Hvad handler lockouten om – Del 1 – Henrik Wisbech

Vi er godt i gang med 3. uge af lockouten for de danske lærere, en lockout som det kan være svært helt at finde hoved og hale i. I dag har jeg besøgt FSL, De Frie Skolers Lærerforening, som jeg selv er medlem af. Jeg har talt med sekretariatsleder Henrik Wisbech. Formålet med dagens samtale var at se hele lockouten fra FSLs vinkel som fagforening, og få en større forståelse for de forhandlinger der har været. Hvad har man talt om? Hvordan har man talt? Hvad skiller parterne? og så videre.

Det er vigtigt for mig at understrege, at dette indlæg er skrevet ud fra Henrik Wisbechs ord, men resultatet der står på denne side er min fortolkning af hvad der blev talt om. Jeg kan lige så godt afsløre, at min største frygt ved at lave dette projekt, er at komme til at fortælle noget som fokuspersonen ikke ønskede at fortælle – hvilket jeg selv har oplevet med flere journalister, altså: Dette er min fortolkning af den samtale jeg har haft med Henrik Wisbech og ikke hans egne ord, citater fra denne tekst kan altså ikke antages for at være FSLs officielle holdning.

Hvordan kommer vi i gang

Vi åbnede samtalen med spørgsmålet: “Hvad handler lockouten om?”. Som jeg kan forstå det, er lockouten et trin man kan tage i en konflikt for som parter at presse hinanden. Det er altså en måde at prøve hinanden af, det kunne være ud fra tesen “Hvor langt vil modparten gå for at holde fast i sit krav”. Situationen her er at en lockout som forhandlingsmetode kommer til at ramme en helt masse mennesker nemlig ledelser, lærere, elever, forældre og øvrige ansatte. Det der kan adskille denne situation fra en strejke/lockout i det private erhvervsliv er, at normalt har begge parter et økonomisk incitament til at komme tilbage til forhandlingsbordet, begge parter vil normalt miste penge på enten en stagneret produktion eller manglende udbetaling af løn. I denne situation sparer det offentlige penge ved ikke at betale underviserne løn, det er altså en, på bundlinjen, god forretning for det offentlige imens fagforeningen bruger mange penge på deres medlemmer hver eneste dag.

Hvad er det så der får de forhandlende parter til at bruge dette forhandlingstræk der går ud over så mange mennesker?

Sagens kerne

Jeg har ligesom gennemskuet fra de mange indlæg i pressen, at det hele står og falder ved arbejdstidsaftalen, men jeg havde ikke helt forstået hvad det var i arbejdstidsaftalen som gjorde det så centralt. Som jeg kunne forstå det på Henrik, er det nærmere betegnet det man kalder “Aftaleretten”. Aftaleretten består i, at som det er nu, skal alle arbejdstidsaftaler der laves på de frie skoler, både inden og uden for rammen, aftales mellem tillidsmanden og lederen. Denne funktion gør at man lokalt kan afvige fra arbejdstidsaftalen med lokale bestemmelser. Det er altså ikke muligt for lederen selv at ændre i arbejdstiden, ligesom tillidsmanden heller ikke kan lade være med at lytte til lederen, der skal et samarbejde til. Som jeg har forstået argumentationen fra finansministeriet, handler det om at give lederen større rum til at lede i, så man ikke er begrænset af den fælles aftale der lige nu skal være med tillidsmand og ledelse. Hvis aftaleretten forsvinder, skal tillidsmanden ikke længere være indeover når lederen ønsker at ændre på den enkeltes stilling, det vil altså give lederen en større frihed.

Hvad beskytter FSL ved at være i lockouten

Lockouten koster mange penge for fagforeningen samt dens medlemmer, altså må der være noget der virkelig er værd at kæmpe for, siden man ikke har sagt ja til den aftale som finansministeriet har tilbudt. Som jeg forstår Henrik er det som FSL beskytter, deres medarbejderes fremtidige arbejdstider, det at lederne ikke får frit spil til at lave den enkelte læres stilling. Det er sandt at der findes masser af gode ledere der vil deres medarbejdere det bedste, og mange ting kan ifølge Henrik allerede lade sig gøre i aftalerne mellem tillidsmand og leder. Altså kører det hele eftersigende ret godt, hvis man som skole vil ændrer på den måde man driver skolen. En grund til at holde fast i denne aftale er, at ingen kender den virkelighed der venter om et par år, den virkelighed som ledelsen nødvendigvis måde lede ud fra. Man kan altså ikke vide hvad skolerne skal tage højde for i fremtiden, og skal der spares eller findes midler nogle steder – kunne man risikere at det går medarbejdernes stillinger i en negativ retning. Her vil den manglende aftaleret betyde at lederen ikke skal finde en fælles løsning gennem tillidsmanden, men selv kan dage de beslutninger ledelsen mener er mest hensigtsmæssig.

