Pas på undervisningsministeriet ikke fordummer dig

Jeg har ofte talt om ydmyghed her på bloggen. Især ydmyghed overfor forskningsresultater, noget undervisningsministeriet i høj grad synes at undgå. Således har de fået lavet en undersøgelse på “på flere hundrede” skoler, der eftersigende skulle være god nok til at de kan konkludere, at “Ekstra undervisningstid og flere voksne i klassen styrker læseresultatet”. For at gøre os alle en tjeneste, har jeg kigget lidt nærmere på undersøgelserne, nærmere betegnet undersøgelsen om modersmålsbaseret undervisning, for at se hvor stort et grundlag der er for denne konklusionen. Min mission er ikke at diskuttere om undersøgelserne taler sandt eller ej, men i stedet at minde om, at enhver “konklusion” risikerer at være en eksklusion af noget andet. Derfor bliver en undersøgelse ofte bestemmende for, hvad vi efterfølgende kan tale om og hvilke muligheder vi ser. Det er ikke altid lige hensigtsmæssigt, omend det synes uundgåeligt for det meste.

Et nærmere kig på undersøgelsen

At der er tale om “flere hundrede skoler” i undersøgelserne lyder flot, men tallet kan være lidt misvisende. Det er nemlig ikke gældende for de enkelte forsøg – men alle forsøg tilsammen. På UVMs hjemmeside står at 125 skoler har deltaget i forsøget om Modersmålsundervisning, i Rambölls Erfaringsopsamling bliver der nævnt 91 skoler og i selve rapporten står der 120. I rapporten kan vi ydermere se, at de deltagende skoler har været delt ind i 4 grupper med hver 28-31 skoler (tilsammen 120). Den ene af disse grupper er en sammenligningsgruppe, og i de tre andre grupper, har skolerne deltaget i hver deres forsøgsindsats. På den måde har man haft 4 grupper á 28-31 skoler man kunne sammenligne. Da undersøgelserne er målrettet 4. klassetrin betyder det at kun 2608 elever i alt har deltaget i forsøgene om modersmålsbaseret undervisning, hvoraf de 656 har været fra sammenligningsgruppen. Med så lille et empirisk grundlag, mener jeg på ingen måde, at det er forsvarligt at konkludere hvad ministeriet synes at kunne læse. Bevares, vi kan godt lære noget af undersøgelsen, men kun ved at se erfaringsopsamlingen som et praksiseksempel vi kan spejle os i som skoler. Erfaringsopsamlingen er hovedsagelig skrevet ud fra de 10 case-skoler, der har haft besøg af Ramböll. Det bør siges at det kun er 2 af undersøgelsens forsøgsindsatser, der er kommet med i rapporten. Argumentet om flere timer bygger altså på erfaringer fra kun 59 skoler.

Undersøgerens fokus påvirker det resultat man ser

Det kan sige sig selv, at når man som kunde bestiller en undersøgelse, vil man i sin fortolkning, vil lægge vægt på det man kan få ud af undersøgelsen. Derfor er det helt indlysende, at disse resultater (som forøvrigt i rapporten kun er en foreløbig analyse) kan støtte op om folkeskolereformen. Det er dejligt anerkendende, og på alle måder UVMs stil.

Kigger vi lidt nærmere i rapporten, kan vi dog finde et argument for at overveje om mere undervisningstid, nu engang er den løsning man burde arbejde videre med. Mon ikke man kunne finde andre måder at hæve læseresultatet. I konklusionen står der følgende: “For begge indsatser gælder det imidlertid også, at de ikke havde en statistisk signifikant effekt på de tosprogede elever, som ellers var hovedmålgruppen for forsøget.”. Altså har man ikke fået det resultat man havde håbet på for de 2-sprogede elever. Hvis denne metode ikke virker for de 2-sprogede elever, som var dem man ønskede at ramme, kunne man så forestille sig at der findes en mere hensigtsmæssig løsningen end mere undervisning?

En ting er hvad man ønsker at opnå, noget andet er hvordan man opnår det. Hvis man som ministerie i så omfattende grad går ind og sætter dagsordenen i forhold til HVAD og HVORDAN man skal gøre, risikerer man at forkaste mange af de gode relevante idéer og tiltag, der allerede er i gang ude på skolerne. Tiltag som måske i højere grad vil gavne de 2-sprogede elever, end forsøgsindsatsens tilgang. Det er netop dette perspektiv, der belyser det store problem ved ministerens og ministeriets forhold til “viden” og “evidens”.

For ikke så længe siden lærte jeg et spændende engelske udtryk kaldet “Meta-induction” (også kendt som pessimistic induction). Jeg fandt udtrykket på den amerikanske blog Brain Pickings (hermed anbefalet), i en artikel om hvad der ville kunne gøre os klogere inspireret af bogen “This will make you smarter”, som er en samling af 151 “tænkeres” bud på spørgsmålet “What scientific concept will improve everybody’s cognitive toolkit?”. Udtrykket meta-induction dækker kort sagt over argumentet, at hvis nutidig forskning bliver ved med at vise, at fortidig forskning har taget fejl, må fremtidens forskning med stor sandsynlighed også vise, at al nutidig forskning har taget fejl (tag forbehold for at dette er en meget forsimplet forklaring). Det kan virke som en pessimistisk tilgang til forskning, som navnet antyder, men man kunne også vælge at se det som bevidstheden om, at der altid er noget man endnu ikke ved, hvorfor ens viden kun vil være delvis brugbar. Det vil unægteligt gøre det sværere at lave forsimplede konklusioner, hvis man inderst inde godt ved, at der er en overhængende fare for at man tager fejl. Dette perspektiv kan bakkes op af “wrongologist” Kathryn Schulz, som udtrykket stammer fra, og som et andet sted på Brain Pickings-bloggen udtaler:

However disorienting, difficult, or humbling our mistakes might be, it is ultimately wrongness, not rightness, that can teach us who we are.

Man kunne ønske sig ministeriet i deres artikel om ovennævnte rapport, vil indrømme at forsøgende ikke havde haft den ønskede effekt. I stedet har de valgt at bruge rapporten til at understrege deres påstand om, at mere undervisning er svaret for alle. Hvilket deres egen undersøgelse faktisk ikke ville kunne give et tilstrækkeligt belæg for.

Jeg krydser fingre for, at vi før eller siden får et mere ydmygt undervisningsministerium, der vil inspirere os alle fremfor at belære os alle. Ind til da priser jeg mig lykkelig for at være på en friskole, hvor vi rent faktisk har muligheden for, at gøre det der giver mest mening for lige netop dem vi er.

Skriv et svar