Hvad sker der på pilen?

Kender I de mennesker som så snart de svarer, påpeger de store sorte huller der er i ens overvejelser? Jeg har fundet en af de tricks de bruger.

Historien om pilen

I november mødtes vi for sidste gang på DL11, mit hold på diplomlederuddannelsen. Weekendens tema var at få styr på den sidste opgave på lederuddannelsen. Den første aften fik vi til opgave at tegne en oversigt over vores opgave. Jeg valgte den klassiske “kolonne” opstilling, og viste igennem tegningen hvilke punkter der skulle være under indledning, problematisering, teori, refleksion og nye handlemuligheder. For at skabe en sammenhæng mellem alle de punkter jeg havde listet op, tegnede jeg et hav af pile, som viste hvordan det ene ledte frem til det andet (troede jeg).

Jeg var selv godt tilfreds med resultatet, og tænkte “Der var den. Det her er min opgave”, jeg gik derfor op til vores underviser Søren Friis Møller, (som må være en af de skarpeste mennesker jeg endnu har mødt, omend han med stor sandsynlighed vil tilskive det relationen), for stolt at vise min tegning frem.

Søren kiggede på tegningen, pegede på en af pilene og sagde noget i retningen af “Hvad sker der på pilen?”. Så vidt jeg husker, svarede jeg “Hvad der sker på pilen? Jamen den der bobbel bliver jo til den der bobbel.”, og Søren svarede noget i retningen af “Ja, men, hvordan har du tænkt dig at du skal bevæge dig fra den bobbel til den bobbel. Hvad sker der på pilen?”. Først der gik det op for mig, at hele min tegning byggede på et hav af antagelser om hvordan den ene ting jo selvfølgelig måtte føre til den anden ting, og hvordan det hele i sidste ende ville give mening, når bare jeg fulgte planen.

Fra “Hvad” til “hvordan og hvorfor”

Når man arbejder i et systemisk perspektiv, hvor alt bliver påvirket af alt og alt påvirker alt andet, er pilen lige pludselig ekstra interessant. For det er sådan set ikke så svært at tænke “Jeg interviewer nogen fra lokalsamfundet -> Jeg inddrager lidt teori om kultur -> Jeg reflekterer over de to ting -> Min refleksion bliver til nye handlemuligheder”. Det svære er: Hvordan sikrer jeg mig at den måde jeg vælger at inddrage nogen fra lokalsamfundet, er relevant for den opgave jeg vil skrive? Hvorfor vælger jeg at inddrage teori om kultur, når jeg ønsker at tale om lokalsamfund / skole? Hvad gør at jeg kan reflektere over det førnævnte, og hvordan kan jeg gå til denne viden for at få mest ud af mine refleksioner, så de bliver til nye handlemuligheder?

Se det som en gave

Først bliver man en smule irriteret over at få udpeget sine gråzoner, men snart efter er det svært ikke at blive draget af netop pilene. Jeg er slet ikke i tvivl om at vi, når noget giver mening for os, tager utrolig meget forgivet og glemmer potentielt vigtige perspektiver. Pilene kan være med til at afsløre disse meningens begrænsninger.

Fra nu af vil jeg lede efter pilene i min hverdag, finde ud af hvordan A skal blive til B, hvorfor A skal blive til B (og ikke C) og ikke mindst minde mig selv om de mange (begrænsede) antagelser jeg bygger mine valg på.

Skriv et svar