Lad os nøjes med det vi har

I udkastet til den nye kommunalplan for Holstebro Kommune kunne man i første afsnit af landsby-kapitlet læse, at en række landsbyer var kendetegnet ved “befolkningsmæssig stagnation og tilbagegang”. Ryde, hvor jeg bor, var blandt disse landsbyer, og senere i dagbladet kunne jeg se, at Ryde var gået fra hele 219 indbyggere i 2006 til 215 indbyggere i 2014. Altså er landsbyen i dag 4 indbyggere fattigere end for 8 år siden.

Ovenstående citat fra kommunalplanen, er for mig at se et udtryk for, at vi mennesker tror alting handler om antal. Jo flere jo bedre. Både når det kommer til indbyggertal, antal elever, antal kvadratmeter i indkøbscentret, løn, ejendele og så videre.

Når vi snakker skoler, vil kommunerne landet over gerne samle eleverne pga. frygten for det dalende børnetal, indtrykket af at flere elever = en bedre skole og derudover har de fleste kommuner forståeligt nok også en stor ambition om, på sigt at få mere ud af deres penge (og at kunne spare). Her i udkanten ser vi også flere af byerne der koncentrerer sig meget om handelskulturen, eller handelskultur er nok så meget sagt, det synes mest at handle om, hvem der kan have det mest attraktive indkøbscenter, frem for hvordan vi kan få mere ud af de handelsmuligheder eller handlende vi allerede har.

Forleden i Holstebro Dagblad havde jeg udtalt mig til en artikel om elevtallet på 3 lokale friskoler. Artiklen havde fået overskriften “Små skoler kæmper for at holde elevtal”, hvilket i forhold til mine udtalelser var meget misvisende (jf. den twitterbesked jeg sendte som reaktion):

Det handler om at få mest ud af de ressourcer vi har, både økonomiske og menneskelige ressourcer. Til næste skoleår daler vi lidt i elevtal, og det kan da mærkes på økonomien. Økonomien er som sådan meget simpel: Hvis man ser på udgifter pr. elev, vil udgiften til administration, ledelse, husleje, forbrug mm… falde for hver nye elev man får – da den samme udgift vil blive fordelt over flere elever. Det vil i sidste ende give flere økonomiske ressourcer. Men denne økonomiske tankegang, kan også være det der gør, at vi forblænder os selv med jagten på flere elever, og glemmer at udvikle skolen for og tilpasse vores ressourcer til de elever vi allerede har. Dertil kommer at jagten på flere elever, kan få konsekvenser for andre skoler og landsbyer.

Lad os tage et eksempel fra et andet område:

Lad os sige Holstebro beslutter at lave et nyt indkøbscenter, skal vi kalde det “Enghavecentret”, for at gøre byen mere attraktiv som handelsby. Man kan derved – forhåbentligt – trække flere handlende fra hele vestjylland til byen. Et nyt indkøbscenter vil formentligt ikke gøre, at de handlende samlet set bruger flere penge, de vil bare lægge deres penge et andet sted. Så hvis nye handlevaner resulterer i at flere kører til Holstebro for at handle, vil disse tilrejsendes penge komme til at mangle andre steder. Det vil selvfølgelig give en fordel til Holstebro by (og derved umiddelbart også for kommunen), fordi de får lavet et godt konkurrencedygtigt tilbud, Men der er både andre byer, kommuner og forretninger i nærheden, som denne beslutning kan få negative konsekvenser for (som det er sket andre steder, eks. i Herning). Lad os sige et indkøbscenter kommer til at gå ud over den lokale købmand i Borbjerg, så vil centret indirekte få en negativ effekt på et andet område i selv samme kommune som projektet også gavner, og hvad kan man sige at have vundet lokalt? Man risikerer blot at flytte lidt rundt på de ressourcer som i forvejen er knappe i kommunen (el. regionen), frem for at skabe en decideret merværdi ved de ressourcer man i forvejen har.

Min pointe er ikke at diskutere kapitalisme mod socialisme, eller stille spørgsmål ved de gode sider af konkurrenceaspektet. Min pointe er blot, at vi ikke må glemme at der findes andre mennesker end os selv, og at vores handlinger kan få vidtrækkende negative konsekvenser. Vi skal altså huske at have den sociale ansvarlighed for øje, så snart vi lægger store økonomiske planer.

Vi skal til at tale mere om, hvordan kan vi skabe en merværdi i forhold til det nuværende (eller kommende lavere) antal, frem for hele tiden at relatere alting til vækst. Vi skal væk fra at vækst er succeskriteriet i sig selv, men i stedet udvide vores succeskriterier til noget som måske ligefrem kan gavne andre, samtidig med at det gavner os selv. Livskvalitet kunne være et eksempel på et sådant succeskriterie. En hurtig idé kunne være, at kommunen ansatte en fuldtids handelskonsulent med det formål, at gøre byens eksisterende handelstilbud bedre for de borgere som allerede bor i byen. Man kan derved spare udgiften til det store center, højne livskvaliteten for borgerne og styrke handelskulturen i byen.

På samme måde skal vi i Ryde mestre at skabe det liv vi ønsker for os selv i lokalsamfundet, og det synes jeg faktisk, at der er rigtigt mange i Ryde der er gode til. Jo mere kommunen vil støtte os i dette arbejde, jo bedre vil vores indsats (og afkastet heraf) kunne være. Men jo mindre kommunen retter blikket mod de mange aktive landsbyer i området (uanset deres indbygger tal), jo hårdere vil det blive, at være en levende og aktiv landsby. Det er synd, for når det kommer til livskvalitet, har mange landsbyer virkeligt noget at komme efter, man skal bare lige lære hvor man finder det.

Det bringer mig tilbage til indlæggets titel. At vi skal “nøjes” kan for mange have en meget negativ klang, men i denne sammenhæng handler ordet om, at se værdien i det man har, fremfor hele tiden at stræbe efter mere. Lige på det punkt kan janteloven som sådan være meget praktisk til tider.

Skriv et svar