Om internettet

På nogle skoler vælger man, at lukke specifikke hjemmesider ned, for at undgå at eleverne forstyrres af siderne. Nogle forældre indfører noget lignende, eller begrænser hvor meget man må sidde ved computeren. Med andre ord, så synes vi voksne at have en tendens til, at begrænse elevernes brug af IT fremfor at tage del i deres digitale opdragelse. Mange synes sikkert de “beskytter” børnene fra den digitale verden, man ikke mener børnene selv kan håndtere. Måske har de ret, men måske gør de i højere grad børnene en bjørnetjeneste, og fratager dem muligheden for, at få et godt og sundt forhold til livet på internettet.

 

De dårlige historier om nettet

Internettet er et fantastisk værktøj, ikke mindst i skolen. De muligheder internettet giver for hjælpemidler, samarbejde, opdateret viden, spændende præsentationer, programmering og meget mere er helt eminente. Det er ikke en erstatning for den fysiske bog eller praktiske øvelser, men et utrolig stærkt supplement.

Men internettet er ikke kun gode ting, det giver også udfordringer. Som alle andre steder i verden indeholder internettet masser af gode, venlige og gavmilde mennesker, men det indeholder også masser af mennesker som bevidst eller ubevidst skader andre. Det kan eksempelvis være i videochats, hvor eleverne i en tidlig alder, kan risikere at støde på en internet-blotter side om side med andre børn de kan have sjove/gode/lærerige samtaler med. Først kom chatroulette, men nu hedder den tjeneste eleverne bruger Omegle.

Historierne er mange om voksne mænd der har forført unge piger, presset/lokket dem til at sende nøgenbilleder af sig selv og så videre. Bare spørg den lokale kommunale SSP afdeling, de kan sikkert et par gode historier som også tilbydes sammen med gode råd til et foredrag. Dertil tror jeg vi alle kender en historie om nogen der har sendt penge på nettet og ikke fået noget igen. Jeg spurgte eleverne i 3./4. klasse på friskolen, om nogen havde prøvet at blive snydt på nettet, det var der op til flere der havde. Flere havde givet gaver til fremmede i spillet Moviestar, fremmede som havde sagt de også ville give en gave tilbage, men aldrig gjorde det. Vi havde en god snak i klassen, om det at blive snydt på nettet, og om det var i orden at snyde andre, når man nu selv var blevet snydt. Emnet er både tæt på og utrolig samtidsrelevant.

 

De gode historier om nettet

Historierne om wikipedia’s udvikling, landmanden fra Afrika der fik løst sin udfordring på Google og folkelige politiske revolutioner båret frem af sociale medier, giver os et indtryk af, hvor vigtigt et redskab internettet kan være i vores tid. Meget tyder på, at det “gode” og det “onde” på nettet af en eller anden grund synes at leve side om side. Som f.eks. viralvideoen Chatroulette Love Song lavet af en dansk gruppe, der overrasker en tilfældig pige på Chatroulette. En pige som meget sandsynligt lige kunne være klikket væk fra en uanstændig chatpartner.

Vi skal prise os lykkelig for, at vi (tilsyneladende) ikke lever i et land, hvor regeringen bevidst går ind og begrænser internettet, for at lade deres borgere leve i uvidenhed. Og vi skal prise os lykkelige for, at der i de lande hvor regeringen prøver at kontrollere internettet, findes mennesker der formår at omgå det. Ligesom elever ofte hurtigt lærer at omgå en spærring af eks. Facebook, løsningen findes på youtube.

På internettet kan vi søge viden, dele viden og blive klogere på hvilken verden vi er en del af. Jeg har selv nydt godt af det store netværk jeg har fået igennem Twitter, de gamle venskaber jeg har holdt i live på Facebook og de diskussioner jeg er kommet ud i på baggrund af indlæg på min blog. Og internettet skaber ikke kun digitale kontakter men også “rigtige venner” som Jodle Birge ville have kaldt det. Takket være det store internet har jeg fået et spændende netværk, som hele 2 gange været med til at afholde det fantastiske arrangement Edcamp i Danmark, og i sommers lykkedes det mig tilmed, ved gode internetvenners hjælp, at afholde den skønneste sommerskole for voksne.

 

