Når tallene taler, glemmer vi os selv

I fredagens Weekendavis kunne man læse artiklen “Kulturborgerskabets farvel”, som tager udgangspunkt i den verserende sag om den gamle Realskole/Musikskole i Ringkøbing, der står til nedrivning, så man kan bygge et nyt smart menighedshus. Sagen er et godt eksempel på en beslutning, der, uden jeg kender de nærmere detaljer, med sikkerhed er taget ud fra et rationelt beslutningsgrundlag. Denne rationelle tilgang til beslutninger, der skylder ind over landet som en sand tsunami, virker til at tage alt med sig for tiden. Når der i det politiske felt skal tages beslutninger, om det er hos kommunen, staten eller bestyrelser rundt omkring, omregnes alle tænkelige scenarier til overskuelige tal, der kan gøre det nemmere at vælge den rigtige løsning. Om det handler om afkast, omkostninger, vækst eller læsehastighed. Men det er disse tal der forblænder beslutningstagerne, ved at fokusere på et begrænset udvalg af relevante perspektiver for samtidig at udelade vigtige (ofte kulturelle eller historiske) vinkler.

I artiklen møder vi Birte Pedersen fra Bevar Ringkøbing Bymidte, Birte holdt tale ved det fakkeloptog som blev arrangeret forleden i Ringkøbing, som et led i kampen om at bevare førnævnte bygning. I sin tale til de fremmødte sagde hun blandt andet:

“Vi ved at det ikke bare er endnu en bygning, men et stykke af vores fortid og fremtid, der står på spil. Vores tavshed er slut. Vi vil ikke længere forholde os tavse når Ringkøbings gamle bymidte forsvinder, hus for hus. Når den historiske- og kulturelle arv, som vi nu, mere end nogensinde, er afhængig af, forsvinder for øjnene af os. For hånden på hjertet – hvad ville Ringkøbing være uden sin gamle velholdte bymidte? Hvad skulle vi selv glædes over og være stolte af?”

Hvad ønsker jeg at glædes over og være stolt af?

Birte Pedersen fremsætter en meget vigtig pointe, når hun minder os om hvad vi selv skal glædes over og være stolte af. Det giver stof til eftertanke. Lad mig komme med et par eksempler:

  • Har jeg som borger i Holstebro Kommune lyst til at glædes over og være stolte af et nyt indkøbscenter i midtbyen, eller har jeg som borger lyst til at få mere ud af den interessante gågade vi allerede har?
  • Har jeg som borger i Danmark lyst til at glædes over og være stolt af, at alle skolebørn bliver samlet i store, praktiske og handlekraftige klynger, fremfor at værne om de små mere samfundsnære skoler?

Jeg ved godt hvad jeg vil vælge, men nu er jeg jo også en mindre rationel humanist af sind.

Et fornyet vækstbegreb

Ofte kommer beslutninger til at handle om penge og effektivitet fremfor velovervejet rigtighed i bredeste forstand, og for mig at se, er det noget af det samme professor Steen Hildebrandt er ude efter at minde os om, når han ivrigt forsøger at redefinere begrebet vækst. Det forsøger han f.eks. i hans seneste bog Vækst og Bæredygtighed eller i en lidt hurtigere tilgængelig udgave, hans seneste blogindlæg om at måle og definere vækst. Her siger han blandt andet:

Virksomhedernes regnskabsmæssige opgørelser af deres omkostninger er højst utilstrækkelige og misvisende. Derfor har den fejlkurs, som vi i realiteten har fulgt på en række områder, været begrundet i utilstrækkelige kalkulationer og dermed på en forkert forståelse af begrebet vækst. Vi skal tale om, definere og måle, vækst på nye måder.

Det følger han op med, at vækst jo ikke kun er et spørgsmål om økonomi, men også ting som lykke, livskvalitet, sundhed og dannelse. Alt sammen noget der ses i vores trivsel som mennesker, og det er disse svært målbare enheder, der forsvinder når alt skal omsættes til et rationelt beslutningsgrundlag. Det er også derfor en stor gruppe borgere i Ringkøbing opponerer mod nedrivningen af førnævnte bygning. Det kan godt være det er dyrere at sætte en gammel bygning i stand, men hvis bygningen forsvinder, fjerner man også en stor del af byens historie. Mon dette indhug i kulturhistorien har været omgjort til tal, og været medregnet i det rationelle beslutningsgrundlag?

Det demente samfund

I førstnævnte artikel deltager også historiker Michael Böss, der for ikke så længe siden udgav bogen “Det demente samfund”, som du kan læse mere om i artiklen Et opgør med den lallende fascination af nuet (Information) eller Vi er på vej mod et dement samfund (Politiken). Michael Böss taler om at vi lever i en nutidskultur hvor ikke kun fortiden men også fremtiden fylder mindre og mindre.

