Politik, sporten jeg ikke gider spille

Jeg bliver generelt så “deprimeret” når jeg en sjælden gang slår øjnene forbi et indslag om politik, og lærernes overenskomstforhandling er ikke nogen undtagelse. Jeg vil gerne på forhånd undskylde for dette indlægs teoritunge vinkel, jeg synes bare det er på tide at bringe et par teoretiske perspektiver ind i denne praksis-fikseret undervisningsdebat.

De skulle have en bog med Barnett Pearce skulle de

Den gode Barnett Pearce har engang skrevet at man skal “se på kommunikationen og ikke gennem kommunikation” (Pearce, 2007:77) for bedre at kunne forstå hinandens intentioner og ikke mindst for at give et redskab til at skabe mere konstruktive samtaler. Denne vinkel var en stor “AHA”-oplevelse for mig da jeg læste Barnett Pearce bogen “Kommunikation og skabelsen af sociale verdener” for første gang. Langt hen af vejen deltager jeg i samtaler, hvor os der deltager antager at vi forstår hvad vi prøver at fortælle hinanden. Barnett Pearce opfordrer til at vi kigger lidt mere på hvordan vi fortæller hinanden noget, for at blive klogere på hvad det er vi egentlig gerne vil fortælle. Man kan sige at vi bør øve os i at snakke sammen, på samme måde som en fodboldspiller øver sig i at spille fodbold.

Barnett Pearce’s tanker giver stof til eftertanke, især når man læser om politik. Lad mig komme med et eksempel.

Forberedelsestid?

Som jeg har hørt det, handler utrolig meget af den nuværende snak i forhold til overenskomstforhandlinger og folkeskolereform om forberedelsestiden. Regeringen vil skære i den og give lærerne mere tid til at være sammen med eleverne. Modsat vil lærerne ikke skære i forberedelsestiden fordi det eftersigende forringer undervisningen.

Som jeg ser det, taler de to parter fordi hinanden – fordi de ikke ser på sproget men igennem sproget. Det samtalen handler om er mindre forberedelsestid eller ej. Den handler ikke, de steder jeg har set, om hvorfor man ville kunne have mindre forberedelsestid og hvorfor der egentlig kunne findes gode argumenter for netop at læreren brugte mere tid sammen med eleverne, frem for at forberede sig, noget der formentligt kunne styrke på underviseren og eleven. Det der til gengæld bliver delt masser af, især blandt undervisere på Facebook, er argumenter for hvorfor lærerne skal have den mængde undervisning de nu har, fordi deres stilling indeholder noget så mange forskellige facetter.

Dillemmaet

Jeg må indrømme jeg er splittet på dette punkt, og ville ønske vi kunne bruge noget mere tid på at snakke om hvad vi vil med vores undervisning, frem for hvordan vi gør nu. Der er ingen tvivl om at når skolen kører som den gør nu, er arbejdstiden meget passende set i mine øjne. Jeg synes jeg som underviser har en fin mængde forberedelse, jeg synes til gengæld jeg har alt for lidt tid hvor jeg kan udvikle mig sammen med mine kolleger. Så på den måde synes jeg der er en rigtig fin grund til hvorfor lærerne kæmper for deres arbejdstid som de gør. På den anden side, er jeg også 100% overbevist om at man kan drive skole på en bedre, mere motiverende og mere lærerig måde end man gør i dag – hvis jeg ikke troede på det, var jeg stoppet som underviser for længst.

Ind med praksisfællesskaber

Der findes i mine øjne et klokkeklart argument for, hvorfor lærerne skal have mere tid sammen med deres elever end de har i dag, som jeg ikke har set omtalt noget sted. Hvis man ser på teorien om Praksisfællesskaber fra en læringsteoretiker som Etienne Wenger, ja så skulle læring eftersigende ske bedst gennem deltagelse i et fællesskab. Hvis man så ydermere ser på hans forslag til hvordan man kan designe læring (se modellen på engelsk her), består læring af 4 forskellige bevægelser imellem hver 2 elementer. Nu bliver det en smule langhåret (hvis det ikke var det i forvejen), men det som Etienne Wenger argumenterer for (meget forsimplet og i min fortolkning) er at læring sker i mødet mellem noget der er forberedt og noget man deltager i (i denne sammenhæng er “forberedt” en noget stor omskrivning af Tingsliggørelse som ordet der bliver brugt i bogen om praksisfællesskaber, jeg synes dog alligevel det giver mening). Læring kræver altså at der sker en menings forhandling som Jerome Bruner ville sige det (at vi sammen bliver enige om hvordan noget kan give mening).

Jeg fortolker Etienne Wenger’s praksisfællesskaber som et oplæg til, at vi kan styrke læring ved at bruge mere tid på at skabe de rigtige rammer for deltagelse i skolen. Alle skal deltage i et fællesskab, og for mig at se ville den tilgang være meget nemmere at få op og køre, hvis vi brugte mere tid sammen med eleverne og mindre tid på forberedelse. Det ville så også betyde at vi skulle forberede mindre, og lade mere opstå i selve undervisningen, og det er her udfordringen ligger. Jeg kan sagtens forstå at hvis man er rigtig god til den måde man i forvejen underviser på, kan idéen om at gøre det på en anden måde virke som en klar forringelse med mindre man kan se meningen med det, og det kan jeg sagtens forstå kan være svært hvis man bedst underviser velforberedt med en time der er planlagt ned til mindste detalje. Det er ikke til at sige hvad der er den bedste løsning, men jeg er overbevist om at praksislæring er en værdig modstander til den forberedelsestunge skoleform vi har mange steder i dag.

Sidespring

For lige at omsætte idéen til praksis ville det i min fortolkning betyde at skolen blev mere projektorienteret, og gerne på tværs af klasser og fag så vi kan få mere samarbejde mellem undervisere.

 

Så kære politikere, fagforeninger og undervisere – kan I ikke blive enige med hinanden om hvordan samtalen egentlig bør gå? Så kan i måske nærme jer en fælles mening frem for at dyrke den der sports-agtige politik i har gang i.

 

Litteratur-anbefalinger

– Barnett Pearce, “Kommunikation og skabelsen af sociale verdener”, 2007, Dansk Psykologisk Forlag
– Jerome Bruner, ”Mening i Handling”, 1990, dansk oversættelse fra 1999, forlaget Klim
– Etienne Wenger, “Praksisfællesskaber”, 2004, Hans Reitzels Forlag

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *