Det logiske grundlag for gårsdagens skole

Indlæg skrevet til lockout-bloggen – BlockOut.dk

Gode intentioner pakket ind i dårlig ledelse

Jeg bliver mere og mere overbevist om at regeringen selv tror 100% på at de gør os lærere og samtidig også eleverne en kæmpe tjeneste med den reform de tydeligvis er så glade for. Der er jo nærmest ikke grænser for de gode intentioner og hvor må det være en rar følelse at sidde på toppen og tænke “Nu har vi den, venner, der var den – fedt!”. Det kan jeg sagtens onde dem. Stadigvæk så er det som om der er noget “lunkent” ved det. Jeg har før i konflikten blogget om den dårlige ledelse og kommunikation jeg synes konflikten har været et resultat af (bl.a. herher og her) – men i går gik det op for mig, at med så overbevist en “ledelse” for de danske skoler, er jeg bange for man fuldstændig misser den mangfoldighed og åbenhed jeg ser de danske skoler repræsenterer.

Et snævert grundlag

Når jeg taler om at “at tage udgangspunkt i det der er og bruge det som grundlaget for udvikling”, ja så taler jeg ikke om at få lavet undersøgelser som A: Kan fortolkes på forskellige måder (hvilket alle undersøgelser kan), B: Umuligt kan få alle relevante parametre med i forhold til skoleudvikling og C: Risikerer at forblinde den der overgiver sig til undersøgelsernes resultat. Jeg ved ikke om det er det som regeringen har gjort, men det kan det virke til når Lotte Rod på Twitter argumenterer for at:

Det jeg mener er at skabe en ramme for at skolerne kan blive hovedmotoren i udviklingen, og det bliver de ikke hvis udviklingen allerede er bestemt. Jeg er klar over Lotte Rod her vil argumentere for “efteruddannelse”, “pædagogisk ledelse” og “nytænkning af forberedelsestid” som værktøjer der skal gøre lærere og ledere til “hovedpersoner” i udviklingen – det er jo trods alt et fælles projekt. Men lige netop det argument er et godt eksempel på at udviklingens type/form allerede er bestemt på forhånd.

Den logiske skole

Vi kan tro hvad vi vil om hvordan skolen ser ud i dag og hvad der er bedst for børnenes udvikling ud fra det vi ved, tror og fornemmer lige nu. Men sandheden (hvis der skulle findes sådan en) er at vi højst sandsynligt er blevet bare en lille smule klogere i morgen. Jeg ved godt det er politikeres opgave at lave reformer, at se frem i tiden og skabe de rammer de tænker er nødvendige for fremtidens samfund. Så i det perspektiv gør politikerne jo egentlig bare deres arbejde, men der er en fare ved den model som hele reform/forhandlingssituationen har kørt ud fra.

Sidste år udgav sociologen Duncan Watts bogen med titlen Everything is obvious (once you know the answer. I introen til bogen finder man følgende interessante afsnit:

“Around 90 percent of Americans believe they are better-than-average drivers, and a similarly impossible number of people claim that they are happier, more popular, or more likely to succeed than the average person. In one study, an incredible 25 percent of respondents rated themselves in the top 1 percent in terms of leadership ability. (…) It’s probably not surprising, therefore, that people are much more willing to believe that others have misguided beliefs about the world than that their own beliefs are misguided. Nevertheless, the uncomfortable reality is that what applies to “everyone” necessarily applies to us, too.”

Nu skal jeg ikke lade mig forblinde af Watts’ undersøgelser, men 90 procent der siger de er bedre end gennemsnittet er da et ret sjovt perspektiv.

Ydmyghed

Jeg er fortaler for ydmyghed, ydmyghed overfor at det ikke er sikkert vi altid har ret – selvom det virker ualmindeligt logisk for os. Desværre er ingen ting i sidste ende særlig logisk (læs “simpelt”) i denne verden. På den måde kan man trække perspektivet over til hvad det er for en situation politikerne sidder i: De skal styre den danske skole i en bedre retning, de skal lave en holdbar økonomi, de skal beholde deres vælgere (hvilket de virker til at have nedprioriteret i regeringen), de skal være “tro mod deres værdier/partiprogram/bagland”, forholde sig til gode råd fra embedsmænd, eksperters indspark, deres familier, moral og mange andre ting. Så det er bestemt ikke nogen nem opgave at være politiker i dag – men det ændrer ikke på at man som regering skal lede landet, og på en måde så landet har lyst til at lade sig lede med, og det er her kæden falder af i konflikten. Ydmygheden er gået af fløjten når Bjarne Corydon mest af alt lyder som en der bliver misforstået og urimeligt behandlet, frem for en der tydeligvis ikke er kommet igennem med budskabet om den dagsorden han selv ville ønske han havde fået formidlet. Jeg møder i hvert fald mange lærere som Bjarne ville mene “taler usandt” eller “ikke ved hvad de taler om”, så kan man jo sige hvad man vil om en leder der bruger den kommunikationsstrategi.

Gårsdagens skole

Resultatet er en konflikt på skoleområdet med en stædig lærerstab der føler sig misforstået og en række lige så stædige politikere der føler sig mindst lige så misforstået. Så kan begge parter sidde der og være skuffet over hinanden, og imens kæmper begge parter om at have ret i alt det vi ved lige nu. Men det vi ved lige nu, er måske ikke det vi har brug for i morgen. Alting virker indlysende når man kender svaret, så nu skal vi passe på ikke at overgive os til det logiske svar. Vi skal være ydmyge, ellers så giver denne konflikt, disse forhandlinger og regeringens folkeskolereform blot et logisk udgangspunkt for hvordan skolen skulle se ud hvis vi skulle lave den i går. Men vi skal ikke lave fortidens skole, vi skal lave fremtidens skole. Skolen i den fremtid vi, uanset hvor meget vi gerne vil, ikke kan kende sandheden om.

Skriv et svar