Den leder er dum

“Den leder der nægter at anerkende sine medarbejderes fortællinger, er både blind og dum.”

Kunne jeg henvise til en professor, forsker eller ekspert ved ovenstående citat havde jeg gjort det. Men jeg har endnu ikke set ovenstående udtalelse i de artikler og den teori jeg har læst, omend det synes at være konklusionen i den ledelsesvinkel jeg har taget til mig.

Sandheden er hvad du ønsker den skal være

For mig er det helt tydeligt at se, alt folk finder sandheden i de debatindlæg som giver mening for dem. Er man “med KL” deler man overvejende artikler hvor KL er helten, hvor lærerne er dovne, hvor fagforeningens klamme hånd står i vejen for udvikling, hvor lederne ikke kan lede nok i den nuværende aftale og så videre. Er man “mod KL” deler man overvejende artikler hvor heldagsskolen bliver udsat, hvor lærere og elever er ofre i en værdikamp, hvor lærerens mangfoldige job bliver udfoldet i sin fulde form og så videre. Jævnligt finder man indlæg hvor det bevises at enten KL/Regeringen lyver eller fagforeningen lyver, det virker til at være en populær konklusion. På den måde kan man finde masser af “tal-krig” hvor tal bliver misbrugt, udfordret, undersøgt, forklaret, misforstået og så videre. Men en ting ser ud til at være det samme for begge parter – de deler hvad de selv mener er sandheden.

Nogle mennesker tror på “det endelige svar” eller den “endegyldige sandhed”. Man kender selv sandheden og de andre tager fejl. Man kan med rette gøre opmærksom på at verden ikke udelukkende har vildt gode erfaringer med folk der har stirret sig blind på deres egne sandheder. Ingen nævnt ingen glemt.

Skyldsplacering

Vi søger alle efter der hvor vi kan placere skylden. Hvem er det der i sidste ende er skyld i alt det her? Vi er rigtig mange der ikke gider lockouten, som lærere vil vi hellere tilbage på arbejdet ellers havde vi vel strejket. Vi vil tilbage til at være sammen med vores elever, udvikle vores arbejde, være sammen med vores kolleger og kæmpe for en bedre skole (dette er selvfølgelig en relativ sandhed). Vi kan udvikle vores arbejde og kæmpe for en bedre skole ved at være lockoutet, det kan vi igennem bevidstgørelsen af vores arbejde, mødet med vores kolleger, læse indlæg på nettet (omend disse sjældent er særligt praksisrelevante) og igennem de mange gode dialoger man får med andre om situationen (jeg bliver klogere hver gang jeg snakker med både lærere, ledere, elever og udenforstående i denne sag). Jeg er blevet en del klogere på skolen, KL, staten og ikke mindst medierne. Det jeg ikke er blevet klogere på, er min interaktion med mine eleverne – for den udvikling jeg så gerne vil udvikle kan jeg kun snakke om. Jeg tror på læring gennem praksis – vi kan snakke noget så meget om skolen, børnene, lærerne, politikerne, forældrene og jeg skal komme efter jer – men hvis vores snakke ikke bliver omsat til handling kommer vi aldrig videre.

Udvikling ligger i kombinationen af refleksion over prakis samt omsættelse til handling. Lige nu er debatten kun refleksion over, ikke engang praksis, men hvad folk tror de er med til at tale om ud fra deres egen begrænsede bevidsthed om sagens kompleksitet. Denne konflikt er langt større end nogen enkeltpart kan overskue alle aktører, hensigter og konsekvenser. Jeg skriver mig ind i en bevidsthed der har fokus på hvor uhensigtsmæssigt regerings- og KLs håndtering af dette udviklingsforsøg for folkeskolen.

Min blinde vinkel

Når jeg læser artikler der “forsvarer” KL eller regeringen tænker jeg at det overhovedet ikke er relevant for den videre udvikling af sagen. Desværre så er det min oplevelse at alle der er “med KL” synes det er et værdigt argument at sige “Det er dem på gulvet, som ikke vil udvikling”. Det der godt kan skræmme mig er, at jeg lige som “de” synes at være farvet af hvordan jeg ville ønske verden så ud. Når jeg påstår at “Den leder der nægter at anerkende dens medarbejderes fortællinger, er både blind og dum”, kan jeg argumentere i flere dage for hvorfor jeg mener det er sådan, og jeg er ikke bange for at trække på mine videnskabsteoretiske værktøjer der kan forklare mig hvordan vi som mennesker skaber mening, hvordan vi lærer, hvordan vi begrænser os selv, hvordan vi kan skabe retning og så videre.

Det bedste spørgsmål man kan stille sig selv, og et spørgsmål der kunne gøre underværker i denne debat, er: “Hvad er det jeg ikke får øje på når jeg ser tingene på denne måde”. Det korrekte relationelle svar er at jeg ikke kan se det jeg ikke ved og derved ikke kan udtale mig om hvad jeg ikke kan se, da jeg aldrig med sikkerhed kan vide det. Alligevel kan man ved at stille sig selv spørgsmålet, bruge det til at finde nye perspektiver hvor man kan få reflekteret over sine egne holdninger/fortællinger eksempelvis kontra hvad man forventer af andres holdninger/fortællinger. Vender jeg mit indledningscitat mod mig selv, kan man med rette argumentere for at jeg er både blind og dum, og det vil sikkert ikke være helt forkert.

Alligevel har jeg, ud fra mit bevidsthedsgrundlag, besluttet mig for at det er den blinde vinkel jeg tror er den mest konstruktive i denne sag. I sidste ende handler det ikke om hvem der er skyld i hele denne konflikt, men hvem der kan gøre noget ved det – og i mit perspektiv peger fingeren opad. Det siger jeg med øjnene rettet mod den måde KL og regeringen har valgt at forsvare deres egne holdninger på. De kunne med fordel dykke ned i medarbejdernes fortællinger, men i steder holder de stædigt fast i det de selv siger. Med andre ord låser de sig fast i deres egen sandhed, og hver gang de udtaler sig, vil de bekræfte dem selv og hinanden i at de har ret. Det lukkede dominerende udfaldsrum. Hvis vi bliver ved med at bekræfte os selv i det vi ved, bliver vi ikke klogere.

Vi kan alle handle

Alle kan vi gøre en forskel for denne konflikt, omend jeg ikke tror vi kommer videre før ledelsen insisterer på at nu skal vi videre – og vi som ledelse må tage initiativet (hvilket er en leders ansvar). Og det er på tide vi kommer videre. Nogen skal tage ansvaret for at vi kan mødes på midten. En person som mig skal have trukket mit fokus væk fra at tale om dårlig ledelse til i stedet at tale om muligheder, hvilket man kan sige mit “mødes på midten”-budskab er et eksempel på. Ligeledes skal ledelsen sætte sig ind i hvorfor så mange lærere føler de har brug for at udtrykke sig skeptisk overfor KLs og regeringens metoder, udtalelser og idéer, det er vejen til fælles forståelse og at kunne se skoleudvikling som et fælles projekt.

For at komme videre i debatten kunne man med rette omskrive mit indledende citat således:

“Den person der nægter at anerkende en andens fortælling, er både blind og dum”

Skriv et svar