Et kig på klasserumsledelse – Del 3 – Skab et miljø

Jeg har endnu ikke her på bloggen rigtig givet et indblik i min egen praksis som underviser, men i dag har jeg et godt emne der kræver lidt praksisindsigt. Dette indlæg er derfor bygget op af en fortælling om min egen praksis kombineret med et teoretisk ledelsesperspektiv.

Min praksisreference

Da jeg lavede mit afsluttende bachelorprojekt på konservatoriet i Aalborg i Børnemusik og SSB (Sang, spil og bevægelse), var mit projekt at lave et undervisningsforløb for pædagoger hvor jeg ønskede at ændre deres “opfattelse” af musik. Min store inspirationskilde dengang var den kulturradikale musikpædagog Bernhard Christensen, og dette citat spillede en helt central rolle i min tilgang til projektet:

”Min undervisning består i en slags leg med sang, bevægelse, pantomime, improvisation, fabuleren, digten historier, ageren og anden legemlig og åndelig udfoldelse, en undervisning som ikke kan rummes i det alt for snævre: Musikundervisning.

Jeg søger at skabe et miljø sammen med børnene, hvor både fællesskabet og børnenes individuelle udtryk bliver styrket. Individualismen gennem improvisation, fællesskabet gennem imitation. (…) For mig er det miljøet, der er afgørende for børnenes udvikling. Jeg skaber et miljø ved selv at tromme, improvisere, danse osv. Børnene imiterer mig og de andre børn. Der foregår en gensidig inspiration.”

(Bernhard Christensen som citeret i Musik med Mening af Erik Lyhne, 2004:103-104)

Resultatet af en fælles snak om en improvisationsøvelse på pædagogholdet. Den dag de at lærte at de selv kunne "skabe musik".
Resultatet af en fælles snak om en improvisationsøvelse på pædagogholdet. Den dag de at lærte at de selv kunne “skabe musik”.

Min idé var (meget kort fortalt): ved at ændre pædagogernes opfattelse af musik, kunne det ændre deres oplevelse af at kunne spille musik. Det skulle give pædagogerne en større tro på at den musik de kunne spille, var den musik børnene havde brug for. De fik derved en større lyst til og mulighed for at spille musik, og blev derigennem bedre til at spille end de allerede var blevet, dette vil igen udvikle deres opfattelse af musik og tilgangen har derved potentiale til at blive en kontinuerlig udvikling for pædagogen der ikke stopper når undervisningsforløbet stopper. Alt dette selvfølgelig for at styrke den musik der bliver lavet med børnene i institutionerne.

Jeg var helt bevist om at denne “opfattelsesændring” ikke bare var noget jeg kunne fortælle i et foredrag, men noget som gradvis skulle “spilles”, “mærkes” og “forhandles” i fællesskab, for at det ville gøre en forskel for pædagogerne. Min tilgang var fuldstændig ligesom Hr. Christensens. Vi spillede, sang, dansede, improviserede, digtede og så videre. Ud fra alle disse øvelser, som jeg altid startede som rammer og vi så udviklede i fællesskab, havde vi fælles snakke om hvad vi havde oplevet. Det skete jeg gik ind og fortalte hvorfor jeg havde lavet/valgt øvelsen, men det var mit indtryk, at vi fik skabt et miljø hvor pædagogernes ord vægtede lige så højt som mine og vi var på en opdagelsesrejse sammen. Modellen var simpel: vi havde en fælles oplevelse som vi sammen talte om efterfølgende. Igennem vores mange snakke fik vi skabt en retning for undervisningen, samtidig med at vi fik skabt mening i det vi gik og lavede. Med andre ord: Der skete en gensidig inspiration.

Miljø og ledelse

Ovenstående tilgang til at undervise i opfattelsen af musik, er noget jeg har taget med mig ind i mit arbejde på Musikefterskolen i Humble. På mit sammenspilshold Folk og World, arbejder jeg med at ændre elevernes opfattelse af hvad det vil sige at lave musik. Det er ikke nødvendigvis en ting vi taler om i hverdagen, men det er den overordnede røde linje igennem hele året. Metoden er igen at spille, danse, synge, improvisere, digte og hvad vi nu ellers finder på undervejs, for derefter sammen igennem dialog at skabe mening i det hele.

Det handler for mig om at skabe et miljø, hvor eleverne selv undervejs kan opdage/lære nye ting. Nye ting der kan forandre og forbedre deres måde at lave musik på, så de forhåbentligt når de tager fra efterskolen, er udstyret med en overbevisning om at de kan skabe musik på en fed måde, for at give dem de bedste forudsætninger for at udvikle sig.

