Jagten på en ny læringsteori – Del 3 – Mit første møde med læringsteori

Mit første møde med noget der minder om læringsteori, var i bogen “Musik med mening”. En bog der giver et godt indblik i de tre kulturradikale musikpædagoger Bernhard Christensen, Astrid Gøssel og Jytte Rahbek Schmidts liv og virke. Jeg læste bogen for første gang i 2005, året før jeg begyndte på konservatoriet, da jeg besluttede mig for at blive bevidst om, hvad det egentligt ville sige at lave musik med børn, hvilket jeg for alvor var gået i gang med året før.

I “Musik med mening” læste jeg for første gang om, at vi voksne har en tendens til at tage udgangspunkt i hvad der er meningsfuldt for os selv, og ikke hvad der nødvendigvis er meningsfuldt for børnene. Astrid Gøssel arbejdede i mange år med motorik og bevægelse, og et af hendes formål var at komme væk fra de metriske skemaer, som gymnastikken dengang var præget af, og over til bevægelser der i højere grad stemte overens med barnets naturlige motoriske udvikling. Det samme princip, om at gå fra det metriske til det “naturlige”, gjorde sig også gældende for de tre musikpædagoger i musikkens verden. Allerede i 30’erne begyndte Astrid Gøssel at samle sange ind som børn selv havde skrevet, ligesom hun nedskrev børns egne versioner af kendte sange, for at få en forståelse for børnenes musikalske udvikling. Hun forsøgte at møde og anerkende børnene hvor de var, og ikke hvor de voksne synes at de burde være. De kulturradikale musikpædagoger kæmpede en kamp for at sprede deres budskab, som var med til at sætte dagsorden på mangt et dansk småbørnsseminarium i mange år fremover. Desværre var det som om deres musikpædagogiske idealer aldrig fik den medvind de fortjente, og deres navne og tanker forsvandt mere eller mindre fra mange musikpædagogers bevidsthed med tiden.

Med Bernhard Christensens ord

Selvom “Musik med mening” ikke gav mig en forståelse for hvad læring var, og næppe videnskabeligt kan betragtes som “læringsteori”, gav bogen mig alligevel eksempler på tilgange til undervisning, og derigennem indirekte en tilgang til læring. Et eksempel kan ses i dette citat:

”Min undervisning består i en slags leg med sang, bevægelse, pantomime, improvisation, fabuleren, digten historier, ageren og anden legemlig og åndelig udfoldelse, en undervisning som ikke kan rummes i det alt for snævre: Musikundervisning.

Jeg søger at skabe et miljø sammen med børnene, hvor både fællesskabet og børnenes individuelle udtryk bliver styrket. Individualismen gennem improvisation, fællesskabet gennem imitation. (…) For mig er det miljøet, der er afgørende for børnenes udvikling. Jeg skaber et miljø ved selv at tromme, improvisere, danse osv. Børnene imiterer mig og de andre børn. Der foregår en gensidig inspiration.”

(Bernhard Christensen som citeret i Musik med Mening af Erik Lyhne, 2004:103-104)

Tilgangen gjorde barnet til en aktiv deltager og medskaber af indholdet til undervisningen. Her var lærer og elev til gensidig inspiration for hinanden, det var ikke kun læreren der satte dagsordenen.

Fra bog til praksis

Da jeg læste bogen første gang, arbejdede jeg som pædagogmedhjælper i en børnehave. I børnehaven fik jeg frie hænder til, at forsøge at omsætte de kulturradikale musikpædagogiske idéer til min egen praksis, både når vi skulle samles på stuen, når vi legede på legepladsen og når jeg fandt tid til at skrive sange sammen med børnene. Jeg gik meget op i, at hvis sange og bevægelser skulle være naturlige for de børn vi havde i børnehaven, måtte børnene også være med til at bestemme (eller vise mig) hvordan man kunne lave sange og bevægelser. Denne tilgang virkede rigtig godt i flere år, især i mit arbejde som musikpædagog og børnemusiker for de 0 – 9 årige, men jo større og ældre hold jeg underviste – og jo mere boglig undervisning jeg senere har fået lov til at forsøge mig med – jo mere har jeg lært at simple rammer og improvisation ikke altid er en sikker vej til læring.

Noget har jeg dog aldrig sluppet, nemlig Bernhard Christensens idé om at “skabe et miljø”. Jeg har i min tid som underviser, haft så mange store oplevelser med mine elever, oplevelser der altid har virket til at være et resultat af det miljø jeg fik skabt med eleverne. Det var tilfældet da jeg lod 2. klasseselever lave deres egne lege og styre deres egen undervisning på Skipper Clement Skolen i Aalborg, og det var tilfældet da jeg tog på turné med mine elever fra Folk og World-linjen på Musikefterskolen i Humble. Sidstnævnte sammenspilshold skrev jeg om i blogindlægget Et kig på klasserumsledelse – Del 3 – Skab et miljø, hvor jeg tog udgangspunkt i ovenstående Bernhard Christensen citat.

I næste afsnit vil jeg se nærmere på, hvordan de kulturradikale musikpædagoger fik en revival for mig, da jeg for første gang stødte på Etienne Wenger og begrebet Praksisfællesskaber.


På gensyn

Skriv et svar