Til sagen i Ringkøbing udtaler Michael Böss:

Samfundets materielle kultur – som for eksempel huse og gader – rummer vores erindring. De hjælper os med at huske fortiden og giver os derved en identitet.

Og det er lige præcist det jeg mener, når jeg i overskriften postulerer at “når tallene taler, glemmer vi os selv”. Det er logik for burhøns, at når det er billigere at bygge nyt, og man derved kan indrette huset præcist som man ønsker, er den nybyggede løsning det rigtige valg. Tallene får os til at glemme hvilke konsekvenser der følger med. Det samme gør sig gældende i skolen. Når de små skoler lukkes og bliver til større centraliserede enheder, bliver de faste udgifter billigere pr. elev, hvilket igen giver helt andre økonomiske muligheder. Derudover bliver det også nemmere at tiltrække dygtige meget fagspecifikke undervisere, have dedikere medarbejdere til specialområdet og så videre. Det er logik for burhøns at det er smart. Men man glemmer konsekvensen for det område skolen forsvinder fra og for de børn, som går fra at være en del af et lille overskueligt fællesskab, til at blive en del af stort uoverskueligt fællesskab. Jeg er ikke modstander af store skoler, men jeg er modstander af hovedløst at kaste 200 års skolehistorie i skraldespanden, for en beslutning taget på et begrænset rationelt beslutningsgrundlag.

I artiklen “Vi er på vej mod et dement samfund” kommer Michael Böss med et andet skolerelateret eksempel:

“Tag et eksempel som undervisningsminister Christine Antorini: I sidste uge blev hun gjort opmærksom på, at folkeskolereformen har betydet, at langt færre børn går til de frivillige foreninger efter skoletid, f.eks. idrætsforeninger. Hun svarede, at det gjorde da ikke noget, for de får så i stedet deres motion på skolen! Det viser noget om, hvor lidt hun ved om den betydning, foreningerne har haft i det danske samfunds historie som steder, hvor børn og unge lærte at være sammen på tværs af sociale skel og lærte at tage ansvar, eksempelvis som ledere, og dermed at blive aktive medborgere”

Når man som jeg er vokset op i en jysk provinsfamilie med hang til frivillighed, så ved man alt om hvor stor en del af hverdagen foreningslivet kan fylde, og derfor hvor tragisk det er, hvis reformens længere skoledag bliver enden på mangt en dansk forening.

Men hvad så nu?

Jeg kan selvfølgelig ikke bevise at vi, som folk, glemmer os selv når tallene taler, og jeg skal være den første til at indrømme, at når det kommer til at se på årsbudgettet for friskolen, forfalder jeg hurtigt til tanken om, hvordan vi får mest for pengene. Og med mindre jeg har mine værdiprioriteringer helt på plads (hvilket jeg ikke har endnu, jeg er trods alt kun 30), ja så glemmer man hurtigt hvad det vil sige at få mest ud af pengene. Er det nye bygninger? flere/færre lærertimer? Mere sekretærhjælp? En større hal? Flere computere? Dyrere undervisningsmateriale? En bedre legeplads? En bus? You name it. Det kan være fuldstændig umuligt at gennemskue, hvor man får mest for pengene, eller om den økonomi der følger med flere elever vil gøre skolen bedre end da vi var færre. Problemet er at det ikke kun handler om penge, det handler også om mennesker. Derfor skal vores prioriteringer altid gøres op i, hvad de gør ved de mennesker det har konsekvenser for. Det er som sådan ikke noget nyt, men det nye er, at taltsunamien i dag har overbevist os om, at vi kan måle os til om vi får det for pengene vi gerne vil have (hvilket er så meget som muligt). Lidt som når folkeskolereformen skal måles i 3 faglige resultatetmål, fremfor at “måle” det i ting som børnenes fantasi, tilfredse familier, antallet af stress- eller depressionsramte børn, glade foreningsmedlemmer, deltagende skolebørn ved en Røde Kors indsamling, entreprenante unge der skaber egen arbejdsplads i en tidlig alder og så videre.

En ny bygning er ikke i sig selv garant for kvalitet eller livsglæde, lige som et nyt kulturhus ikke i sig selv er garant for mere kultur. Det hele lander på de mennesker det berører. Ville jeg mon blive gladere af en ny bygning? Måske. Men der er også en chance for, at jeg ikke bliver mere glad, og at bygningen derfor var den forkerte prioritering. Hvad ville der i stedet ske hvis jeg genfandt glæden ved historien om den bygning jeg har? Hvis jeg finder respekten frem for historien omkring den, og derudfra tænker hvordan jeg kan være med til at bære den historie ind i fremtiden?

Det er ikke sikkert vi nogen sinde finder ud af det, for det virker, set gennem tallene, helt tosset, at beholde noget der ville være så dyrt at bære med ind i fremtid vi ikke kender. Så vi må hellere gøre det der virker mest rationelt lige nu.

Skriv et svar