Kan I ikke bare sige undskyld?

Kære Christine Antorini (og resten af regeringen, KL, moderniseringsstyrelsen og alle I andre, der har fået ført arbejdstidsaftaler og folkeskolereform igennem)

Det sker jævnligt, at skolefolk ytrer deres usikkerhed omkring ændringerne til næste skoleår. Jeg oplever mange på Twitter, som nu forsøger at sige “Det er vedtaget, lad os få det bedste ud af det” – og det er som sådan en fin indstilling, selvom det langt fra er en ønskværdig situation, vi står i. Den ønskværdige situation havde været, at både lærere, ledere, kommunalfolk, politikere, elever, forældre, erhvervsliv m.fl., alle så frem til de kommende forandringer i skolen, men sådan skulle det ikke være. Jeg vil derfor, leder til leder, komme med et lille råd, et råd som jeg håber, at andre vil minde mig om, hvis jeg en dag også (tilsyneladende) uforstående er kommet til at “tromle” nogen af mine medarbejdere (og ikke synes at ville indse, at det er det, jeg har gjort)

I tirsdagens Politiken kan man læse et interview med dig, Christine Antorini. Her siger du blandt andet:

Det er tankevækkende, at så mange lærere ikke mener, at eleverne kommer til at lære mere af reformen. For alle de elementer, der ligger i reformen på indholdsdelen, er noget, som lærerne selv har peget på.

Det kan godt være, det er din oplevelse, at I har bygget en reform på, hvad lærerne selv har peget ud, men jeg vil gerne afsløre, at mangt en lærer ikke er enig med dig. Og faktisk synes jeg efterhånden, at du har følt dig misforstået i så lang tid, at du forhåbentligt snart indser, at dit budskab ikke er kommet – eller ser ud til at komme – ud til lærerne. I samme interview siger du også:

Det er da et kæmpe problem, at undersøgelsen afspejler, at så mange lærere ikke kan se for sig, at eleverne bliver dygtigere. Hvis man går ind i sit arbejde som lærer med det udgangspunkt, at man ikke tror på, det lykkes, så er der mange ting, der ikke kan lykkes.

Det er et klassisk ledelsestræk at lægge handlepligten fra sig, når man først har vedtaget en reform (eller en anden organisatorisk bestemmelse). Argumentet er tit, at nu er det vedtaget, og vi skal videre. Men der er mange, der er nervøse for, hvad der skal komme til at ske netop på grund af reformen, og mange har svært ved at se, hvordan de skal kunne leve op til deres ansvar om at lave god undervisning. Det er helt rigtigt, at det bliver rigtig svært at få projektet til at lykkes, hvis lærerne ikke tror på det. Men jeg synes måske, det er lidt for stort et ansvar at lægge over på de mange lærere, der ikke føler sig trygge ved den kommende folkeskole.

Det er en klassisk ledelsesfejl at forsøge at løse komplekse problemer med den første og mest umiddelbare idé. I denne sammenhæng virker den første og mest umiddelbare idé til at være: De tromlede lærere skal mande sig op og tage ansvar for den reform, de ikke tror på. Men måske kan du med en simpel udtalelse gøre en forskel for, at netop de lærere samler ansvaret op og giver arbejdet med reformen en skalle.

Jeg tror, vi er mange, der synes, at det er helt ok at lave fejl, det er blandt andet en af måderne, man kan lære noget på. Men en af de vigtigste forudsætninger for at lære noget af sine fejl er at erkende dem og reflektere over, hvordan man kan undgå at lave sådan en fejl en anden gang. At nogle lærere føler sig tromlet, og at der kan findes så stor usikkerhed rundt omkring i landet, er en fejl. Det er i mine øjne en fejl, der stammer fra hele processen omkring lockouten og vedtagelsen af folkeskolereformen. Begge processer bør nemlig gå ned i historiebøgerne som eksemplarisk dårlig ledelse, hvilket jeg før har skrevet om.

Heldigvis for dig, Christine Antorini, er fejl noget, vi i det danske samfund trænes i at tilgive. Hvis nogen kommer til at køre ind i min bil, bliver jeg først sur, men når de så henvender sig, siger undskyld og tager ansvar for deres handlinger, ja, så tilgiver jeg dem straks og får det bedre. Du kunne være den, der havde lavet en bule og nu kommer for at sige undskyld og tage ansvar. Sig undskyld til de danske lærere. Sig undskyld for at I er kommet til at tromle dem, og at I har lagt fundamentet for en skole, som flere af lærerne har svært ved at se både sig selv og deres elever i. Bed om tilgivelse, og ønsk at lærerne vil favne den reform, der nu engang er vedtaget. Ønsk at de stadigvæk vil gøre en kæmpe forskel for deres elever trods de udfordringer, der måtte følge undervejs. Tro mig; hvis du er god nok til at sige undskyld, vil mange lærere tilgive jeres dårlige lederegenskaber og gøre deres til, at den samme fejl ikke sker igen.

Så kære Christine Antorini, vil du ikke nok sige undskyld for de fejl, I har lavet? Så skal vi andre nok forsøge at samle stumperne op og lave en fantastisk skole for vores allesammens børn. Jeg er godt nok ikke folkeskoleleder, så for os i friskoleverdenen har forandringerne gjort knap så ondt. Vi har tilmed – hippe som vi er – tilladt os at remixe jeres folkeskolereform og ladet os inspirere til at forbedre det tilbud, vi har. Du må gerne ringe og spørge, hvordan det går om et halvt år. Det kan jo være, vi kan lære lidt af hinanden?

Held og lykke med folkeskolen og den politiske karriere.

Vh

Morten Mosgaard, Friskoleleder i en lille vestjysk landsby.

16 kommentarer til “Kan I ikke bare sige undskyld?”

  1. Mange tak skal du have, hr. Mosgaard. Det var en tiltrængt opsang. Men det vil jo kræve, at fru Antorini skal indrømme sin fejl, og det tror jeg simpelthen ikke på hun vil indrømme.

    1. Tak for kommentaren Christine. Det kan være svært at sige, hvor langt et budskab som dette kan nå, og om hovedpersonen selv kan se en mening med det – men man har vel lov at håbe. Til gengæld viser indlæggets popularitet, at mange mener dette budskab er så godt, at det er værd at dele. Det i sig selv ser jeg som en lille men vigtig sejr for vores danske skole og ikke mindst ledelsen af den.

  2. Som lærer er man jo skolet i at håndtere fejl og at tilgive. Det er en del af vores fundament. Jeg må indrømme, at selv en undskyldning vil ikke få min respekt til landets undervisningsminister tilbage. Der skal handling til også.

    1. Tak for indsparket Annegrethe. Der er ingen tvivl om at en undskyldning ville være på sin plads, jeg tror til gengæld også, at netop en undskyldning vil være en forudsætning for, at man vil se på situationen med friske øjne, og at det i sig selv kan skabe en situation, hvor alle parter vil begynde at se nye muligheder for handling. Det er i hvert fald mit håb.

  3. Vel skrevet!
    Og håber du bliver ringet op, så vi kan få lavet en GOD skole for vores børn i stedet for dette haste makværk. Måske får man endda nogle “professionelle” med i processen såsom lærer, forældre, store elever mm. Folk der faktisk ER ude i hverdagen, og ved hvad de snakker om.

  4. Fantastisk indlæg.
    Galehuset forsætter.

    Indførelse af den nye skolereform… Var en af begrundelserne ” “Gør en god skole bedre – fagligt løft af folkeskolen ”

    Hurra Fredericia kommune… Vi laver en fyringsrunde i hele Fredericia….. Hvor vi fyrer pædagoger…..
    Vi beholder alle pædagog medhjælpere…..
    Fagligt løft med uuddannede medhjælpere…. !!!!!!!
    Håber og beder til at vi skolepædagoger kan stå sammen og tale for vores faglige stolthed…

  5. Det er så sigende at reformer ofte kommer i sparetider. Det gør det svært – hvis ikke umuligt at argumentere imod. Hvem har f.eks. mod på at gå imod inklusion? Det er jo næsten diktatorisk argumentation (det modsatte af inklusion er jo eksklusion). “Er du ikke med os, e du imod os”. Tak for det fine indspark Morten

  6. Jeg håber ikke, at alt den snak om lærere, der ikke kan se muligheden i reformen, skal bruges til senere at placere “aben” hos lærerne, hvis der ikke kommer det varslede faglige løft. Det kan de jo ikke gøre, hvis en undskyldning faktisk afstedkommer tilgivelse og entusiasme…
    Janne

  7. I de tilfælde hvor en bil påkøres og bules, fordi den er bremset op midt på vejen, så tilfalder skylden i lige så høj grad den påkørte som den påkørende…

  8. Jeg kunne godt tilføje: “Skulle vi ikke hellere sige tak”? – men begge dele vil være lige upassende, eftersom lærere som andre lønmodtagere er arbejdstager, og derfor ikke har taget chefstolen.

    Det betyder i praksis at vi har overladt den til en der har villet løfte ansvaret. Med retten til at handle derpå. Kender I mange virksomheder hvor chefen efter at have handlet må ud og undskylde overfor medarbejderne? Eller er det muligt at der er et selvbillede et sted, der med fordel kunne få glæde af en finjustering? Arbejdstager.. ikke arbejdsgiver.. Det er ærgerligt at en hel fagprofession hellere vil indtage en offerrolle end glæde sig over de nye muligheder vi får tilbudt – og som ikke mindst vores elever kan dygtiggøre sig på.

    Et “voksen-jeg” kan vælge at forholde sig kritisk til det der indtræffer. Derpå kan et “voksen-jeg” vælge at trække sig fra et scenarie man ikke kan affinde sig med – holde op med at surstråle på de øvrige. Bevare sin integritet? Fedt.. prøv det 🙂

  9. Dejligt med en anden vinkel på tingene .. for vi kunne vi nå langt med lidt mindre rigiditet og en åbning for, at tingene ikke var super gennemtænkte fra start – og derfor måske lige skal kigges igennem en ekstra gang.

