Forskningen viser… men hvad tror du?

På Mungo Park i Kolding spiller de for tiden forestillingen “Folkeskolereformen”, hvor jeg har fået lov at skrive et par sange til. En af disse sange skulle på kort tid forklare, hvad folkeskolereformen er. Til det projekt valgte jeg at tage udgangspunkt i ministeriets egne skriverier, for at sikre mig, at jeg ikke kom til at sige noget forkert.

Jeg brugte blandt andet ministeriets “mini-guide”, der skal forklare hvad er reformen er til landets forældre: Den nye folkeskole – en kort guide til reformen

Kort sagt indeholder forklaringen af reformen tre perspektiver:

  1. Begrundelsen: Hvad der er i vejen med den “gamle” folkeskole
  2. Inspirationen: Hvad forskningen viser vi skal gøre ved det
  3. Evalueringen: Hvordan vi kan måle at vi lykkes med den “nye” folkeskole

Forskningen viser

I dette indlæg vil jeg fokusere på punkt nummer 2 i ovenstående perspektiver. Det skyldes hovedsageligt, at italesættelsen forskningen viser, har været særdeles fremtræden dengang reformen skulle debateres. Argumentet var at de problemer reformen skulle/skal løse, vidste vi allerede hvordan vi løser (fordi forskningen viser hvordan). Det interessante er ikke at man trækker forskning ind i debatten, det er der ikke noget nyt i, det interessante er, at forskningen blev bestemt ental, som om vi alle kendte denne forskning og derfor alle kan stole på denne forskning. Det var ikke bare “forskning viser” det var “forskningen“.

Her er et dugfriskt eksempel fra ministeriets hjemmeside:

“Forskningen viser, at udeskole styrker elevernes faglige udvikling, trivsel og alsidige udvikling, når undervisningen har et klart fagligt fokus.”

Fra indlægget “33 nye skoler får udeskole”

Er der nu noget i vejen med forskning?

Nej. Og jo. Der er noget i vejen med forskning, hvis forskning i sig selv bliver antaget som en endegyldig sandhed. Det vil forskning aldrig være. Faktisk findes der mennesker der sværger til pessimistic induction, en argumentation om at hvis al fortidig forskning har vist sig at tage fejl, må al nutidig forskning også på sigt vise sig at have taget fejl. Det er en uendelig diskussion, for der er ingen der med sikkerhed kan bevise at de har ret. Men ikke desto mindre prøver forskningens pessimister at minde os om, at selvom man har lavet store flotte undersøgelser, vil der altid være noget man ikke får med.

 der er ikke noget i vejen med forskning, vi har meget at takke forskning for, men vi har også meget at takke de mennesker, som har stillet spørgsmålstegn ved fortidens gældende sandheder for at finde en ny. Et skrækeksempel fra fortiden vil være middelalderkirkens monopol på sandheden, der har kostet os som klode mange kloge hoveder og værdifuld viden undervejs.

Forskning er vigtig fordi det stiller spørgsmål ved vores vedtagende sandheder, og netop det, at stille spørgsmål, er dens fornemmeste rolle. Forskning skal komme med et nyt bud på, hvordan verden ser ud, men ikke et endegyldigt bud. Forskning kan kun give os nye midlertidige perspektiver.

Hvis forskning kan tage fejl, hvad skal vi så bruge det til?

Som sagt er det ikke forskningens opgave at give os endegyldige svar på hvad vi skal gøre. Det er forskningens opgave at stille spørgsmål ved det vi gør. Det er os som praktikere der skal tage disse spørgsmål til os, som forskningen stiller, og derudfra blive inspireret til at ændre (eller fortsætte) vores praksis.

Jeg har ladet mig høre at en af tænkerne bag reformen, Lars Qvortrup, er gået over til at mene, at man nu skal være evidensinformeret (fremfor hele tiden at bruge bestemt ental om forskning), hvilket er et skridt i den rigtige retning. Men vi er ikke helt i mål. For mig at se skal min praksis (og mine læreres praksis for den sags skyld) være evidensinspireret. Vi skal sætte pris på, at der bliver brugt penge på at undersøge skole og undervisning, og lade os inspirere af disse undersøgelser. Det bør give stof til eftertanke, når undersøgelser argumenterer for, at vores nuværende uddannelsessystem har en tendens til at favorisere pigerne frem for drengene. Det er ikke sikkert det er sådan på min skole, men det vil med sikkerhed være en refleksion værd, om vi (og mange andre skoler) har indrettet vores hverdag så det er nemmere/sjovere for pigerne end for drengene. At tage denne refleksion, om det fører til handling eller ej, er et eksempel på, hvad det vil sige at være evidensinspireret.

Men hvad så med mig?

Næste spørgsmål er så, hvad du skal gøre som lærer, leder, forælder, embedsmand eller hvilken relation du nu har til skolen.

Det du skal gøre er, at træne din evne til at være opmærksom og nysgerrig, stole på dine fornemmelser, genforhandle dine egne værdier og aktiv være opsøgende for at genforhandle værdierne i det fællesskab du er en del af. Det vigtigste ved at kunne være evidensinspireret er nemlig, at du altid kan tage udgangspunkt i din egen hverdag og dine egne værdier, og se evidens/forskning i lyset af dette. Det er sjældent en god idé at ændre på ALT hvad du gør, også selvom “forskningen viser” at du burde (og din leder – eller ministerium – ihærdigt forsøger at skabe en brændende platform under dig). Det er min tese, at det gode svar oftest findes når forskellige sandheder mødes og bliver til nye spørgsmål og ny viden. Derfor skal du evne at kunne bevæge dig i området mellem hvad du selv tror og gør, og hvad andre tror og gør. Det er vigtigt at huske, at det “nye” man lærer ikke altid skal føre til en ny praksis. Nogen gange bliver man inspireret til at gøre det man allerede gør, og det er der ikke noget i vejen for. I sidste ende handler vores arbejde jo om eleverne, så det er vores ansvar at gøre hvad der er rigtigt for eleverne, set i forhold til hvad der er rigtigt for vores fælles verden nu og i fremtiden.

God arbejdslyst.

Skriv et svar