Min historie om internettet

Jeg gik blot i 4. klasse, da min far viste mig fordelene ved digital videndeling. Allerede i start 90’erne var vi koblet op på FidoNet, og igennem dette tekstbaserede netværk fik jeg både nye snydekoder til Warcraft og delt min yndlingsopskrift på Koldskål. Kort tid efter kom internettet også til Ikast, og hvad der startede som små Basic programmer på den gamle bærbare jeg havde arvet fra min far, blev snart til mine egne hjemmesider om basketball, musik og rulleskøjter. Snart blev hjemmesiderne mere avancerede. Det gik fra at være pang-farver og bevægelige gif’er, til at være passwordbeskyttede asp-sider og små nyhedsscripts. Jeg begyndte at spille spil som Quake 2 Lithium og Farahad, og var med til at lede en Quake 2 clan, som godt nok lå i 4 division, men ikke desto mindre prøvede jeg at være i et forpligtende fællesskab blandt ligesindede, hvor jeg ikke anede hvem mange af medlemmerne i clanen var. Vi afholdte øve-aftner og spillede kampe, og ved siden af blev jeg en del af et helt særligt fællesskab omkring det onlinebaserede strategispil Farahad. Endnu engang oplevede jeg at blive en del af et forpligtende fællesskab med mennesker jeg ikke kendte, men som jeg langt hen af vejen vidste jeg kunne stole på. Vi lagde strategier, planlagde store angreb på de andre empires og lur mig, om jeg ikke fik lov at vinde en sæson (era) med en af mine empires. Vi var to fra gymnasieklassen der spillede spillet, og ellers kendte jeg ikke andre jeg kunne tale med om det at stille sit væggeur til 3.50 om natten, for at kunne angribe lige før timeskiftet når ens units var kommet hjem fra det første angreb. Jeg kendte ikke andre der brugte flere timer på, at lave avancerede regneark der kunne udregne angreb og forsvarspoint og så videre. Jeg lærte meget om matematik og excel takket være det spil.

 

Det handler om mennesker

I en periode havde jeg mange store oplevelser som en del af disse online computerspilsfællesskaber. Det var her jeg var en del af et spændende og lærerigt fællesskab, samtidig med, at jeg blev meget klogere på, hvordan mennesker kunne finde på at opføre sig overfor hinanden. Her oplevede jeg folk skændtes så det bragede i et tekstforum, og uenigheder der synes at blive ved for evigt. Men jeg oplevede også fremmede mennesker, som delte spændende historier om dem selv og som brugte mange timer på, at hjælpe andre fremmede mennesker med nettets underfundigheder.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at mine mange online oplevelser, har været med til at styrke min tro på internettet. Jeg lærte i en tidlig alder, at der nok altid vil være “gode og onde mennesker” i verden, alle steder. Og jo mere jeg prøvede at lukke de “onde” mennesker ude, jo større blev problemerne blot, når først jeg ikke kunne holde dem ude mere. Jo tidligere jeg favnede at de var der, og tog mine hensyn, jo nemmere blev det.

 

Det var det med bjørnetjenesten

For en sikkerheds skyld: En bjørnetjeneste er en tjeneste som er velment, men som gør mere skade end gavn. Jeg tror at begrænse internettet for børnene, vil være en bjørnetjeneste. Der er mange oplevelser, jeg ikke ønsker mine egne børn skal have, når de engang kommer på nettet, men der er 10x så mange oplevelser jeg gerne vil have mine børn får, når de kommer på nettet. Mange af de oplevelser jeg har haft på nettet, de oplevelser der har beriget mig med både viden, venner, netværk og arbejde, de er kommet fordi jeg har prøvet mig frem. Det kan godt være jeg engang betalte 3000 kr. for et produkt jeg aldrig fik, men jeg har også fået noget tilbage der er meget mere værd end 3000 kr.

Hvis vi ønsker vores børn skal være rustet til et liv i en digital verden, skal og bør vi give dem muligheden for, at tillære sig de kompetencer det kræver at begå sig på nettet. Hvis vi lukker for adgangen til siden med de nøgne mænd, lukker vi også for muligheden for, at eleverne selv lære at klikke væk når der er noget på nettet der overskrider deres grænser. Hvis vi lukker for Facebook så de ikke kan skrive til hinanden (af den vej), lukker vi også for at de lære at gå til og fra facebook, når det giver mening (noget vi er mange voksne, der også kunne trænge til at lære). Vi har ikke brug for børn pakket ind i vat, og som aldrig vil opleve hvad det vil sige at slå sig. Vi har brug for robuste børn som kan tage et socialt ansvar, også for de mennesker, som aldrig selv nåede at kunne tage ansvar for hverken sig selv eller andre. Det er vores generations opgave, at overlade verden i en bedre stand end da vi modtog den, men vi skal også overlevere vores børn bedre til at håndtere den digitale globaliserede verden end vi selv har været.

Jeg priser mig lykkelig for, at jeg frygtløs kastede mig ud i livet på internettet. Jeg priser mig lykkelig for, at jeg frygtløst faldt i snak med en canadisk universitetsstuderende, der viste sig at skrive gode engelske noveller. Jeg priser mig lykkelig for, at jeg tog aktiv del i et dansk hashtag, der førte til flere spændende og udviklende snakke og venskaber end jeg nogensinde havde troet, og måske indirekte bærer en del af skylden for, at jeg er friskoleleder i en lille vestjysk landsby i dag.

Jeg priser mig lykkelig for, at internettet findes og at mange af tingene er som de er.

Jeg priser mig ikke lykkelig for den tilsyneladende altomfavnende overvågning. Jeg priser mig ikke lykkelig for voksne mænd der viser deres tissemænd til fremmede børn/unge og jeg priser mig slet ikke lykkelig for de mennesker der mener de ejer viden, og skjuler den for andre for at pleje deres egne interesser. Men når alt kommer til alt, så har internettet så meget at give, at jeg aldrig nogensinde kunne finde på at begrænse elevernes adgang til det. Det vil i mine øjne, være et naivt træk og en kæmpe stor bjørnetjeneste.

KategorierIT

Skriv et svar