Det er sjovere at lære det selv

I mit diplomstudie har vi haft flere spændende forfattere hvis bøger virkelig har sat skub i tankerne hos mig. Det har sat skub i tankerne fordi deres perspektiver har givet mig oplevelsen af hvor meget vi som mennesker ikke ved eller synes ikke at kunne håndtere. Her er et eksempel på et perspektiv, jeg finder meget overset / undervurderet.

CMM som en grundmekanisme

Min teori er at der i vores interaktion med hinanden, findes hvad jeg umiddelbart har valgt at kalde “Grundmekanismer” (jeg har nævnt et eksempel før i mine bekymringer om Ny Nordisk Skole). Disse grundmekanismer er de ting der sker når vi f.eks. snakker sammen, skriver sammen, diskutterer, får idéer og så videre. Altså hvad der finder sted når vi interagerer med hinanden eller vores omverden.

Et eksempel på en sådan grundmekanisme finder vi i Barnett Pearce’s CMM model, om hvilket jeg skrev i min seneste diplomopgave:

Hos Barnett Pearce finder man inspirationen til “at se på kommunikationen og ikke gennem kommunikation” (Pearce, 2007:77*) for bedre at kunne forstå hinandens intentioner og ikke mindst for at give et redskab til at skabe mere konstruktive samtaler. Barnett Pearce sætter fokus på hvad han kalder kommunikationsprocessen om hvilket han siger har to sammenhængene sider ”som begge er væsentlige: handlingskoordination og betydningsdannelse” –  ”Disse to sider forenes i vores sociale verdeners mindste enheder, som vi kalder ’talehandlinger’” (Pearce, 2007:93,99*). Disse talehandlinger involverer fire ting: Konversationel implikatur som er at ”skelne mellem det, der siges, og det, der gøres på ethvert trin i en samtale”, Den konversationelle triblet som er princippet om ”at spørgsmålet om, hvilken talehandling der blev udøvet, afhænger af dens relationer til forudgående og efterfølgende handlinger”, Logisk kraft alternativt kaldet ”oplevelsen af at burde” og til sidst for-fortællingen som er de fortællinger der går forud for fortællingen.”

Det er Pearce’s tanker om Talehandlinger, der i denne sammenhæng forklarer den grundmekanisme det er at tale sammen. “Den konversationelle triblet” har i særdeleshed været en stor “AHA” oplevelse for mig, et på sin vist simpelt værktøj der synes at sige, at alle talehandlinger kan deles op i tre: De har en forhistorie, en nutid og en fremtid. Da jeg fik syn på denne triblet, begyndte jeg at dykke ned i hvorfor folk sagde hvad de sagde, og undersøge flere muligheder en den umiddelbare opfattelse jeg fik: “Gad vide hvad deres talehandlings forhistorie er?”. Det blev hurtigt tydeligt for mig at folk udtaler sig på baggrund af deres erfaringer og tidligere oplevelser, og placerer ofte disse erfaringer og oplevelser skjulte i deres udtalelser f.eks. i talehandlingens forhistorie.

Perspektivet førte for mig mange spørgsmål med sig, der nuancerede mine oplevelser af mine kolleger betydeligt, på en meget positiv måde. Oplevelsen tydeliggjorde at hvis ikke man dykker ned i sproget, risikerer man at starte to forskellige steder i en samtale og slutte længere fra hinanden end man startede.

At lære det selv

Jeg tror grundmekanismer generelt er et særdeles konstruktivt fokus når man begynder at snakke om udvikling i institutionsregi. For udvikling kan have et væld af forhistorier for de implicerede. Så lige som jeg har foreslået at inddrage grundmekanismen, der gemmer sig bag “Design Thinking” i mit indlæg om Udviklingens Onde Cirkel, vil jeg her foreslå brugen af CMM i udvikling. Det er så uendelig vigtigt at man har en fælles oplevelse af hvad man snakker om.

Se PÅ udviklingen og ikke GENNEM udviklingen

Ligesom Barnett Pearce anbefaler at kigge på PÅ kommunikationen frem for GENNEM kommunikationen. Tror jeg vi skal begynde at se PÅ udviklingen og ikke GENNEM den: hvad er det for nogle mekanismer der spiller ind når vi udvikler? Hvad sker der egentlig imellem de forskellige parter, og hvorfor sker det? Skifter vi konsekvent til dette nørdede lup fokus, kommer vi uden tvivl et skridt nærmere den udvikling som både synes nødvendig og samtidig gavnlig for alle parter.

Mit bedste bud på en metode der kan styrke udvikling, inspireret af CMM, er ved i højere grad at dyrke en fælles opfattelse af det projekt man er i gang med (så fælles en opfattelse nu kan blive). Den umiddelbart nemmeste måde at gøre dette, er ved at få skabt ens opfattelser sammen. Hvis man som skoleleder ønsker at starte en udviklingsproces i skolen, er mit bedste råd at lade lærerne selv opdage at det er denne proces der kunne være en god vej for skolen at gå. Jeg tror den fælles opdagelse af “at vi trænger til udvikling”, kan være den drivkraft der i sidste ende motiverer lærerne til at tage ekstra del i udviklingen og derved få den til at blive en succes for alle. Selvom man som leder på en eller anden måde skal være med til at vise en retning for at det kan lade sig gøre, så tror jeg der for de fleste læreres vedkommende er sådan et helt naturligt forbehold der gør at man som udgangspunkt holder sig lidt tilbage overfor andres idéer, og dette kan deltagelsen i opdagelsen måske gøre noget ved.

Det store spørgsmål

Så står vi bare tilbage med det helt store spørgsmål:

“Hvordan er det man som leder hjælper til at skabe en retning uden selv nødvendigvis at italesætte den?”

Jeg skal ikke kunne sige det. Men én ting er helt sikkert, jeg har i min egen ledelsespraksis samt i min nuværende tid som ansat, kunne mærke en kæmpe forskel på engagementet, når der er blevet givet plads til at medarbejderen er skaberen og lederen er hjælperen der skubber en kærligt, kritisk og opmærksomt på vej. Formår man som leder at få skabt et sådan et miljø, er arbejdspladsen i gode hænder.

 

* Bogen der henvises til i citatet er:

–  Barnett Pearce, “Kommunikation og skabelsen af sociale verdener”, 2007, Dansk Psykologisk Forlag

Skriv et svar