På Folk og World er miljøet, som jeg ser det (jeg er jo ikke elev), at alle tør byde ind når vi diskutterer på klassen. At man tør lave fejl. At alle kan være med til at bestemme hvilken vej vi skal gå. At alle hjælper til og ikke mindst hjælper hinanden. Miljøet betyder at beslutninger på Folk og World oftest er kollektive frem for lærerbestemt, jeg vil helst være inspiration frem for beslutningstager – selvom det er svært helt at lade være med (det lykkes i hvert fald ikke altid). For at tage et par eksempler på hvad ofte bliver besluttet i fællesskab, så er det: hvordan vi skal arrangere et nummer, hvordan vi skal stille op til koncert, hvilke sange vi skal spille, hvad det vi laver handler om osv… Vi lander igen ved den gensidige inspiration som Bernhard Christensen talte om, jeg kommer med inspirationen og sammen finder vi ud af hvad det kan blive til.

De 5 discipliner

I min seneste diplomopgave brugte jeg Peter Senge‘s bog, Den femte disciplin. I bogen ser Peter Senge læring som en nødvendighed for at en virksomhed kan “virkeliggøre deres højeste mål” (Senge, 1990:16). Jeg tror der er mange værdifulde sammentræf mellem læring i en klasse og læring i en virksomhed – hvorfor det også er relevant at se på ledelsesteori i en klasse-lærings-kontekst. Jeg har derfor fundet stor inspiration til min “miljø”-tilgang hos Peter Senge.

Jeg har før skrevet et indlæg inspireret af Karl Weick om “Small Wins“, hvordan små sejre på vejen mod den store sejr kan styrke forandring og ligefrem gør vejen mere overskuelig og meningsfuld for eleverne. Det er især i det perspektiv at Peter Senge’s syn på læring som middel til at nå virksomhedens højeste mål er interessant – for det er her det bliver relevant at se på hvilke elementer der skal være i spil for at læring kan ske i organisationen.

De 5 discipliner som Peter Senge henviser til i bogen, er (meget kort fortalt):

Systemtænkning: en tilgang til at se “organisationen som sammenhængende og komplekse systemer, hvis enkelte dele gensidigt påvirker og skaber hinanden” (Schnoor, 2009:62)

– Personlig Beherskelse: at være “i stand til sammenhængende at nå de resultater, der betyder mest for” en (Senge, 1999:16)

 Opbygning af fælles visioner: “Et fælles billede af den verden, vi søger at skabe” (Senge, 1999:18) 

Mentale Modeller: “Dybt nedlagte antagelser, generaliseringer eller endog billeder eller forestillinger, som influerer på, hvordan vi forstår verden, og hvordan vi handler i forhold til den” (Senge, 1999:17)

– Team-læring: “Deltagernes evne til at kaste deres formodninger over bord og give sig hen i en ægte fælles tænkning” (Senge, 1999:19)

 

Som Bernhard gjorde det

Skærmbillede 2012-09-21 kl. 18.34.04
De 5 discipliner i modelform

Ovenstående 5 discipliner er for mig gået hen og blevet et nyt perspektiv på arbejdet med at skabe et miljø for elevernes læring i klassen. På mange måder er det Peter Senge peger på i sin bog, det jeg forsøgte at efterligne da jeg tog Bernhard Christensens tilgang til mig for nu 4 år siden – dengang vidste jeg bare hverken hvad systemiskteori eller læring i organisationer var for en størrelse. De 5 discipliner giver som nævnt en mulighed for at se hvilke elementer der skal være i spil for organisationens læring, og på den måde kan disciplinerne blive et oplæg til en strategi-model for hvordan man skaber læring i sit klasserum, hvor det systemiske blik er det der binder Personlige Beherskelse, Mentale Modeller, Team-læring og Fælles visioner sammen.

Prøv det selv

For mig er der ingen tvivl om at mit overordnede fokus på miljøet i klassen, styrker den enkelte elevs mulighed for at lære. Derfor kan jeg kun opfordre til at man som lærer (eller som skole) prøver at tænke, hvordan du/I selv aktivt kan skabe et miljø der kan styrke den enkeltes læring – blandt andet ved at se på klassens fælles mål i de enkelte fag. Her er et par Peter Senge inspirerede spørgsmål du kan skrive ned på et papir og tage udgangspunkt i, i en refleksion over din egen praksis:

  • Hvilket mål er det I i fællesskab forsøger at nå i klassen?
  • Hvordan kan du sætte fokus på den enkeltes muligheder for udvikling?
  • Hvordan kan du bringe den enkelte elevs oplevelser af undervisningen, klassen og de andre i spil?
  • Hvordan kan I sammen udforske og måske ligefrem skabe det I laver for at nå jeres mål?

God fornøjelse

 

Eftertekst

Jeg er bekendt med der er blevet skrevet en bog med Peter Senges teorier i skolekontekst. Jeg har endnu ikke læst denne bog, derfor kan ovenstående fortolkning ikke umiddelbart refereres til at stemme overens med hvordan Peter Senge ser sin egen teori omsat til skoleverdenen.

 

Litteratur

– Erik Lyhne, “Musik med Mening”, 2004, Lyren
– Peter Senge, “Den femte disciplin”, 1990, dansk oversættelse fra 1999, KLIM
– Michala Schnoor, “Narrativ Organisationsudvikling”, 2009, Dansk Psykologisk Forlag

Skriv et svar