Hvem venter på hvem?

I går fik jeg endelig læst Mathias Poulsen’s indlæg “Samarbejdsforum for udvikling af digitale lærermidler”. Et blogindlæg jeg vil anbefale alle at læse. Et indlæg der ikke bare overgiver sig til at “lærermidler er som de er”, men som i stedet er interesseret i hvordan vi kan finde ud af hvordan lærermidler burde være.

I indlægget skriver Mathias bl.a. følgende:

“Mange fremhævede ‘kulturen på skolerne’ som én af de primære barrierer. Jeg vil vove den påstand, at ‘kulturen hos producenterne’ kan være en lige så væsentlig forhindring.”

Den udtalelse synes jeg ikke Mathias skal stå alene med, derfor dette indlæg.

Jeg er bevist om jeg i dette indlæg blander digitale lærermidler og skole-it-systemer. Det er helt bevist jeg dømmer dem under samme “teknologi i skolen”-overskrift.

I en verden af fortidens teknologi

Jeg har før her på bloggen langet ud efter utidssvarende LMS-systemer, og på Twitter har man til tider kunne se mine glædesudbrud over at have fået Musikefterskolen’s lærerintra over på projektstyringsværktøjet Podio. Vi har udnyttet muligheden til at udvikle vores helt egen måde at kommunikere på internt, altså: vi har selv været skaberne bag vores brug af systemet. Det har været et kæmpe skridt i den rigtige retning, men der er langt endnu, og jeg er ved at løbe tør for gode producenter at prøve af.

Min fordom om producenterne

Jeg har en fordom om producenter af digitale lærermidler, som jeg her vil lufte i håb om nogen griber pennen og svarer tilbage, så mit mangelfulde indtryk kan blive oplyst.

Mit indtryk er, som Mathias skriver, at kulturen hos producenterne I lige så høj grad er den primære barriere for den digitale udvikling, fremfor kulturen på skolerne. Som et eksempel møder jeg stadig et hav af sider og tjenester til skoleverdenen, som ikke gider at anerkende den store mængde af brugere, der har deres tablet eller mobiltelefon som primære web-device. Det er mit klare indtryk, at sådanne mangler får konsekvenser for hvilke produkter der i sidste ende får succes. Hvilket også var mit klare indtryk sidst jeg interviewede eleverne om deres vaner på de sociale medier. Jeg mener som minimum at it-systemer og digitale lærermidler skal tilpasse sig lige præcist det device, som brugeren ønsker at bruge til formålet.

UNI-C som eksempel

Selvom jeg gerne vil være glad over at staten og UNI-C nu vil udvikle fremtidens skole-it system, kan jeg ikke være andet end bekymret. For hvis man vil bygge på hvad man har nu med skoleintra, forældreintra osv… Ja så bygger man på en æld gammel platform, som i den grad trænger til at blive tænkt helt på ny. At platformen først skal komme i 2016 gør det bare endnu værre. Forestil dig hvor internettet vil være i 2016, set i lyset af hvor vi var i 2010. Når jeg underviser mine kolleger i at bruge IT, er der flere af dem, der giver udtryk for at være decideret IT forskrækket – og jeg har oplevet producenter som af den grund, ser ned på deres brugere. Det er en farlig glidebane som producent, at tænke det er forbrugeren der ikke har forstået systemet, for i utrolig mange tilfælde er det systemet der er himmelråbende uhensigtsmæssig for forbrugeren. Det er selvfølgelig ikke sort/hvidt, men et perspektiv jeg mener producenterne skal være endnu mere opmærksom på, end de virker til at være i forvejen. Det minder mig om dengang tilbage i 1920-30’erne hvor Astrid Gøssel kæmpede for en gymnastikform, som anerkendte den menneskelige krop, frem for at tage udgangspunkt i bevægelser som ikke var naturligt for mennesket. Hvilket peger tilbage til min fordom: Det er utrolig vi ikke er blevet klogere, end at vi stadig lader vores tidligere måde at gøre tingene på, ubetinget sætte standarden for hvordan vi vil imødekomme fremtiden.

På mange måder gør denne vinkel dette indlæg til en lettere selvmodsigelse, i forhold til mange af de andre ledelsesmæssige perspektiver jeg kommer med på denne blog, hvor jeg i høj grad opfordre folk til at anderkende det der er. Det eneste problem med det i forhold til skole og IT, er at IT i første omgang skal anerkende os mennesker, før det rigtigt kan betale sig, at vi overgiver os til it-systemerne.

Ydmyge ønsker

Til sidst i dette indlæg, vil jeg tillade mig at komme med nogle ydmyge ønsker, for jeg vil så gerne tro at den digitale udvikling er på vej i den rigtige retning. Måske kan du hjælpe mig?

Mine ydmyge ønsker er:

  • At nogen vil vise mig producenter, der synes at have fat i den lange ende. Producenter som laver tidssvarende og udviklende digitale lærermidler, der anerkender dets brugere frem for at holde fast i sit eget.
  • At nogen forklarer mig hvorfor det skulle være en god idé, at Uni-C (som de selv har udtalt i en Version2 artikel) vil bygge videre på den succes, de kalder skoleintra’s store udbredelse. Især når man har valgt en ejerskabsmodel, der ligger op af store digitale successer som “Borger.dk” og “Nem-id”. For jeg kan virkelig ikke se hvad der skulle være godt i det.
KategorierIT

Skriv et svar