    Og så er det pudsigt, at nogen kan mene, at blot fordi man er overladt en lederstol, så behøver man ikke at rette op på de fejl, man foretager sig .. verden ville netop se meget anderledes ud, hvis også dem på høje stole og taburetter kunne stikke en regulær undskyldning, og så rette op på fadæserne 🙂

  10. Jeg er meget enig i indholdet her, desværre er det også sådan at jo længere væk man er fra folkeskolen jo bedre synes man det går med inklusion. Og når antorini siger der bliver flere ressourcer er det direkte løgn medmindre man “veksler” forberedelse med tilstedeværelse og det er jo det der sker.

  11. Som mor til 3 skolebørn forstår jeg ikke helt problematikken. Vi er faktisk glade for at vores børn får flere timer på skemaet. Man får umiddelbart en mistanke om at de lærere der er utilfredse mest er det fordi de nu skal til at have en normal arbejdsdag, som andre på arbejdsmarkedet. Upopulært synspunkt i det her forum, men mange tænker det samme.

    1. Kære Kirsten – og de mange, som du siger, tænker det samme

      Jeg kan egentlig godt forstå, at du tænker, at dine børn bliver bedre stillet, når de får flere timer på skemaet. For som det umiddelbart må se ud, så bliver der bare mere af alt det gode, som de allerede lærer nu.

      Jeg kan sådan set også godt sætte mig ind i, at du tror, at lærerne er utilfredse med, at de skal have en normal arbejdsdag som andre på arbejdsmarkedet. Og for mit eget vedkommende, kan jeg godt svare ja til, at netop den “normale” arbejdsdag er noget af det, der plager mig personligt. Jeg synes faktisk, at det er lidt ærgerligt, at jeg nu skal presses ind i en reform, hvor mit arbejde skal være sammenhængende – og hvor det ikke længere er muligt med en pause mellem undervisning og forberedelse eller møde med kolleger, forældrene i min klasse .. eller med andre, som jeg mødes med om mit arbejde.

      Hvis man tænker, at kvantitet og kvalitet hænger sammen i den her skolereform, så er jeg bange for, at man bliver slemt skuffet.

      Jeg kan nemlig fortælle dig, Kirsten, at jeg ikke skal arbejde mere end jeg har gjort i de andre mange år, hvor jeg har været lærer. Min arbejdsnorm er den samme som alle andres med et såkaldt 37-timers job – og det vil den også være i næste skoleår.

      Men til forskel fra tidligere så skal jeg næste år lægge min arbejdstid fra 7.30 – 17.00 … bevares, det er delvist fleksibelt, hvornår jeg lægger mine 39,5 timer – vel at mærke inden for den angivne tidsramme. 39,5 timer kommer vi på min skole frem til, fordi vi har et par uger i løbet af året, hvor vi ikke er på arbejde – det passer sammen med, at børnene heller ikke er i skole. Men alt i alt, så arbejder jeg i gennemsnit 37 timer om ugen.

      Det har jeg sådan set gjort i rigtigt, rigtigt mange år – og hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg nok arbejdet en del mere end det. Det har bare ikke været så synligt, fordi det ikke altid er foregået på skolen, men hjemme ved mit eget skrivebord – eller når jeg har været opsøgende omkring lærerige og særlige emner til mine elever.

      Der er også en anden forskel. For når skolereformen træder i kraft, så skal jeg undervise mere. Det er sådan set fint nok – hvis ikke lige det var fordi, jeg jo ikke skal arbejde mere. Et simpelt regnestykke viser hurtigt, at når jeg skal undervise mere, så er der færre timer til forberedelsen. Færre timer til forberedelsen kunne meget let komme til at betyde, at jeg ikke længere er helt så skarp til alle de timer, som jeg skal undervise i – i hvert fald ikke så skarp, som jeg er nu. Her er der noget med at kvantitet og kvalitet ikke helt kommer til at harmonere.

      Reformen og min nye arbejdstid kommer også til at betyde, at jeg desværre ikke kan tilbyde forældrene at mødes med dem – ej heller tale i telefon med dem – når de har fri fra job. Samtaler af den ene eller anden slags skal afsluttes inden klokken 17.00 – og det skal forældremøder også.
      Egentlig synes jeg, at det i bund og grund er lidt fjollet, at alle forældrene i min klasse fremover skal tage fri for at komme til forældremøde klokken 15.00.

      Så når du og alle de mange andre, som du nævner, Kirsten, går og tror, at vi er trætte af reformen, fordi vi skal til at arbejde mere, så kan jeg for mit helt eget vedkommende sige, at det på ingen måde er det, der får mig til at hænge med næbbet.

      Nej, jeg er rigtigt træt af, at jeg ikke længere vil kunne levere den samme kvalitet i min undervisning som tidligere … for det er i sandhed en skam!

      Mange hilsner
      Tea Busch

Skriv et svar