Hvornår mon folk indser det handler om fællesskab?

Jeg ved ikke hvor mange ledere, lærere, politikere og forældre der efterhånden har indset, at det ikke er nogen god strategi, at isolere sig selv fra alle andre, for bedre at kunne påpege hvad andre bør gøre. Men der findes stadig masser af folk i skoleverdenen, der stædigt holder fast i at lærerne er en ting, lederne er en ting, politikerne er en ting og forældrene er en ting. Det undrer mig, for det tager ikke særlig lang tid, at indse hvor tæt forbundet lederens handlinger er med medarbejdernes. Eller hvor tæt forbundet politikernes beslutninger er med forældrenes forventninger til skolen.

Et godt eksempel fra ugens løb kan siges at være skoleledernes formand Claus Hjortdahl, der til DR fik udtalt at “lærerne må tvinge sig selv til at finde ja-hatten frem, før de møder ind på arbejde efter sommerferien”, hvilket han følger op med at “skolelederne gør hvad de kan”. For en god ordens skyld, bør det nævnes at Claus Hjortdal senere følger op med at “Det handler ikke bare om at sige, nu skal I gøre det her. Det gælder om at få lærerne med sig.”, og det har han for sin vis fuldstændig ret i. Skoleledelse handler nemlig overvejende om at “få lærerne med sig”, for som Keith Grint så fornuftigt understreger i “Leadership: A very short introduction”:

It only takes the good follower to do nothing for leadership to fail.

I interviewet med Claus Hjortdal gemmer der sig dog flere af lederskabets store paradokser. Blandt andet er der selve italesættelsen af “At få lærerne med sig”. Hvis pointen er at lærerne skal følge med lederen, må det jo betyde at lederen er på vej det rigtige sted hen, det i sig selv må siges at være en trist form for ledelse. Mange mener lederen skal gå forrest i forandringen, være tydelig og vise vejen, men i høj grad mener jeg det er lederens fornemmeste opgave, sammen med alle andre parter, at finde ud af hvor man SAMMEN er på vej hen. Man er altså stadig med i fortroppen som leder, men ikke nødvendigvis den der altid går forrest – den rolle skal gerne fordeles på flere. Det er dog sværere sagt end gjort. Som en af mine kunstner-venner sagde til mig forleden: Det er nu engang nemmere at lave kunst alene, så er der ikke så mange man skal blive enige med. Men nu laver vi ikke kunst som ham, vi laver skole, og hvis vi hurtigt tager et kig på Keith Grint’s brug af problem-kompleksiteter, finder vi hurtigt ud af, at jo mere kompleks et problem bliver, jo mere social skal problemløsningen være. Det giver os dog nogle kæmpe udfordringer på skoleområdet, et område man vidst skal være mere end tosset for IKKE at synes er komplekst. Tænk bare på hvor stor forskel der er på alle interessenters motivation, mål og kompetencer.

Det bringer mig tilbage til dette indlægs overskrift. For hvis skolen er et “komplekst problem”, kræver løsningen af problemet, at vi bliver bedre til at arbejde sammen. Altså handler udviklingen af den danske skole i høj grad om fælles skabelse, man kunne forfalde til at bruge et udtryk som Co-creation. Det kræver en større ydmyghed overfor hinandens motivation, mål og kompetencer, for det er i kombinationen af alle disse, at vi finder den bedste løsning for alle. Jeg tror vi skal have fat i noget så gammeldags, som det at skabe et fælles tredje. Når en siger noget, som kombineres med det en anden siger, får vi noget nyt – et fælles tredje – som er summen/resultatet af de to talehandlinger. Det trækker en direkte relation til nødvendigheden af at se skolens medspillere, som aktive deltagere i udviklingen. Vi bliver nødt til at se os alle som ét hold. Det var derfor jeg for nu et år siden, brugte det meste af en måned på at skrive om, hvor dårlig ledelse lockouten kunne siges at være. Jeg er bange for, at lockouten har været en aktiv medspiller i, at gøre afstanden mellem leder og medarbejder større. En afstand der bestemt ikke bliver mindre ved at mene, at skolelederne gør hvad de kan – og nu må lærerne fremtvinge ja-hatten. Så simpelt er det ikke.

