Den underfundige virkelighed

Forleden holdte jeg et foredrag for en samling skoleledere fra Odense Kommune, hvor opgaven var at tale om målstyring og sprogets underfundighed. Jeg valgte derfor at tage udgangspunkt i den svært interessante men teoritunge ‘folkepsykologi’, inspireret af Jerome Bruner (find oplægget her). Dette blogindlæg er et resultat af en efterfølgende refleksion over foredragets indhold og tema.

Menneskets største udfordring

Det er begyndt at gå op for mig, at en af vi menneskers største udfordringer, er vores evne til at tro vi har ret, når vi højst sandsynligt ikke har det. Når vi kigger os omkring i verden, taler med andre, læser artikler og bøger, søger på nettet og så videre, finder vi byggeklodser af information vi bruger til at skabe den forståelse af verden vi har. Det er vores folketeori. Når der er noget vi ikke kan finde et brugbart svar på, forsøger vi at finde dette svar. Det kan være gennem personlige undersøgelser, samtaler, bøger og i nogle tilfælde også store forskningsprojekter, hvor vi ud fra det problem vi nu har defineret, forsøger at finde byggeklodser nok til at bygge en virkelighed der giver mening.

Meget tyder på, at hvis vi virkeligt ønsker at finde en sandhed, skal vi nok finde den. Et eksempel kan være de anklager der af og til har været om, at medierne vælger de kilder, der siger det medierne ønsker, der skal blive sagt. Al ære og respekt for journalistfaget, men jeg kender det selv fra mine opgaveskriblerier – er der noget man gerne vil fortælle, er der med sikkerhed et citat der kan hjælpe en. Inden for videnskaben er det dog også gået op for folk, at allerede den dag du får idéen til dit forskningsprojekt, begrænser du dit synsfelt. Den måde du anskuer verden på, vil også påvirke det resultat du får.

At kunne snakke om og udforske social konstruktion

Lige netop denne refleksion om virkelighedens underfundighed, har ligget mig meget på sinde de sidste par år, hvilket jeg betragter som et naturligt resultat af mit diplomlederstudie. Mine ‘hoved’-inspirationskilder kan siges at have været Jerome Bruner og Kenneth Gergen.

Når samtalen falder på, hvad man kan kalde den narrative eller sociale konstruktion af verden, er der mange af mine bekendte der falder fra. Mange oplever denne epistemologiske vinkel, som en irriterende ‘omvej’ når man jo bare kan tale om tingene. Jeg skal ikke holde mig for god på dette punkt, jeg forfalder også selv tit til en forenklet version af virkeligheden, ikke mindst når jeg i hverdagen som leder, bliver stillet mangt et spørgsmål, der kræver et svar hurtigst muligt.

Jeg har oplevet at oftest når jeg taler om socialkonstruktionismen, forstår mine samtalepartnere det som en tilgang der benægter al sandhed. Sådan læser jeg det ikke. Socialkonstruktionismen er en mulighed for at så tvivl ved de sandheder vi omgiver os med, en chance for at stille spørgsmålstegn ved om det vi anser for virkeligt, også er virkeligt. Jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige om jeg er den eneste der har haft oplevelsen af at tro noget, der viste sig at være forkert, men jeg tror det ikke.

Jeg har her på bloggen før omtalt det jeg ynder at kalde for “Videnskabelig ydmyghed”, erkendelsen af at “Alt, hvad vi regner for virkeligt, er socialt konstrueret. Eller sagt mere dramatisk, intet er virkeligt, før folk er enige om, at det er det.” (Gergen og Gergen, 2004:9) – selv forskning, uanset datamængdens omfang. Det er måske lidt en overdrivelse at kalde det ‘dramatisk’, men jeg kan forstå hvis nogen føler det sådan. Jeg betragter det som en meget sandsynlig tese, at vi mennesker har brug for, at være en del af en virkelighed. Altså har vi et grundlæggende behov for at noget er virkeligt, om det er konstrueret eller ej. Virkeligheden findes, fordi vi oplever at den findes, punktum. I min verden er den sociale konstruktion af verden derfor ikke dramatisk, for virkeligheden findes, men vi ved også at der findes masser af andre versioner af virkeligheden, og virkeligheden derfor kan siges at være et resultatet af det net af fortællinger folk bruger til at skabe denne virkelig. Der findes altså ikke én virkelighed, men mange forskellige virkeligheder, og det i sig selv er på ingen måde dramatisk, blot en påmindelse om alle de mange handlemuligheder, der ligger gemt lige for fødderne af os i dette narrative landskab vi bevist eller ubevist kalder vores virkelighed (Tak for begrebet, Søren Friis Møller).

En refleksion om den underfundige virkelighed må derfor føre til, at det vi mennesker ‘bør’ gøre, er at blive bevist om hvordan vores virkelighed skabes, thi det er i deltagelsen af denne proces, vi kan få indflydelse på den virkelighed vi oplever at være en del af. Dette skal ikke forstås som at ‘alt kan laves om, bare man vil det nok’ – for vi er ikke alene om at skabe den verden vi oplever, den skabes sammen med andre (jvf. social konstruktion). Vi er unægteligt en del af et net af kulturer gennem vores familier, nabolag, arbejder, interesser, digitale sociale netværk og så videre. Men selvom vores handlinger og virkelighed i høj grad påvirkes ‘udefra’, er det vigtigt at huske at vi selv spiller en aktiv rolle. Man har rent faktisk muligheden for at handle. Selvom ALT ikke kan lade sige gøre, er der med sikkerhed mange potentielle handlemuligheder, der altid ligger lige for fødderne af os (omend dette for nogen måske kan føles som et voldsomt postulat, især hvis man oplever at være havnet i en ‘umulig’ eller ‘håbløs’ situation, som f.eks. svær depression eller stress, hvor det kan føles fuldstændig uoverkommeligt eller ligegyldigt at handle på noget som helst). Det bør derfor nævnes endnu en gang: Nutidens fornemmeste opgave er at gøre os mennesker til mestre i at sam-skabe verden, at se handlemuligheder der gavner os selv i fællesskabet (og ikke kun os selv eller kun fællesskabet). Det må gøres ved at vi skal koncentere os mindre om ‘hvad virkeligheden er’ og mere om ‘hvordan virkeligheden bliver til’. Eller som Jerome Bruner siger det i uddannelseskulturen: “Jeg har længe hævdet, at det ikke er nok at forklare, hvad børn gør; den nye opgave er at finde ud af, hvad de tror de gør, og hvad deres grunde er til at gøre det.” (Bruner, 1996:107).

God weekend 🙂

Skriv et svar