Da Edcamp kom til Danmark

Det er svært at sige hvor det hele startede, men et bud er at Edcamp DK startede den dag @trinejr indkaldte til møde i København for at kickstarte Edcamp i Danmark. Vi var en del mennesker der troppede op, og efterhånden fik vi talt os frem til hvad vi ønskede at lave, fik fordelt opgaver og fik, ikke mindst, oprettet en facebookgruppe, hvorfra den løbende organisering kunne finde sted. Så var vi i gang.

Hvad kræver det at lave en Edcamp?

@trinejr forklarer "The grid"
@trinejr forklarer “The grid”

Idéen er som sådan ret simpel: Edcamp handler om at finde et sted og samle en flok mennesker. Opskriften på hvad en Edcamp indeholder, er skrevet på forhånd – så det er rammerne man skal rykke på. Når først stedet, datoen og tiden er på plads, er det et spørgsmål om at sprede rygtet, finde sponsorer (hvilket dog er nemmere sagt end gjort) og få de sidste praktikaliteter på plads. På selve dagen skal der være navneskilte (vi brugte blot malertape), tudser, kuglepenne, post-its, en flytbar-tavle (som med malertape kan omdannes til “the grid”) og ellers gerne mad og drikke til folket. Det behøver altså ikke være særlig bekosteligt eller omfattende at skabe en Edcamp.

Hvem kommer?

De første danske Edcamp'ers
De første danske Edcamp’ers

Jeg var særlig stolt af at se, hvor mangfoldig en gruppe mennesker der dukkede op til den første Edcamp. Der var vitterligt alt fra læreren og lederen over konsulentet til iværksætteren og forskeren. Mange af os oplevede en genkendelighed fra Twitter, men der var heldigvis også andre end #skolechat netværket.

Sjældent har jeg mødt en så engageret og handlevillig flok mennesker, der tilsammen kunne så mange gode historier om hvordan man driver en god skole, at man skulle have jordens største skyklapper, hvis man ikke på den ene eller anden facon blev inspireret.

At vi var en flok på +/- 30 personer i løbet af dagen, gjorde det hele meget overskueligt – hvilket nok var en meget god ting til vores første event. Dog kunne det være spændende at se hvad der vil ske med arrangementet, hvis vi bliver mange flere næste gang, hvilket jeg selvfølgelig tror vi gør.

Hvem handler på det?

Dagens program, skrevet på gavepapir af @TrineTKielland
Dagens program, skrevet på gavepapir af @TrineTKielland

Som med alle andre aspekter af livet, sker der ingen ting med mindre nogen handler på det. Det var der heldigvis en masse mennesker der gjorde, på hver deres måde, og på den facon fik vi delt informationer ud vidt og bredt, delt viden på facebook/twitter/hjemmeside og vi fik alle de teknikaliteter på plads, som dagen kræver. Det var fedt at se hvordan opgaverne fløj rundt, og folk tog det til sig, som de havde plads og lyst til at gribe fat i. Jeg er stolt af at være en del af det team, der stod bag den første danske Edcamp. Tænk at sådan noget kan ske: Frivillig og gratis efteruddannelse for et mangfoldigt udsnit af folk, der har med skole og læring at gøre, uden at nogen har bestemt, hvem der skal snakke om hvad. Nogen burde få en pris for det koncept!

Det bør nævnes at folk, der har lyst til at smide lidt økonomi i foretagendet, gør det hele lidt sjovere. Derfor var vi også ekstra glade for at Lene fra Autens valgte at sponsorere vores første danske Edcamp, så vi kunne tilbyde deltagerne morgenbrød, sandwich og ikke mindst et lille hyggeligt glas rødvin til at fejre dagen på.

Hvad så nu?

Nu er Edcamp kommet til Danmark, og bevægelsen venter sådan set bare på at nogen handler på den. Vi er et par stykker der har startet Edcamp Sydfyn, uden at vide hvornår vi får tid til at lave vores første arrangement – men første skridt er taget. Ellers er datoen 5. april blevet nævnt, som næste “Danske” Edcamp, så sæt den allerede nu i kalenderen, hvis du vil være sikker på at være en del af bevægelsen.

Jeg håber flere grupper landet over melder sig ind i kampen, og hvis de gør – hjælper jeg gerne med gode råd og assistance til web-relaterede aktiviter, I skriver bare.

Skriv et svar