Hvad var så meningen med lockouten?

I slutningen af lockoutens 3. uge satte jeg mig for at jagte meningen med lockouten. Parternes udtalelser og mediernes dækning af sagen, har alle gjort deres indsats til at ingen af os dødelige rigtig skulle kunne forstå hvad det hele handlede om. Beskyldninger, modsigelser, vredesudbrud osv… har været en del af dagligdagen på blogs, i statusopdateringer, artikler, debatter og andre medier. Det har ikke været noget kønt syn.

Det er svært at gøre andet end at gætte på hvad den dybere mening med lockouten har været. Nogen vil mene det har handlet om at få ryddet op i de offentlige midler, nogen mener man ville køre lærerne over og tømme fagforeningernes pengekasser, nogle vil mene det har været et nødvendigt opgør med en doven faggruppe, nogen mener regeringen har skullet skaffe midler til sine egne ubrugelige planer, andre vil mene man har villet give lederne et større og nødvendigt ledelsesrum og sådan kunne jeg blive ved. For mig er det tydeligt at se, at meningen med lockouten er afhængig af afsenderen.

I min jagt på meningen med lockouten gik det mere og mere op for mig, at meningen med lockouten ikke skulle findes hos én part. Det har sagen været alt for kompleks til. Meningen skulle i stedet findes ved at rejse sig op i fugleperspektiv for at se det hele ude fra, og finde meningen med lockouten i konfliktens forløb.

Tak

Jeg vil gerne takke de mange mennesker som der har taget sig tid til at tale, udveksle og diskuttere med mig undervejs. Især skal der lyde en stor tak til jer som lod jer interviewe af mig i de hektiske lockoutdage, tak til: Henrik Wisbech, Uffe Rostrup, Lotte Rod, Mikkel Wiene, Bente Sorgenfrey og ikke mindst Mette With Hagensen, det sidste interview som jeg aldrig nåede at gøre et indlæg ud af, men som alligevel har været et værdifuld perspektiv på min rejse.

Fra mening til handling

Når alt kommer til alt, så er det min oplevelse, at det at søge efter meningen med lockouten, er mindre brugbart end et fokus på hvad vi kan lære af lockouten – derfor er det et relevant perspektiv jeg nu vil dykke ned i. Her stiller jeg spørgsmålet: hvis nu jeg var i de forskellige parters sko, hvad ville jeg så kunne lære at det forløb vi har været igennem?

Regeringens rolle

Der hersker for mig ikke nogen tvivl om at KL og regeringen har spillet på samme hold, og alt andet ville da også være mærkeligt. Lad os tage den vinkel der hedder at under regeringen finder vi finansministeriet, finansministeriet var en aktiv part i forhandlingerne med Lærernes Centralorganisation i forhold til de lærere arbejder på finansministeriets område. Da den samme mand sidder med som forhandler på lærernes side både i finansministeriet og ved KL, bliver der en naturlig sammenhæng mellem de to forhandlinger, jeg har derfor meget svært ved at se hvordan regeringens politik igennem finansministeriet ikke skulle have haft en direkte relation til selve forhandlingerne. Jeg ville synes det var mærkeligt hvis der ikke var nogen sammenhæng, for hvad giver det så at være regeringsparti?

Det kan derfor virke mærkeligt at regeringen har brugt så meget tid på at sige “det er parterne selv der skal forhandle”, “vi lader den danske model virke” og “vi skal ikke blande os”, når regeringens politik jo direkte har relation til selve forhandlingen. Såvidt jeg kan se, hænger konflikten tydeligt sammen med de intentioner man har som regering på skoleområdet, om man har ønsket at gøre op med arbejdstidsaftalen i mange år eller ej.

Nu er indgrebet kommet, og det er meget svært at se hvordan regeringen har forsøgt at imødekomme lærerne. Det kan godt være regeringen selv mener de har forsøgt, men så længe hverken lærerforeningerne eller lærerne selv kan se det, kan regeringens opfattelse af hvad de har gjort, sådan set være underordnet – og det er blot endnu et symptom på den rolle regeringen har spillet igennem hele konflikten. Regeringen har brugt utrolig meget tid på at føle sig misforstået, “jamen det er slet ikke det vi mener”, og meget lidt tid på at sætte sig ind i hvorfor andre misforstår dem. Det har resulteret i at jeg som lærer nu, synes alt der kommer fra regeringen virker utroværdigt. Nu er jeg blot én person i et “stort” land, men jeg er ret overbevist om jeg ikke er den eneste. Det perspektiv ville jeg dykke lidt ned i hvis jeg var regeringen, specielt nu hvor folkeskolereformen skal forhandles.

Om regeringen har løjet eller ej, så er det den opfattelse rigtig mange mennesker har – og det ville være galimathias at blive ved med at lege “den misforståede part” når stemplet først er sat. Hvad folk tror om regeringen, er det regeringen bør indrømme nu for at genvinde tilliden hos folket, for hos mange af os der hjalp med at stemme regeringen til magten er tilliden forlængst forsvundet. Spørgsmålet er om denne tillid kan genopbygges.

KLs rolle

Det er svært at kommentere på KL når man er lærer, for i mine øjne virker de som en ubrugelig og utaknemmelig del af den offentlige ledelse. Det er svært at sige om det er spin fra DLF eller om det rent faktisk er ens egen oplevelse, når man synes alle KLs annoncer taler ned til det arbejde jeg gør som lærer. Rigtig mange lærere har følt sig trådt på, og resultatet heraf har været at KL har fået stemplet i lærerkredse som den utaknemmelige part. Omvendt er det nok også det der har gjort, at personer i befolkningen der har ønsket et opgør med den “dovne lærer”, har klappet i deres små hænder og lystigt deltaget i debatten blot for at nedgøre lærerne mere end lærerne følte de var blevet i forvejen. Her har KLs retorik om at flytte ledelsesretten været genial, for det er noget mange danskere kan forholde sig til: Selvfølgelig skal lederen lede og ikke lærernes fagforening. Det er synd det er det snakken har handlet om, for det er på mange måder slet ikke det samtalen burde handle om. Jeg kender ikke mange ledere der ikke leder inden for en eller anden ramme, om vi snakker privat eller offentlig, så hvorfor skulle skolelederne ikke også gøre det? På de Frie Skolers område kan det virke endnu mere mærkelig, på grund af den hyppige brug af lokalaftaler som eftersigende fungerer ret så godt.

KL har lavet et frontalt angreb på lærernes fagforening, og flere gange er Anders Bondo faldet i fælden så KLs støtter har kunnet stemple ham, som manden der står i spidsen for den fagforening, der står i vejen for udviklingen af den offentlige sektor. Det er godt gået. Dette har dog haft den omvendte virkning for lærerne, der har ophøjet deres fagforeningsleder til en stjerne i det politiske landskab, der tager den nødvendige kamp mod bureaukraterne.

Var jeg KL ville jeg nok genoverveje min metode. Hvilken fornuftig moderne arbejdsgiver nedgør sine egne medarbejdere på den måde? Jeg kender ikke den leder. På mange måder kan man give KL samme råd som regeringen, stop med at føle jer misforstået, omfavn det i er blevet stemplet som og tag den derfra.

Fagforeningernes rolle

Fagforeningerne var hurtigt ude og trække “de undertrykte” kortet. Både i forhold til de kampagner KL kørte og ikke mindst den lange strøm af beskyldninger om mangel på forhandlingsvilje fra KL, samarbejdet med regeringen og den skjulte dagsorden som gjorde at regeringen lige så godt kunne gribe ind, da det hele jo var planlagt på forhånd. Mange lærere jeg har mødt har ukritisk taget dette til sig, og man må sige der har været rigelig med gode beskyldninger og ekspert udtalelser, der har kunnet antyde at fagforeningerne havde ret. Jeg har selv læst Uffe Rostrups forløbsbeskrivelse igennem, og med mindre der er centrale elementer han har glemt at skrive ned – ja så er der ikke meget der tyder på en reel forhandling. Argumenterne til at opretholde lærernes gejst har der altså været nok af. Desværre har flere af disse argumenter også haft den modsatte virkning på KLs støtter, nemlig at lærerne stod i vejen og blot lavede spin for at få deres vilje.

Hvad fagforeningerne kan lære af dette, er at man som medarbejder faktisk også har et ledelsesrum. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at man høster som man sår. Hvis man som fagforening bliver ved med at beskylde og kaste “de undertrykte” kortet – giver man lederen en god chance for at retfærdighedgøre holdningen at “medarbejderne forstår da heller ingenting”, som den mand der kom gående forbi os på gaden i Svendborg sagde “I bliver klogere en dag”. Det er på alle måder en nedladende tilgang fra ledelsens vinkel, men lad os se det i øjnene, lige som der findes lærere der kunne gøre deres arbejde bedre, findes der også ledere der kunne gøre deres arbejde bedre. Og det er helt nede fra den enkelte afdelingsleder til toppen af Danmark. At man som KL har trukket “vi ved bedst”-kortet er dårlig ledelse, men når det nu er det de har gjort – må medarbejderen, hvis den vil ændre på noget, omfavne dette for at kunne lukke sig selv ind i udviklingen igen. De gamle dage hvor man kunne sætte hårdt mod hårdt, burde være ovre – for begge parter.

Lærernes rolle

Lærerne har i mange af de aktiviteter jeg har set, været fagforeningens lange arm. Jeg har selv været med, og det har været en ren fornøjelse at få lov til at stå sammen med så mange andre og kæmpe for noget. Som da vi stod hånd i hånd hele vejen rundt om rådhuset i Svendborg og råbte “Forhandling – Ét skridt frem, Lockout – To skridt tilbage”, det er en folkedans jeg sent vil glemme. Der har været en fighter-ånd og et fællesskab jeg aldrig har set magen, og jeg har haft nogen rigtigt gode stunder med mine kolleger.

Lærerne har i konflikten taget ansvar for at være en synlig medspiller i det fagforeningen ville beskytte. Det har handlet om forberedelse, helhedsskole, hvor kan jeg sidde og forberede mig på skolen?, manglen på den danske model og så videre. Alle virker til at have talt ud fra egen erfaring, hvilket også har været reelt nok – for i sidste ende kan den “gennemsnitlige fortolkning af en lærer” være fuldstændig lige meget, da det er den enkeltes lærers praksis hvori forandringerne skal finde sted. Denne praksis har der slet ikke være plads nok til at udforske (uden for debat og forsvar), for det er i denne praksis man skal forstå lærernes bekymringer for ændringerne af arbejdstidsaftalen – det er også denne praksis man som leder nu må gå ind og tage udgangspunkt i, for at kunne få det bedste ud af forandringerne.

På alle måder har lærerne deltaget forventeligt i en konflikt som denne. De mange blogindlæg, læserbreve og statusopdateringer har vist hverdagens mangfoldighed. Jeg har derfor ikke andet at sige til lærernes rolle end: Godt gået. Dem jeg har været sammen med virker alle som nogen der har formået at få det bedste ud af lockouten. Selvfølgelig kan der have været nogle meget følsomme udbrud på blogs, i læserbreve og på statusopdateringer, men det er kun forventeligt når man i så høj grad føler sig kørt over af sin arbejdsgiver. Man kan, for en god ordens skyld, selvfølgelig med fordel selv handle på disse følelser, på en måde der ikke udstiller dem over for det forkerte publikum, for det er næppe de indlæg “der vinder kampen” for andre end ens egne støtter.