Jeg hører om mangt en skolelærer, som føler sig klemt i deres leders håndtering af folkeskolereformen. Jeg hører tilmed om skolelærere, der prøver at gøre der ledelse opmærksom på deres utryghed, hvor ledelserne ikke formår at indgå i en dialog. Den manglende dialog står i skærerne kontrast til det moderniseringsstyrelsen fortalte om de nye arbejdstidsregler, da jeg forleden var på kursus med en masse andre ledere i netop den nye lov 409. Idéen bag de nye arbejdstidsregler synes at være, at ledere og medarbejdere sammen skal tale sig frem til, hvad der vil være den bedste fordeling af arbejdstiden. Dialog er altså et bærende element, hvilket også er en forudsætning for overhovedet at kunne opnå “et fælles tredje”. Desværre har mange ledere allerede lagt sig fast på et fast undervisningstimetal som alle lærere skal arbejde ud fra. Altså er dialogen fuldstændig udeblevet, det er i stedet blevet et matematisk regnestykke, som bygger på lederens egen opfattelse af “rimelighed”. På mange måder minder disse lederes håndtering af de nye arbejdstidsregler, om politikernes håndtering af lockouten sidste år. Æblet falder ikke langt fra stammen, som man siger.

Jeg tror det er på tide at vi tilgiver hinanden, og jeg tror det er på tide lederne melder ud: “Jeg ved simpelthen ikke hvordan vi gør det her på den mest hensigtsmæssige måde – men jeg er ret overbevist om, at vi skal gøre det her i fællesskab”. Det betyder at vi alle skal give kald på nogle af vores overbevisninger for at give plads til andre. Det gælder både politikere, lærere, ledere og forældre. Her er dog noget vi skal være opmærksomme på: Folk er ikke med sikkerhed gode til at skabe sammen, det er nemlig ikke nogen nem opgave (som min kunstnerven hentydede til). Altså står vi som skoler i en situation hvor vi sideløbende skal arbejde på to ting:

  1. Løsningen af de udfordringer vi har, kræver at vi arbejder sammen.
  2. Vi skal træne vores evner til at skabe i fællesskab.

På min skole gik jeg all-in på punkt 1, hvilket på mange måder har været en god ting. Jeg har dog glemt, at jeg også burde have taget højde for punkt 2 i bredere forstand end jeg gjorde. Et godt eksempel er den TagDel-profil jeg oprettede til skolen, I håb om at jeg kunne få forældre og lærere til online at føre en dialog om udviklingen af vores skole. Et hurtigt kig på TagDel siden, viser at dialogen hidtil har været meget begrænset (for ikke at sige nærmest ikke eksisterende).

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at den dag vi i Ryde bliver bedre til at finde vores fælles tredje, vil vi opleve en gejst og vilje som overstiger langt det man ser på mange andre skoler. Jeg synes allerede at kunne mærke gejsten og viljen er på vej stærkere end tidligere, netop fordi vi nu har arbejdet på at åbne dialogen på skolen – men vi kan stadig blive bedre. Digitale dialogværktøjer har et stort potentiale, men jeg tror det kræver at man starter med at mødes og ser hinanden i øjnene. Den mundtlige gruppedialog kan noget helt særligt, selvom det ikke nødvendigvis er et nemt format at blive enige i.

Til spørgsmålet om hvor eleverne er henne i dette blogindlæg er svaret: De kunne lige så godt være her, men jeg vil gerne have lov til, at dedikere et andet blog-indlæg ifht. inddragelse af eleverne. I første omgang kunne det være godt hvis “de voksne” blev gode venner, det ville være et godt udgangspunkt.

Skriv et svar