Mening i undervisning – Præsentation

Sidste år i december valgte jeg, at mit fokus på lederuddannelsen fremover skulle være min ledelse, som musiklærer, af mit sammenspilshold. I arbejdet med opgaven fandt jeg mange perspektiver fra min ledelseslitteratur, som var direkte overførbare til min praksis som musiklærer. Den centrale opdagelse jeg gjorde, var at hvis eleverne skulle få det fulde udbytte af undervisningen, skulle jeg skabe plads til at eleverne selv kunne finde meningen med det vi lavede, og at de til tider måske ligefrem selv skulle gå forrest.

Hele dette arbejde, at give plads til elevernes egen aktive og kollektive meningsskabelse, har været et opgør med hvad jeg kalder “Verden’s bedste idé”-syndromet. Kort fortalt er “Verden’s bedste idé”-syndromet et eksempel på at man synes ens egen idé er så god, at man ikke har plads til andres perspektiver og inputs. Min undervisning har i lang tid, været et godt eksempel på, at jeg selv synes at have set lyset. På mange måder tror jeg også – naiv som jeg er – at jeg har fat i den lange ende. Det paradoksale er blot, at meget tyder på, det at have fat i den lange ende, handler om at erkende man aldrig kan have fat i den lange ende. “Verden’s bedste idé” er en begrænsning for kollektivets fælles udvikling, og det er her man skal beslutte sig for om man vil satse på talentet/geniet mere end man tror på at 2+2=5, at kollektivets skabende kraft altid vil være større end den enkeltes gode idé. Overgiver man sig til den sidste mulighed, åbner der sig en verden som netop får fokus på meningsskabelse: For hvis fællesskabet altid kan være stærkere end individet, hvordan kan vi så bedst muligt få udbytte af dette fællesskab?

Det er vigtigt for mig at understrege, at denne tilgang ikke er individets endeligt (eller jo, lidt i teoretisk forstand) – men blot den påstand at “Verden’s bedste idé” med stor sandsynlighed bliver bedre af at kunne vokse i fællesskabet. Altså er der plads til talenter i denne tilgang, blot med det for øje at talentet bliver mere “brugbart” i samspil med omgivelserne.

Mening og fællesskab

Etienne Wenger arbejder i Praksisfællesskaber med at læring sker gennem aktiv deltagelse i et fællesskab, eller som han selv siger det:

“At leve som mennesker er ensbetydende med, at vi konstant er optaget af at udøve alle mulige former for virksomheder, lige fra at sikre vores fysiske overlevelse til at opsøge de mest sublime glæder. Når vi definerer disse virksomheder og sammen engagerer os i udøvelsen af dem, interagerer vi med hinanden og med verden, og vi afstemmer vores relationer til hinanden og til verden derefter. Med andre ord: Vi lærer.” (Wenger, 2004:59)

Jeg tillader mig at tro, at dette perspektiv er i familie med Jerome Bruners arbejde i Mening i Handling, hvor han taler om os mennesker som nogle der agerer ud fra det vi “tror og ønsker” (Bruner, 1990:51). Det gør vi bevidst igennem fortællinger, som vi bruger til at organisere og skabe mening i det vi oplever (Bruner, 1990:125).

Mening i undervisning

Min opdagelse under udarbejdelsen af min opgave, var at jeg, igennem samtale med eleverne og eleverne imellem, kunne styrke denne meningsdannelse, som I sidste ende førte til den ønskede læring for den enkelte elev. Altså skulle min musikundervisning ikke bare handle om den musik vi skulle spille, og hvordan vi skulle spille den. Undervisningen skulle i lige så høj grad handle om den enkeltes meningsskabelse, en virksomhed der sker I og med fællesskabet.

Helt konkret gjorde jeg det, at jeg skabte en figur der kunne give et overblik over min tilgang til musikundervisning. Figuren havde til formål at skabe et fælles sprog for den måde vi arbejdede med musik, også derfor lukkede jeg eleverne ind i selve skabelsen af figuren, så de også havde sat deres aftryk på hvordan vi brugte figuren og hvordan den i sidste ende så ud. Figuren blev udgangspunkt for flere gode kollektive refleksioner om musikken. Samtidig gav jeg dem interviewøvelser, 2 og 2 og ikke mindst i små reflekterende teams. Det var igennem disse øvelser det for alvor gik op for mig, hvor langt der nogle gange var fra hvad jeg troede jeg havde lært eleverne, og hvad de selv gav udtryk for at have lært. Jeg valgte at tolke denne forskel som et tegn på, at min undervisning ikke altid havde den mest hensigtsmæssige form, og at jeg med fordel kunne arbejde på at undervisningen blev en fælles meningsskabelse, hvor min opfattelse, såvel som elevernes, kunne mødes i skabelsen af ny fælles forståelse.

Et blik ind i et delmål

Jeg har valgt at dette fokus på mening i undervisning skal være et af mine delmål for i år, og har derfor gjort mig nogle tanker om hvad det vil sige at arbejde med mening, som et centralt element i undervisning. Som en guide til mig selv, har jeg prøvet at lave nogle “regler” for, hvad dette nye fokus vil sige i praksis:

Regler for arbejde med mening i undervisning

 

Dette indlæg er starten på en ny serie her på bloggen med arbejdstitlen “Mening i undervisning”, hvor jeg løbende vil skrive om mit arbejde med netop dette område i det kommende skoleår, frem mod afleveringen af den afsluttende opgave på mit diplomleder studie i Januar. Jeg håber I vil tage godt imod mit nye projekt, og jeg ser frem til at skabe mening i det sammen med jer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *