Du kan umuligt se hvad du ikke kan få øje på

Når du ser ud på verden, er din oplevelse i høj grad bundet op på hvad du kommer fra, hvad der motiverer dig og hvilket behov du har. Det er et perspektiv der er værd at huske når man arbejder som lærer, hvilket nok er en af de professioner hvor man er aller mest “alene” om det man laver.

At se hvad man ikke selv kan se

Lige meget hvor meget du tror, du er i stand til at forklare hvad der præcist sker i dit klasselokale, vil du aldrig kunne forklare nøjagtigt hvad andre oplever. Du må gerne tro at du er i fuld kontrol, at du ved alt om hvad der sker, men din forklaring af hvad der sker vil altid være fanget i dit eget perspektiv. Når man til en ledelseseksamen bliver spurgt “Ved at anskue det på denne måde, hvad er det så du ikke får øje på?”, er det teoretiske svar “Det kan jeg ikke svare på, da jeg naturligvis ikke selv kan få øje på det jeg ikke kan se”. Dog er der et udviklende perspektiv på netop denne udfordring, og det er: “Det kan godt være jeg ikke selv kan se hvad jeg ikke kan få øje på, men ved at inddrage andre, kan jeg spejle mig i deres perspektiver, og derved udvide mit synsfelt”.

At udvikle sin evne til at spejle sig selv i andre

Jeg tænker tit over hvor mange spændende undervisningstimer der bliver afviklet i de andre lokaler på efterskolen, som jeg ikke får nogen direkte glæde af. Jeg er sikker på jeg kunne lære en masse af mine kolleger, at vi ved at udvikle vores erfaringer sammen, kunne blive klogere på alt det vi hver især ikke kan se, men som vi i fællesskab kan finde frem. Da jeg for et år siden var på Færøerne besøgte jeg en skole med 50 eleversklasser, et mareridt for nogen, men ønsketænkning for langt de fleste af lærerne på selve skolen. Resultatet var at man for det meste var sammen om tingene, at man kunne fordele sig på de forskellige oplæg, udnytte de forskellige styrker hver enkelt lærer havde og samtidig lære af hinanden. Jeg er sikker på, både i teori og praksis, at netop observation af praksis og refleksion herover lærer-lærer imellem, kan være en af de helt store potentialer for udviklingen af den danske skole. Men jeg er desværre også ret overbevist om, at det er en udvikling der ikke bare udenvidere kommer nedefra, det skal på en eller anden måde sættes i gang.

Hvis jeg skal observere mine kolleger, skal vi aftale det selv og jeg skal enten vælge at bruge min forberedelsestid eller min fritid på det. Jeg er dog så heldig i år, at vi er 2 lærere på mit sammenspilshold, det er jeg lykkelig over – for det er rart når nogen oplever og reagerer på det man laver. Samtidig med at det er rart at se andre have med de samme elever at gøre. Når den anden er på, og man selv er lidt på sidelinjen, har man en hel anden mulighed for at studere rummet, eleverne, relationerne, mulighederne og så videre.

Jeg ville ønske flere skoler ville tage dette perspektiv til sig. At ledelserne ville sætte sig ned og tænke over, hvordan de kan fordre et miljø hvor lærerne er mere sammen om deres reelle praksis, både gennem observation, samarbejde og fælles refleksion.

Der er selvfølgelig andre muligheder for at spejle sig, som ikke nødvendigvis er internt på skolen. Det kunne være at deltage i samtaler på Twitter, læse artikler, skrive blogindlæg, føre logbog og meget andet, se flere perspektiver i mit indlæg om læringsnetværk (PLN).

Start med eleverne som spejl

Har man, som jeg, ikke tålmodighed til at miljøet bliver skubbet igang fra ledelsens side eller overskud til selv at skabe miljøet for den sags skyld, er en anden løsning at bruge eleverne som spejl. Jeg har før på bloggen skrevet om hvordan jeg inddrager eleverne gennem samtaleformer, evalueringer, gruppearbejde og så videre. Jeg bruger altid disse elementer til, for det første at udvikle eleverne, få eleverne til selv at skabe mening i undervisningen, men også for at udvikle min relation til eleverne. Elevernes eget engagement i timerne, afslører tit i hvor høj grad de kan se en mening med undervisningen, og er jeg opmærksom kommer de oftest selv, direkte eller indirekte, med gode forslag til hvordan jeg som lærer kan udvikle klassemijløet i en konstruktiv retning. Eleverne er altid min største kilde til inspiration.

Tilbage er der kun at sige, kom ud og spejl dig: det eneste det kræver er at du erkender du umuligt selv kan se alt, og at du bruger denne erkendelse til at fordre din nysgerrighed over for hvad andre ser og oplever. Vær opmærksom på der er en reel risiko for at du rent faktisk lærer noget om dig selv, ved at spejle dig i andre.

Skriv et svar