Hvad har PISA og skyklapper med hinanden at gøre?

Når PISA bliver genstand for politisk debat om de forskellige landes skoler, synes jeg det er på sin plads at reflektere lidt over, hvad vi egentlig skal få ud af denne debat, og om det er det værd?

Jeg har netop læst indlæg fra to meget forskellige lejre. Den første er af professor Niels Egelund og hedder I kan roligt stole på PISA undersøgelserne. Den anden er af statistikprofessor Svend Kreiner og hedder Derfor kan vi stadig ikke stole på PISA“. Det minder mig til forveksling om den undersøgelse jeg så referet engang, hvor kaffe lå på listen over ting der højnede chancen for at få kræft, samtidig med at kaffe også var på listen over ting der mindskede chancen for at få kræft.

Kloge mænd og farver

Der er ingen tvivl om at både Niels Egelund og Svend Kreiner er nogle kloge herrer. De formår i hvert fald at argumentere på et plan omkring deres holdning til PISA, hvor jeg ikke kan følge med. Det jeg dog kan få med fra de to indlæg, er at de hver især virker til at synes, at den anden tager fejl. Så langt så godt.

Altså har vi to professorer i det danske videnssystem, som har hver deres tilgang og hver deres argumentation i forhold til de såkaldte PISA undersøgelser. Altså må vi kunne konkludere at dette emne ikke er sort/hvidt, omend man kan få indtrykket af at disse to kloge herre repræsenterer en farve hver. Man kan vælge og se det positive i, at nogen gør en reel indsats for at holde liv i Center for Konfliktløsning. Omend man kunne ønske sig, de to parter forsøgte at lære af hinanden i stedet.

Det økonomiske perspektiv

Den engelske statistiskprofessor Harvey Goldstein, er blevet citeret for at have sagt:

»The best thing to do with these results would be for policymakers to shrug their shoulders, stop making simplistic comparisons, ignore the hype and work out whether Pisa is value for money«

Jeg synes faktisk pengeperspektivet er meget godt at trække frem i denne diskussion. Ifølge Niels Egelund bruger “Danmark og 64 andre lande så ca. 5 millioner kroner om året og ikke mindst skolernes og elevernes tid på at gennemføre undersøgelserne”. Derfor må det være på sin plads at spørge: Er det perspektiv vi får ud af undersøgelsen, så godt at det skal koste ca. 5 millioner kroner? Det kan jeg godt have mine tvivl om.

Det pædagogiske perspektiv

Det er mit gæt at alle der arbejder med undervisning, har oplevet hvordan en “general betragtning” kan blive skyld i en snæver pædagogisk beslutning, som risikerer at ramme ved siden af en eller flere elever. Når vi ser på “de store tal” på tværs af landende, ser vi ikke på den enkelte elev. Det kan godt være PISA kan give os et indtryk af hvor vi ligger i forhold til de andre lande, men med det forbehold at opgaven at sammenligne flere landes elevers kompetencer er så kompleks, at der med stor sikkerhed vil være konklusioner vi ikke vil få noget godt ud af at drage. Én ting er de faglige kompetencer eleverne har, noget andet er deres familie, deres fritid, deres omverden, deres muligheder indenfor uddannelse, arbejdsmarkedets indretning og behov, og så videre. Når den enkelte elevs evner, skal ses i så kompleks en kontekst, diver det så overhovedet mening at se på om vi er “bedre” end Sverige til matematik? For hvad vil det sige at være bedre til matematik, hvad betyder det nuværende niveau for elevernes fremtid, hvilket behov vil der komme i erhvervslivet og så videre.

Vil vi udvikle den danske skole, kræver det at vi flytter den enkelte elev. Men ved at se på gennemsnittet ser vi netop ikke på den enkelte elev, og det er her vi skal være opmærksom på faren ved at bygge pædagogiske beslutninger på generelle betragtninger. Der vil altid være elever der falder ved siden af, når vi bruger statistikker som PISA og gennemsnit til at argumentere for hvilken retning skolen skal bevæge sig i.

Selvfølgelig bliver politikerne nød til at tage beslutninger, som målretter sig alle landets skoleelever. Derfor mener jeg det bedste man kan gøre, er at give plads til, at de mennesker der mødes med den enkelte elev, har mulighed for at udvikle disse elever. Det største potentiale til udviklingen af den danske skole, ligger altså, som jeg ser det, I at udvikle de muligheder den enkelte lærer har, for at udvikle den enkelte elev (men selvfølgelig i et eller andet form for læringsfællesskab).

Opsamling

For at vende tilbage til dette indlægs titel: Hvad har PISA og skyklapper med hinanden at gøre? Så er dette indlægs pointe, at PISA undersøgelsen I for høj grad risikerer at blive et uhensigtsmæssigt blik, på en skole hvor elevernes nutidige og fremtidige muligheder er så forskellige, at man ikke kan lave en “one-size-fits-all” konklusion på et lands placering i en undersøgelse.

Det er altså min påstand, at PISA får os til at glemme hvad det egentlig er vi bør snakke om, fordi fokus ret konkret bliver målrettet hvordan vi klarer os i forhold til de andre lande. Det er et sæt skyklapper jeg på ingen måde kan se, hvorfor skal koste 5 millioner at udsætte sig selv for. Slet ikke set i lyset af at der er en reel chance for, at der er bare et grand af “sandhed” i Svend Kreiners argumenter.

Skriv et svar