Der er selvfølgelig andre parter der spiller en rolle, deriblandt forældre, skoleledere og lokalpolitikere, som alle bør takkes for deres indsats, men dette indlæg skal også have en ende.

 

Og hvad kan vi så lære af det

Jeg har kunnet mærket hele vejen igennem denne konflikt, at jeg har været dybt begrænset i mit perspektiv af den lederuddannelse jeg er i fuld gang med og holder så meget af. Teoretiske perspektiver til at slå KL og regeringen i hovedet med er der nok af, som eksempel et økonomistyringsperspektiv, jagten på det fælles tredje, wicked problems, koordineret mestring af mening og meget andet. Indlæg af den slags er der rigeligt af på denne blog.

Jeg nævner dette fordi, jeg i min jagt, lige meget hvor meget jeg har prøvet, ikke har kunnet bevæge mig væk fra mit ledelsesperspektiv – og jeg må nu overgive mig og sige: Der hvor jeg mener vi rigtigt kan lære noget af det her, er i et ledelsesperspektiv.

Den danske model

På et tidspunkt stillede mine kolleger og jeg op inde på gågaden i Svendborg, vi ville genopbygge den danske model med duploklodser. Det gav nogle rigtigt gode samtaler både med folk der mente den danske model fungerede i bedste velgående, og nogen der mente den i den grad trængte til en kærlig hånd. Jeg tilhører den sidste flok, altså dem der mener den danske model skal gåes efter i sømmende lige som Bente Sorgenfrey har udtalt.

Hvis lockouten for alvor skulle have givet mening for mig, skulle det være et resultatet af lang tids forhandling, som havde været et resultat af et fælles udviklingsforløb, men lockouten har tydeligvis været et resultat af et forhandlingsforløb med mangel på samskabelse. Jeg blev direkte målløs da jeg hørte at en overenskomstforhandling starter med at man sender sine oplæg til hinanden med bud, altså god gammeldags menneske-bud. Man sidder altså ikke sammen og kan føre en dialog, og det er allerede her kæden falder af. Den Danske Model bygger på en model hvor arbejdsgiver og arbejdstager sidder hver for sig og planlægger forhandlingerne, dette er helt galimathias set i et læringsperspektiv (jeg er typen der siger at udvikling = læring). Og det er lige netop det der er problemet med den danske model. I mange mange år har man bygget lande og love igennem gammeldags forhandling, ved at diskuttere tingene i et forsøg på at holde fast i sit eget perspektiv. Vis mig en organisationsudviklingsbog fra de sidste 30 år der argumenterer for, at det er bedst lederen og medarbejderne sidder hver for sig og forbereder virksomhedens udvikling uden en fælles vision, for så at mødes i en “mand mod mand” forhandling og derigennem finde ud af hvordan begge parter kan leve med et samarbejde. Den model har ingen vinder, eller i bedste fald kun en lille en. Den danske model som vi har set den i dette forhandlingsforløb, minder mest af alt om oldtidsledelse – der er ingen rum til samskabelse. Hvornår er det parterne sammen skal sætte ord på, hvad det er for en skole man arbejder hen imod? Hvor er det parterne får en fælles forståelse for baggrunden for de enkelte krav? Hvor er det parterne hjælper hinanden med at formulere forslag og krav, så de bedre imødekommer en fælles vision og de udfordringer man står over for?

Forhandlingsforløbet er en skamplet på demokratiet i mine øjne, og for ledelse i al almindelighed. At regeringen forsvarer deres manglende indgreb med “den danske model”, svarer til at de forsvarer ledelse anno sidste århundrede, ledelse der ikke bygger på samskabelse – men på den alvidende leder som medarbejderen bør anerkende. Gør medarbejderen ikke det, må man tage det nødvendige træk og bruge magt. Hvis det er den type ledelse, som der skal være plads til mere af i folkeskolen kan jeg godt være nervøs. Men jeg vælger at tro på der findes mange ledere på skolerne rundt omkring, der ikke har helt samme tilgang til ledelse som KL og regeringen.

