Et kig på klasserumsledelse – Del 1 – Small Wins

I forbindelse med en eksamensopgave på mit lederstudie har jeg valgt at kaste mig ud i at omsætte vores ledelseslitteratur til en læringsteoretiske ramme. Heldigvis for mig lægger de oplagte teorier at inddrage, ikke langt fra den måde jeg leder mit sammenspilshold på i forvejen.

Én af de ting der er gået op for mig i processen, er: Den bevidstgørelse som jeg har om hvad jeg ønsker vi arbejder henimod i undervisningen, er ikke nødvendigvis noget eleverne direkte kan forholde sig til og derved ikke kan overskue anvendeligheden af. Her er det oplagt at kigge på Karl Weick og hans idé om at arbejde med “Small Wins“:

“Weick explains that small wins help to create an environment where change is not overwhelming and therefore more likely to happen”

Man kan fristes til at sige at jeg i min undervisning arbejder med et BHAG, et ualmindeligt stort mål (uopnåeligt mål måske). Ifølge Karl Weick kunne jeg med fordel dele målet for min undervisning op i små bidder, og på den måde løbende give eleverne små sejre – frem for at fortsætte arbejdet uden stop ind til vi (måske) når vores store behårede mål.

Oversat til boglig undervisning kan man se på, om det man laver er vedkommende for eleverne – om de kan se idéen med det de foretager sig. Kan de ikke det – kan man formode at målet kommer til at virke uoverskueligt for eleverne. En måde at løse dette kan være at se på hvordan man kan dele sin undervisning op i Small Wins, så eleverne løbende får oplevelsen af at lære noget de kan bruge til noget. Jeg er ikke i tvivl om, at dette er en konstruktiv tilgang til at planlægge ens undervisning, omend jeg tror det kan være ualmindelig svært at oversætte direkte.

2 Replies to “Et kig på klasserumsledelse – Del 1 – Small Wins”

  1. Hej Morten. Spændende tekst, og det lyder vel nok spændende med din lederuddannelse… Jeg kommer til at tænke på det mere pædagogiske begreb “den nærmeste udviklingszone” når jeg læser det her – hvor man hele tiden søger at få eleven op af det næste trin på trappen, så at sige, men altid med udgangspunkt i der hvor eleven er nu.. Men det der mangler man måske nogengange lidt det overordnede mål som er så godt at sigte efter og som du beskriver godt… eller det er der jo ihvertfald ikke automatisk.

    1. Tak for dit indlæg Mikkel og tak for tippet om zonen for nærmeste udvikling. Der er sammenfald mellem Weicks idé om sensemaking og Vygotskij, som meget fint udtrykkes på vores alles kære Wikipedia:

      “Mennesket har ikke en givet essens, et særligt medfødt indre. Tværtimod udvikler mennesket sig, og sit indre, i forhold til den kultur det lever og udvikler sig i.”

      – forskellen er at relationismen ikke har et indre, men at alt opstår ud af og er relationer. Der er dog det sociale aspekt i læring til fælles. Ses det med et systemisk blik kan det være konstruktivt at se læring cirkulært frem for lineært (trappe til toppen), og det er der zonen for nærmeste udvikling og Small Wins kommer lidt til kort – de går ikke ind og ser på selve mekanismen “at lære”, men giver et godt forslag til hvordan man kan tilrettelægge læring. Selve læringen kommer jeg tilbage til senere 🙂

Skriv et svar