermere kan en artikel som “Forskere: Minister misbruger forskning om folkeskolen” fra 5. februar i år ved DR, unægteligt give et dårligt indtryk af hvordan regeringen vælge at fortolke forskning. Jeg nævner det lige igen videnskabelig ydmyghed, tak.

Lad os bruge de forslag der kommer

Jeg synes Anders Bondo gjorde det rigtige ved for det første rent faktisk at komme med et godt forslag, og for det andet, gjorde det rigtige i at fortælle verden om forslaget. At LC’s forslag så ikke er et “nyt” forslag for KL og regeringen, ja det er jeg som sådan fuldstændig ligeglad med, spin eller ej, for Anders Bondo har her fat i et forslag der rent faktisk giver os nogle muligheder for at komme videre – sammen. Det er måske ikke sådan man har drevet politik før i mange mange år, og jeg er klar over der formentligt er en politisk dagsorden, og har været det i noget tid, om den føromtalte arbejdstid. Men jeg er også klar over at der er sider af denne sag vi endnu ikke har set – og at dømme lockout og alt hvad det medfører for skoler, ledere, lærere, børn forældre og mange andre mennesker på det grundlag vi har nu, er i mine øjne al for tyndt i forhold til prisen vi må betale, hvilket Bjarne Corydon gav udtryk for han nok ikke vil støtte mig i, i en udtalelse til TV2 Nyhederne i mandags:

“Når vi har stillet de her krav til arbejdstiden, så er det ikke for at få ret, men for at få en bedre uddannelse, så vores børn får de bedste forudsætninger”

Den udtalelse lader vi lige stå et øjeblik.

Skriv et svar