Meningen med lockouten

Meningen med lockouten har været at få folk til at vågne op og se, at vi ikke kan blive ved med at gøre tingene på den sammen måde.

Lukkethed er fortid, åbenhed er fremtid. Overenskomster skal udvikles i fællesskab fra starten – og åbenhed skal være det nye kodeord. Dét burde være den danske model, og jeg spår at chancen for at en lockout ville være nødvendig i en sådan model, ville være lig nul.

Jeg ved at jeg fra nu af, aldrig vil lave forhandlinger på denne måde. Var jeg fagforeningsformand ville jeg allerede nu tage initiativ til at lave en arbejdsgruppe, der sammen med arbejdsgiver kunne arbejde hen imod den næste overenskomstforhandling. Samtidig ville jeg som fagforening bruge energien fra lockouten, til at bygge en ny struktur der arbejder meget mere med faglig sparring og udvikling gennem dialog i fagforeningen. Denne proces ville blive langt mere interessant hvis KL og regeringen går ind og støtter den udvikling, og synligt lytter til de ting lærerne vil bringe på banen. Det skal være mere synligt at det er lærerne selv der taler, jeg ser fagforeningen som den perfekte ramme til at bygge det samarbejde op.

Overenskomster skal ikke være en kamp – det skal være et fælles bud på hvordan vi når vores højeste mål. Man når ikke sit højeste mål igennem kamp (med mindre målet er at besejre den anden) – åbenhed og samarbejde er vejen frem, for elevernes skyld. Vi bliver nød til at tro på at vi vil hinanden det bedste, frem for at grave grøfter og nægte at bevæge os ind på hinandens territorier. Lærerne må anerkende ledernes udfordringer (eks. økonomi og skema) og lederne må anerkende lærernes udfordringer (eks. tryghed og overskuelighed i ansættelsen osv.).

Nu skal dette indlæg ikke gå hen og blive patriotisk – men vi er sammen om at skabe det bedste Danmark, og i den proces dur det simpelthen ikke, at få en hel faggruppe til at føle sig kørt over. Man kan mene det er fagforeningen selv der får dem til at føle det sådan, men en fagforening repræsenter blot dens medlemmer – og kan man som KL eller finansministeriet ikke finde ud af at håndtere dem – ja så er det et ledelsesproblem og ikke et medarbejder problem. Der findes to typer ledere – dem der hurtigt fyrer/afviser den medarbejder de mener er problemet og dem der ser en medarbejders mistrivsel som en mulighed for at styrke hele organisationen. KL og finansministeriet tilhører desværre den første type, og det er mit bedste bud at det lige netop var den type ledelse vi har set “in action” i lockouten. Man kunne med rette kalde strategien: “Hvis medarbejderne ikke vil makke ret, må vi lockoute dem så vi kan tvinge dem til at blive klogere nu de ikke selv vil indse hvor logisk alting er”.

 

Tilbage er blot at sige

Mit ydmyge ønsker er at I, kære politikere, vil være så venlige at kigge på hvad I forsvarer i den danske model. Kunne man med fordel ikke gribe overenskomstforhandlingerne an på en anden måde, bygge en ny struktur op der mere er målrettet de fælles interesser i stedet for den enkeltes, og derved starte en ny trend med åbenhed og samarbejde i hele overenskomstforløbet. På den måde bliver overenskomstforhandlingerne ikke noget der stopper udviklingen mens det står på, men i stedet sætter udviklingen i gang. Det kunne da være rart.

Tak fordi i læste med

Én kommentar til “Hvad var så meningen med lockouten?”

  1. Der er flere (kan googles), der har omtalt afprofessionalisering af den offentlige sektor som et led i den aktuelle “New Public Management” strømning. Heri kunne jo ligge et behov for at fjerne lærerens indflydelse på egen arbejdsvaretagelse.

Skriv et svar