Som jeg tolker Henrik, er det altså sikkerheden for sine medlemmer man kæmper for. Man ønsker ikke at risikere medarbejderne står i en situation hvor de vil føle sig presset til at få dårligere arbejdsforhold. Det sikrer aftaleretten mod nu.

Muligheder i konflikten

Som kommunikationsnørd har jeg været meget optaget af hvordan forhandlingerne forløbet, som f.eks. har der været en reel mulighed for at komme til at snakke om hvad hver part gerne vil opnå, hvordan ønsker man at opnå det og hvordan kan man arbejde sammen om at opnå parternes mål.

Som jeg kan forstå på Henrik er det ikke noget man har haft særlig meget fokus på i samtalen. Arbejdstidsaftalen består af flere elementer som FSL gerne har villet forhandle, men aftaleretten har de stået fast på – og det er hele pakken finansministeriet vil af med. Snakken har derfor ikke handlet om hvad man vil opnå ved at fjerne aftaleretten eller om man kunne opnå ministeriets mål på en anden måde men om at aftaleretten skal helt væk. Set i det perspektiv synes jeg det er rimeligt at sige der ikke har været tale om forhandling, men om et ultimatum. Enten er den væk – ellers er der lockout. FSL har altså gerne ville forhandle arbejdstidsaftalens elementer for at finde en fælles retning – men ønsket har været helt at fjerne den. Vi må antage at det er fordi aftaleretten i sig selv er i vejen.

Som Henrik siger, lever de frie skoler af at være vidt forskellige – så det er ikke fordi man ikke ønsker at skabe rammer for den mangfoldighed de frie skoler har. Det er det de lokaler aftaler kan nu, men de lokale aftaler kræver at man laver dem i fællesskab og det er den sikkerhed der vil forsvinde. Jeg kan forstå at den tid man reelt har siddet og talt sammen har været minimal, så set fra et kommunikationsperspektiv oplever jeg ikke man har brugt alle de muligheder den konstruktive samtale kan give for at løse en konflikt.

 

Efter samtalen

Det har været meget lærerigt for mig, at kunne sidde sammen med Henrik Wisbech og komme tættere på hvad det hele handler om. Jeg er synes allerede at være blevet en del klogere på hele lockouten. Jeg er bevist om jeg nu kun har fået én side af sagen, og i morgen når jeg skal mødes med FSL formand Uffe Rostrup, vil det være en lignende vinkel, men om ikke andet er jeg kommet tættere på “der hvor det sker”.

Det helt centrale for mig i den fortælling jeg oplever kommer fra Henrik, er oplevelsen som fagforening af at ens arbejdsgiver (finansministeriet) – har besluttet sig for hvad udfaldet skal være af aftalen – og derfor ikke har været interesseret i at gå ind og se på selve arbejdstidsaftalen og den sikkerhed fagforeningen efterspørger som vil forsvinde hvis aftaleretten forsvinder.

For mig at se ville netop dette sikkerhedskrav fra FSL være et oplagt sted at tage fat for at kunne fortsætte forhandlingerne. Jeg har endnu ikke kunne set meningen i at forløbet eller “forhandlingsmodellen” retfærdiggør at denne lockouten skulle ramme så mange mennesker – så det virker til at hele konflikten bunder i en medarbejder som ønsker sig en sikkerhed i sin ansættelse, og en leder der siger “bare rolig det skal nok gå, men vi kan ikke love noget”. Altså har jeg endnu ikke fundet meningen med lockouten, men jeg synes at have fundet meningen med at FSL har bevæget sig ind i konflikten og ikke har overgivet sig til det krav finansministeriet har stillet. Man kan kun gisne om hvorfor finansministeriet har stillet dette krav om aftaleretten, men der er formentligt et økonomisk incitament i og med at man skal finde en måde at bruge de mange offentlige kroner bedst muligt – det er trods alt en regerings opgave. Planen for ministeriet kan være meget langsigtet og som nævnt før tror jeg alle har de bedste intentioner med det de gør, min opgave er at finde ud af hvorfor en lockout passer ind i disse gode intentioner – og jagten fortsætter i morgen.

 

Tak til Henrik Wisbech for at sætte mig længere ind i sagerne, og til alle jer der læste med.

Skriv et svar