Hvornår lærer børn hvad?

Naboens datter på 8 år har besøg af en veninde. De springer rundt på trampolinen og leger “prinsesser”. En stor del af legen handler om, at få skabt rammen for den fortælling de leger i. Ét af de første skridt, er at få forhandlet hvem der er bedst til hvad. Det er en længere øvelse, for hvad gør man hvis begge prinsesser gerne vil være bedst til sport? eller begge gerne vil vinde dansekonkurrencen på slottet?

Det er oplevelser som denne, der minder mig om, hvor meget børn lærer (og træner) ved at lege med hinanden. Som voksne og forældre synes vi at have behov for, præcist at vide hvad børnene lærer og hvornår de lærer det. Vi skal nemlig sikre os, at vores børn har de bedste forudsætninger for, at få den karriere alle børn burde drømme om på den anden side af uddannelsesjunglen. Men netop “de bedste forudsætninger” synes i dagens Danmark at betyde mere undervisning og højere faglighed, hvor de blødere mindre målbare kompetencer let bliver overset. Det er folkeskolereformen i mine øjne et godt eksempel på. Men vi der arbejder med skole, har et ansvar for ikke at lade os fordumme af undervisningsministeriet eller forblænde af pædagogiske trends. Jeg fornemmer en tendens til, at man i skoledebatten glemmer, at den enkelte elev med stor sandsynlighed ikke kan beskrives af tendenser, ‘evidens’ eller landsgennemsnit, samtidig med at den enkelte elevs skolegang ikke kan isoleres fra hjemmet. Bygger man sin reform og skole på, at skoletiden er en isoleret størrelse (hvilket tendenser og trends synes at hjælpe til) – kan man ikke undgå at overse noget, der kan være helt essentielt for at give den enkelte elev “de bedste forudsætninger”.

Klichéen i debatten er, at vores job som skolefolk ikke kun handler om at sikre, at eleverne får den rigtige fagfaglige viden. Hvilket i mine øjne er vigtigt at nævne igen og igen. Vi skal dog passe på, at snakken ikke kommer til at handle om “enten/eller” – skolen skal være “både/og”. Vi skal favne både faglige, sociale, handlings- og alle de andre kompetencer (som vi forøvrigt heller ikke har et passende indtryk af). Men vigtigst af alt skal vi huske, at skolen ikke står alene med opgaven. Skolen skal, sammen med familie, lokalsamfund, foreninger, medier, venner og så videre, hjælpe til at alle børn får en god opvækst, at de får gode sociale og faglige kompetencer og at de formår at blive deltagere i, at skabe en god verden for dem selv og andre.

Det er et perspektiv som dette, der bør minde os om, hvor kompleks en opgave et barns opvækst er, og hvorfor et barns opvækst, aldrig må deles op i kasser. Man kan godt sidde som skole og mene forældrene burde gøre noget andet, man kan også sidde i hjemmet og mene skolen burde gøre noget andet, men det er først når man står sammen om barnet, forandringerne for alvor tager fart.

Det bringer os tilbage til dette indlægs første afsnit. Mange af de ting vi gerne vil at eleverne træner, men som vi ikke kan måle, kan lige så godt ske i deres fritid når de selv sætter rammerne for deres læring, eller igennem leg/tid med forældre, venner, trænere og så videre. Fritid er nemlig ikke bare fritid, det er læring og træning af kompetencer vi aldrig nogensinde ville kunne træne på samme måde i skoleregi. Dermed ikke sagt at skolen ikke kan bruges til noget, for det kan den bestemt, skolen kan bare ikke i sig selv sikre en god opvækst for alle børn. Vi skal som voksne huske at give plads til, og støtte op om, at børnene kan gøre deres egne erfaringer. For det er når børnene gør deres egne erfaringer, at de styrker evner som skaberkraft, sociale kompetencer og ikke mindst evnen til at blive enige om noget. Går legen rigtig godt, får de tilmed oplevelsen af, hvad det vil sige at skabe sammen – at finde et fælles tredje – noget man kunne have ønsket forhandlerne havde trænet noget mere før sidste års lockout. Jeg tør godt indrømme, at vi voksne aldrig med sikkerhed alene kan skabe rammerne for, at alle børn får den bedste opvækst – men det vi kan gøre, er at støtte dem i, at blive ansvarsfulde, handlekraftige og uselviske små mennesker, der dagligt styrkes igennem deres egne aktiviteter, og her er legen helt central. Mange af de kompetencer børnene har brug for, træner de fleste børn helt naturligt gennem leg, f.eks. når barnet forhandler om hvilken prinsesse der skal være bedst til sport eller hvem der skal vinde dansekonkurrencen.

Én kommentar til “Hvornår lærer børn hvad?”

  1. Jeg har en FANTASTISK kollega som altid siger: “Vi går på to ben”. Det ene ben er det faglige og det andet det sociale.
    Står man (for længe) på det ene ben ryger balancen….

Skriv et svar