Om at starte på en frisk

Om lidt strømmer det ind med spændte nye elever på Musikefterskolen i Humble, og som lærer er man ikke mindre spændt. Siden jeg stødte på den narrative teori for et par år siden, er starten ikke blevet mindre spændende. Michael White er kendt for at have inspireret til en retning inden for terapien, hvor man ser problemet som problemet frem for personen som problemet.

En af teorierne bag den narrative tilgang, er at når nogen får en diagnose, begynder de at opføre sig som deres diagnose. Der er mange forskellige teoretiske tilgange der arbejder med, at vi ser hvad vi ønsker at se, at når ting først har fået et navn tror vi at vi ved hvad det er og så videre. Man har i mange år inden for sportens verden vidst, at ens mentale helbred er uhyre vigtig. For en håndboldspiller kan det at arbejde med at fokusere på hullerne omkring målmanden, frem for at fokusere på selve målmanden når man kaster straffekast, højne chancen for en scoring.

Det kan virke som en lille ting, men ikke desto mindre er det et område som er værd at bide mærke i.

Når skoleåret starter

På en efterskole som vores, får vi hvert år et nyt elevhold. Altså starter der, med meget få undtagelser, altid 120 nye elever vi skal lære at kende og som skal lære hinanden at kende. Hvert år har jeg en lille diskussion med mig selv, om det paradoks der virker til at ligge i, enten at kende personerne (gennem dialog med elev eller forældre) eller selv at lære dem at kende. Hvis en person har en udfordring af den ene eller anden slags, er det min oplevelse at min viden om det kan være både godt og skidt. Nogle gange kan en viden om en udfordring, give muligheden for at tage forholdsregler, der kan lette elevens hverdag på skolen – og andre gange kan viden om udfordringer måske blive et uheldigt benspænd for at give eleven en ny start, eller gøre det sværere for eleven at gøre op med udfordringen.

Efter de sidste par års diskussioner, er jeg kommet frem til den konklusion, at hvis en elev eller nogle forældre mener der er en udfordring, fortrækker jeg at få det at vide. Det er min erfaring at deres fortælling, kan give mig det bedste indtryk af hvordan en elev selv oplever en udfordring, for at jeg derigennem bedre kan hjælpe eleven videre. En egenfortælling om en udfordring, fungerer i min optik lidt som eksemplet på sports coaching. Fokuserer man på problemet, vil man også opleve problemet mere tydeligt, da det er problemet man er opmærksom på. Derfor ser jeg det som min pligt at anerkende problemet, men derefter igennem samtale med eleven, at udforske og udfordre problemet for at finde konkrete handlemuligheder som eleven kan handle på for selv at gøre en forskel. I den proces er det vigtigt at have et systemisk blik i tankerne, den mindste enhed er 2, og ofte er der mange ting omkring eleven, der er medspiller i hvad eleven kan opleve som et problem. Det systemiske blik, udvider bare antallet af handlemuligheder både for elev og for lærer.

Når en svaghed bliver en styrke

Diagnoser kan ofte have en negativ klang i manges øre, hvilket egentlig er synd – for mange gange kan en svaghed også være en styrke, og omvendt (én af grundende til at du aldrig vil se mig bruge en SWOT-analyse). Jeg delte tidligere i dag en video af et kort TEDx foredrag ved navn “ADHD as a difference in cognition, not a disorder”. Stephen Tonti, som selv har diagnosen ADHD, fortæller i foredraget om, hvordan han oplever at have ADHD, og hvilke muligheder det giver ham. Samtidig kommer han med gode perspektiver til, hvordan man i skolesystemet kan se ADHD som en styrke og ikke et “problem” der skal løses så eleven passer ind i “systemet”. Jeg kunne ikke være mere enig med de vinkler han kommer med i foredraget, og jeg ser videoen som et godt eksempel på hvad jeg har fokuseret på i dette blogindlæg: Lige meget udfordringen, er der altid noget man kan handle på for at skolen og eleven kan få mest ud af hinanden.

Skriv et svar