Hvad handler lockouten om – Del 2 – Uffe Rostrup

I formiddags mødtes jeg med Uffe Rostrup som er formand for de Frie Skolers Lærerforening. Jeg så meget frem til at snakke med Uffe, fordi han har siddet med ved de forhandlinger som FSL har haft med Moderniseringsstyrelsen, som er en del af Finansministeriet. Det har taget mig noget tid at komme “om på den anden side” af interviewet, fordi jeg – som jeg skrev i missionens oplæg – er på jagt efter meningen med lockouten, og derfor går målrettet efter at finde ud af hvorfor der er en lockout, jeg har vendt og drejet dagens interview men: Det er heller ikke i dag jeg finder meningen med lockouten.

Det er vigtigt for mig at understrege, at dette indlæg er skrevet ud fra Uffe Rostrups ord, men resultatet der står på denne side er min fortolkning af hvad der blev talt om. Jeg kan lige så godt afsløre, at min største frygt ved at lave dette projekt, er at komme til at fortælle noget som fokuspersonen ikke ønsker at fortælle – hvilket jeg selv har oplevet med flere journalister, altså: Dette er min fortolkning af den samtale jeg har haft med Uffe Rostrup og ikke hans egne ord, citater fra denne tekst kan altså ikke antages for at være FSLs officielle holdning. Vil du have Uffe Rostrups egne ord, kan jeg anbefale “Hvad kæmper vi for i uge 3?” eller “Derfor betyder arbejdstidsaftalen så meget for lærerne” fra FSLs hjemmeside.

Hvad handler lockouten om

Traditionen tro, var dagens første spørgsmål “Hvad handler lockouten om” (hvis man da kan tale om tradition på projektets 2. dag), og såfremt jeg har forstået det rigtigt på Uffe, handler lockouten om mange ting. Dog landede vi hurtigt på, hvad der virkede som et centralt emne: Hvad formålet er med en overenskomst. Overenskomster er tidligere blevet lavet for at sætte en standard. Det har været medarbejdernes sikkerhed for at de havde ordentlige forhold. I FSL forhandlingen er aftaleretten helt central, som er den der sikrer at alle arbejdstids-aftaler på skolen skal laves imellem tillidsmand (TR) og leder. Det som mig bekendt fungerer rigtig godt på det fleste skoler. Forsvinder denne aftaleret, har man altså ingen sikkerhed mere som medarbejder på de frie skole. Rigtig mange ledere vil formentligt sagtens kunne styre dette, men man kan risikere at nogle ledere ikke vil finde sig til rette med eventuelt nye regler, hvilket kan gå ud over medarbejderne. Uffe anbefalede mig at tage et kig på Frie Skolers Ledere, som har givet udtryk for at de netop ønsker aftaleretten mellem leder og TR, hvilket jeg så har gjort. Man kan godt undre sig over at ledersammenslutningen som skal arbejde inden for en ny overenskomst, er fortaler for at beholde aftaleretten som ministeriet så gerne vil af med. Især når det er denne aftaleret som virker til at være kernen i konflikten for os på de frie skoler.

Læs meget mere om ledervinklen (og den er bestemt relevant) i denne tale fra formand Mogens Lorentzen i Frie Skolers Ledere.

Som jeg kan forstå det på Uffe skal en god arbejdstidsaftale kunne to ting: Det skal være et godt ledelsesredskab til at organisere årets gang, og udover det skal det også sikre medarbejderne mod det grænseløse arbejde. Det bringer os til næste emne.

Hvad holder FSL fast i

Jeg talte om samme emne i går med Henrik Wisbech, og mit indtryk er det samme: FSL holder fast i at ville sikre deres medarbejdere ikke bliver overbebyrdet. Men hvordan kan man frygte at medarbejderne vil blive overbebyrdet i den aftale som finansministeriet forslår?

Det som der bliver foreslået er at man som lærer går fra at have en tjenesterplan til en opgaveportefølje. Hver enkelt lærer sidder altså med sin leder og aftaler hvad det er for nogle opgaver man skal varetage i det kommende år. Denne opgaveportefølje kan ikke betragtes som lukket, så hvis lederen bedømmer en medarbejder har overskud i hverdagen i en periode, kan man udvide opgaverne i porteføljen undervejs. Da varslingsbestemmelserne også står for skud i disse forhandlinger, vil man som lærer heller ikke kunne vide om man lige pludselig bliver kaldt på arbejde, det er måske især relevant for os på efterskolerne med aften- og weekendvagter. Det er ikke nødvendigvis ting der kan blive et problem, men det er områder hvor lederen vil kunne gå ind og ændre på ansættelsen for den enkelte lærer løbende. Som jeg ser det, lægger det et kæmpe pres på lederen. Hvordan skal man som leder kunne være så meget i kontakt med hver eneste medarbejder, at man kan være sikker på man ikke presser medarbejderen mere end hensigtsmæssigt? Det skal man selvfølgelig forholde sig til i forvejen også, men den nuværende arbejdstidsaftale sætter nogle rammer og aftaleretten beskytter disse rammer.

Jeg er selv efterskolelærer, og jeg kan sagtens forholde mig til når Uffe taler om hvordan en efterskolelærer vil gøre hvad der er nødvendigt for eleverne – kan man derfor være sikker på, hvis man skruer om på arbejdstiden, at medarbejderen formår at melde fra hvis der bliver for meget arbejde? Vil medarbejderen være tilbøjelig til at ofre sig langt for sine elever? Det er svært at svare på, men jeg oplever det er det den nuværende aftale hjælper til at beskytte imod.

Det skal for en god ordens skyld siges at der med opgaveporteføljen følger et timeregistreringssystem. Jeg ved for lidt om dette til at jeg kan udtale mig om hvad det vil betyde og hvordan det skal fungere. Man skal ikke altid tage andres ord for gode vare, men for at få et perspektiv ifht. systemet vil jeg blot citere Mogens Lorentzen i hans tale:

“Et sådant timetællingssystem har nogle af os prøvet tidligere. Det blev oplevet som et rent mareridt. Det er der ingen, der ønsker sig tilbage til.”

Jeg vælger at tage det som et udtryk for hvordan nogle ledere vil gå til arbejdet med et sådant system.

De 4 muligheder

Jeg tror mange af os gerne vil vide hvilke muligheder der er for at denne lockout slutter. Det spurgte jeg derfor Uffe om, som kom med 4 muligheder for at løse konflikten, og de kan kort refereres således:

  1. Nogen laver et indspil til forhandlingen man kan tale videre ud fra
  2. Konflikten kører så længe at ingen organisationer har penge tilbage, og så stopper konflikten
  3. FSL lægger sig ned og overgiver sig
  4. Der kommer et regeringsindgreb

Som jeg kan forstå forhandlingsforløbet som Uffe refererer det, har man fra FSLs side forsøgt at åbne forhandlingerne, det er ikke lykkes og der er mig bekendt ikke rigtig kommet noget fra modsatte part. Man kan vælge at fortolke det på to måder: Enten er Moderniseringsstyrelsen kommet med forslag der kunne åbne en forhandling men uden at FSL har oplevet det som en åbning, ellers er Moderniseringsstyrelsen ikke kommet med et forslag der kunne være en åbning. Jeg ved ikke hvilken rolle en forligskvinde har, men jeg ville umiddelbart tro det var A: At få begge parter til at komme med forslag til en åbning og B: Få den anden part til at indse forslaget er et bud på en åbning. Såfremt det er en forligskvindes opgave – er det ikke lykkes set fra mit perspektiv. Ud fra det vil jeg bedømme at punkt nummer 1 er den mest usandsynlige løsning, hvilket man jo kun kan beklage.

 

Efter samtalen

Jeg har tænkt meget over min samtale med Uffe, mest fordi jeg gerne vil kunne holde mig så åben som mulig når jeg kan få lov til at interview folk på “den anden side af bordet”. Men så langt som jeg er kommet nu i min mission, kan jeg virkelig godt se hvad det er FSL kæmper for og hvorfor man holder fast. Jeg ser meget frem til at interviewe Lotte Rod (R) i morgen, hvilket forhåbentligt bliver et helt andet perspektiv på sagen.

I forgårs udtalte Bjarne Corydon:

“Man skal huske, at denne konflikt handler om uddannelse, og det, der ligger bag, er et markant ønske om at få bedre uddannelse. Ikke mindst til de elever, der har det sværest.”

Nu har jeg talt med én af de personer der har siddet med ved forhandlingsbordet, og min fortolkning er at intet tyder på at Finansministeriet har fået vist FSL hvordan ministeriets forslag vil kunne skabe en bedre uddannelse på en måde så det giver mening for FSL. Det kan godt undre mig, for det er vel det en forhandling burde gå ud på?

Jeg har, som sagt i introen til dagens indlæg, ikke fundet meningen med lockouten endnu. Jeg er dog i dag blevet styrket i troen på at de involverede parter ikke har haft en udviklende samtale der kunne skabe muligheder for en løsning af konflikten. Det førnævnte punkt 1. Én ting er at man ikke har kunnet finde ud af at snakke sammen og mægleren ikke har kunnet trække parterne tættere på hinanden, noget andet er at det går ud over så mange mennesker, det giver stadig ingen mening for mig.

Jeg bliver en smule skræmt når KL toppen og Lars Løkke udtaler at man må vente på den ene part bliver så “Mør” at man kan få afsluttet konflikten. Er det virkelig sådan vi ønsker overenskomstforhandlinger skal være på det danske arbejdsmarked? Kan det passe at en arbejdsgiver anno 2013 synes det er rimeligt at køre sin arbejdsmodtager mør for at få sin vilje i en overenskomstsaftale? Overenskomstaftalen er for mig at se en unik mulighed for sætte sig ned sammen og skabe en fælles retning. I stedet virker forhandlingerne til at stoppe hele verden i sin rivende udvikling, set ud fra et organisationsudviklingsperspektiv er det en meget dårlig måde at udvikle sin virksomhed på. Det kan godt være Helle Thorning mener at forsvare den danske model og at Lars Løkke har brug for at udtale “mit hjerte banker til fordel for den danske model”, men hvis det her det er den danske model “in-action”, så synes jeg man med rette skulle overveje at ny-fortolke den danske model ud fra tidssvarende ledelses- og organisationsudviklingsperspektiver med fokus på at kunne skabe den bedste aftale sammen.

Skriv et svar