Evalueringens svære kunst

Det er på tide at kigge på evaluering. For evaluering er en svær disciplin, men ikke destomindre et perspektiv, der kan give endnu mere læring til hvad end man nu har foretaget sig. Der kom et fint oplæg på Twitter fra @MikkelWeine:

[blackbirdpie url=”https://twitter.com/MikkelWiene/status/293693294695825410″]

[blackbirdpie url=”https://twitter.com/MikkelWiene/status/293791074894360576″]

Dagens opgave

Dagens indlæg handler, inspireret af Mikkels tweet, om at finde en metode til struktureret og målrettet at kunne evaluere med lærere i et større forløb, som skal give dem lyst til at arbejde videre med det de har fået med sig i forløbet, for ad den vej måske at kunne undgå den mere negative vinkel en evaluering kan have.

First things first – Underviser vinklen

Når man skal planlægge noget som en evaluering, er det altid værd at gøre sig nogle tanker om hvad man vil med evalueringen, hvad man kan antage deltagerne ønsker at få ud af det og hvordan disse to elementer kan forenes i en model. Ud fra opgaven er formålet som jeg læser det ret klar, at lave evaluering der skal give deltagerne lyst til at arbejde videre med emnet fra forløbet. Hvis jeg skal omformulere det, handler øvelsen om at samle op på hvad man har lært, og sammen give det lærte en form der gør det håndtérbar i ens kommende arbejde, måske endda gøre det så konkret at man uden den store forberedelse direkte kan bruge det når man kommer på arbejde igen.

Deltagervinklen

Som deltager i et forløb sker det man får lyst til at kommentere på forløbet, på både godt og ondt. Man kan have brug for at sige hvad der ikke er gået så godt, og hvad der er gået godt. Jeg har før oplevet en model der går igennem de tre faser “Hvad er rigtig godt og skal fortsætte”, “Hvad er godt og kan vi gøre mere af” og til sidst “Hvad kan vi med fordel undlade”. Den sidste pind, som får rollen som den “negative” pind, hvis man skal sige det sådan – er en rigtig god måde at tale om ting man synes man kunne være foruden. Når nogen siger “Evaluering” til mig, tænker jeg en bagudskuende aktivitet der ser på det vi har været igennem og hvad der har været godt/skidt – evaluering er altså ikke som jeg ser det, en fremadskuende aktivitet for mig som deltager. Men hvis det er det der er formålet fra underviserens side, tror jeg det er vigtigt at få italesat hvad man ønsker med evalueringen.

Som sådan tænker jeg evaluering som to forskellige ting: “Hvad kan vi bruge til noget fremover” og “Hvad synes vi om det forløb/kursus vi har været en del af”. Jeg synes ikke det er noget problem, for deltagernes skyld, at prioritere det første og lave en form der fokusere 100% på det. Dog går man glip af ofte værdifulde indspark fra deltagerne om hvordan man selv som underviser kan forbedre sig.

Hvis evaluering skal have en retning for deltageren hvor det handler om “Hvad vi kan bruge til noget fremover”, tror jeg det er vigtigt at man konkret giver deltagerne oplevelsen af at man faktisk kan bruge tingene. Det er ikke sikkert man kan prøve det af i praksis på kurset, men man kan “forestille sig” hvordan det ville være. Det er min erfaring at deltagere i et kursus/forløb, gerne vil gå derfra med en oplevelse af at have lært noget der kan bruges til noget. For at komme med et eksempel fra min egen praksis: Når jeg holder kurser i børnemusik forventer deltagerne oftest, at lære nogle nye sange som de kan lave når de kommer hjem. Så selvom jeg har en helt anden dagsorden med kurset (i det tilfælde at ændre deres opfattelse af musik, og derved give dem oplevelsen af selv at kunne være skabende), virker det altid til at glæde deltagerne at der er noget helt konkret de kan bruge næste gang de skal lave musik.

Læring i fællesskab

Der virker til at være mange der elsker at sige at 2+2 giver 5, og jeg er én af dem. I denne sammenhæng synes jeg det er et vigtigt perspektiv, fordi man i samtalen om det man har været igennem ikke bare får sine egne perspektiver med også andres. Andres perspektiver og fortolkninger kan være lige det der skal til at man får den rette idé. Derfor er al form for solo-skriftlig evaluering udelukket i min bog.

Modellen

Med underviservinklen, deltagervinklen og fællesskabet har vi nu de perspektiver vi har brug for, for at kunne bygge en model der tilgodesér alle. Det ville være nemt at tage modellen som er nævnt under deltagervinklen, men måske man kan skabe en bedre model til formålet? Det er hvad jeg har forsøgt herunder.

Jeg tror det er vigtigt at man i sit oplæg, lægger op til hvad øvelsen handler om – netop for at styre samtalen som man “undgår” de negative indslag. Hvis man lader ordet gå frit, er der en risiko for at den førstes udmelding kommer til at styre resten af samtalen, og at samtalen får en retning der ikke hjælper nogen overhovedet. Så selvom nogen oplever faste samtalerammer som “en unaturlig måde at snakke sammen på”, synes jeg det er hele besværet værd. Derfor: vær specifik, lav enkle opgaver og stil spørgsmål som kan inspirere deltagerne i deres samtale.

Her er mit forslag på en model til evaluering af et forløb:

Rammer: Deltagerne deles i grupper af 5-6 personer, hver gruppe har en referent der tegner og fortæller det der bliver talt om. Hver enkelt tager noter når det er noget man selv skal bruge.

Oplæg: “Denne øvelse handler om at få overblik over emner i det forløb I har været igennem, og omsætte disse praktiske forslag I kan inddrage direkte I jeres hverdag”

  1. Lav en oversigt over de emner vi har været igennem
  2. For hvert emne, find på 3-5 forslag til hvordan emnet kan bruges i din praksis
  3. Vælg ét forslag for hvert emne, og skriv en fortælling om hvordan dette forslag går fra idé (der i sidder nu) til at blive brugt i praksis. Her er nogle spørgsmål der kan inspirere jer i samtalen: Hvilke faser skal forslaget igennem, inden det er blevet prøvet af? Hvordan kan forslaget omformes til at blive noget I konkret kan bruge? Hvad kræver det for at forslaget kan blive til noget? Hvad skal grunden til at inddrage forslaget være? Hvordan vil eleverne reagere på forslaget? Hvad er resultatet ved at bruge det i praksis?
  4. Vælg et forslag fra øvelsen, og sæt overfor hinanden ord på hvordan og hvorfor i er motiveret til at prøve det af i praksis. Kom gerne med gode forslag til hinanden som kan styrke lysten til at prøve forslagene af.

Afrunding: Man kan afslutte øvelsen af med at samle op i plenum hvor grupperne byder ind med de forskellige forslag de er kommet frem til. Lav gerne en skriftlig oversigt over alle forslag som deltagerne kan få med hjem og tage frem til inspiration senere hen.

 

God fornøjelse, og lad mig endelig høre hvis i bruger ovenstående, eller blot dele af det, i praksis.

Skriv et svar