Jagten på en ny læringsteori – Del 2 – Opgavens omfang og kompleksitet

Inden jeg kaster mig ud i selve jagten, kommer her en lille refleksion over opgavens omfang og kompleksitet. Har du ikke læst afsnit 1 endnu, kan du finde det her.

Skal man forstå læring, skal man også forstå hvor kompleks læring er. Den kontekst hvori læringen skal finde sted og hvad læringens formål er, er blot to ud af mange perspektiver, som kan få betydning for vores forståelse af læring. Derfor vil mange læringsteorier bedst kunne forklares ud fra deres teoretiske ophav. Det samme vil komme til at gælde for mig i min søgen på en ny læringsteori. Jeg vil unægteligt være dybt påvirket af de oplevelser, artikler og bøger der giver mening for mig, og som stemmer overens med det formål jeg har. Derfor er det også relevant at se på mit umiddelbare indtryk af læring og læringsteori. Ligesom det er værd at stille spørgsmål ved, som Ove Christensen gjorde i en kommentar i går, om det overhovedet giver mening at lede efter én læringsteori og om en teori i sig selv, kan give mig det svar jeg leder efter (tak for kommentaren Ove).

Om læring

Så vidt jeg har forstået, er læring et begreb der beskriver en proces hvor én eller flere personer tillærer sig ny viden og/eller færdigheder i bredeste forstand. Der er derfor i mine øjne ingen grundlæggende forskel på, om vi taler læring for børn eller voksne, eller om vi taler læring i skoler, organisationer, familier og så videre. Det er selve det at lære, der for mig er interessant.

Med dette udgangspunkt er det mit naive mål, at finde frem til én bred forståelse af læring. Men for at kunne nå til denne ene forståelse, har jeg tænkt mig igennem interview, gæsteindlæg på bloggen, skriftlige refleksioner, youtube-klip og meget mere, at bevæge mig ud i læringsteoriens og praktikkens mangfoldige verden, for at give mig selv et bedre grundlag for at vælge eller skabe en læringsteori – eller nok nærmere en læringsforståelse.

Om læringsteori

Når jeg ønsker at finde en ny læringsteori, er det, som nævnt tidligere, fordi jeg endnu ikke – i hele verden og i al den litteratur jeg har læst – har fundet den forståelse af læring som jeg tror kan give den bedste uddannelse. Det er ikke nødvendigvis nogen dårlig ting, som Ove Christensen nævner i den føromtalte kommentar, i stedet er det nok nærmere et udtryk for, at én teori ikke er nok.

Der er, og har i lang tid været, rigtig mange gode bud på brugbare læringsteorier fra både teoretikere og praktikere. Gode forklaringer af hvad der er rigtigt og forkert, hvad man skal gøre og hvad man ikke skal gøre. Men det er min oplevelse, at hver gang jeg finder en god forklaring på læring, finder jeg også konkrete eksempler hvor denne forklaring kommer til kort. For eksempel var der i en periode mange artikler om, hvordan det at lytte til et foredrag (for eksempel en lærer der står ved tavlen og taler til klassen) var en af de mindst effektive måder at lære på. Jeg var enig. Men da jeg kort tid efter selv var til et foredrag opdagede jeg, hvordan en enkelt sætning i et langt foredrag kunne vække min nysgerrighed så meget, at jeg selv opsøgte mere viden efter foredraget. Altså havde foredraget en effekt på min læring, der gik langt ud over det egentlig foredrag. Har foredraget så ikke medført effektiv læring? Jeg har oplevet det samme med eleverne på skolen. I min tid på friskolen har jeg løbende eksperimenteret med improviserede fortællinger. Her har jeg blandt andet fortalt historien om en dreng der forsvandt i skolens kælder, en historie der virkeligt fangede eleverne. Aldrig før har jeg oplevet så nysgerrig og opmærksom en gruppe elever. Historien havde vækket deres interesse i en sådan grad, at da vi mødtes ugen efter, kunne de huske stort set alt der var sket i historien ugen før, og de havde selv været ude og undersøge skolen, for at finde ud af hvordan historien kunne udvikle sig. Nogle af eleverne havde sågar været et smut i billedkunstlokalet, for at se om der virkeligt var en hemmelig elevator til en kælder under kælderen, det var der desværre ikke. Altså formåede den stillesiddende monologiske fortælle-aktivitet, at aktiverer eleverne langt ud over undervisningstiden.

Bedst som jeg havde lært hvad der var “effektiv læring”, blev jeg modbevist af mine egne erfaringer. Læring foregår i så mange forskellige former og på så mange måder, at jeg godt selv kan se, at det virker som en tåbelig idé at gå på jagt efter en ny læringsteori.

Men når målet er, at blive bedre til at lave en god skole, skal der mere til at stoppe mig.

Her starter JAGTEN PÅ EN NY LÆRINGSTEORI!

 

I næste afsnit vil jeg løfte sløret for, hvilke praktikere og teoretikere der har dannet basis for den forståelse af læring jeg har i dag. Tilmeld dig med din e-mail i formularen til højre herfor, hvis du vil modtage en mail, når der kommer nye indlæg her på bloggen.

Dagens spørgsmål

Hvem synes du bedst formår at forklare hvad læring er? Og er det overhovedet nødvendigt at forklare?

Én kommentar til “Jagten på en ny læringsteori – Del 2 – Opgavens omfang og kompleksitet”

  1. Lige pt tænker jeg Piagets skemateori til at forklare de ændringer i hjernen som læring forårsager, men kan man sige at det så er læring eller er det blot en konsekvens af læring? Jeg er meget parat til at blive udfordret i min tankegang, da det er utroligt spændende felt, synes jeg. 🙂

Skriv et svar