Skolelederskabets kompleksitet i praksis

Lige fra den dag jeg besluttede, at jeg ville være skoleleder, var jeg helt klar over, at opgaven ikke var noget man tillærte sig natten over. Trods en diplomuddannelse i ledelse på to et halvt år og mange års afprøvning af lederkundskaber i forskellige sammenhænge, er der stadig så uendeligt meget ved ledelse, jeg ikke har den fjerneste idé om. Det kan måske virke mærkeligt jeg som nybagt skoleleder åbent indrømmer dette, men jeg vil tillade mig at påstå, at enhver leder der synes at have forstået sin ledelsesopgave til fulde – må være i benægtelse over sin egen organisations kompleksitet.

I min seneste favorit-ledelsesbog skrevet af professor Keith Grint, har jeg fundet et afsnit jeg finder særligt inspirerende i forhold til denne kompleksitet. Keith Grint bruger i bogen Leadership: A Very Short Introduction, utrolig meget tid på at forklare hvor lidt man som leder kan vide hvad ledelse ‘egentlig’ handler om. I stedet foreslår han at man som leder gør en indsats for, at skabe en kultur, hvor ens medarbejdere tør kritisere ledelsen, og hvor man som leder tydeligt er opmærksom på, at der findes opgaver i lederjobbet, man ikke selv kan kende svaret på.

Keith Grint går så langt som til at påstå:

“While leaders think they are teaching followers to follow, in fact it is the followers who do most of the teaching and the leaders who do most of the learning” (Grint, 2010:60)

Keith Grint sammenligner denne mekanisme, med den måde forældre lærer at være forældre på. Det gør de f.eks. ved at afstemme deres handlinger med barnets reaktioner, hvorved det altså er barnet der ‘bestemmer’ hvordan forældrene er forældre. Det må betyde, at man som leder hele tiden skal afstemme ens handlinger med ens relationers reaktioner, hvilket videre må betyde, at man aldrig kan blive færdig med at lære at være leder.

Ydmyghed i praksis

Jeg har før her på bloggen snakket om ydmyhed, et dansk ord jeg holder meget af. Jeg er måske ikke selv nævneværdig eksemplarisk når det kommer til at være ydmyg, med det skal ikke forhindre mig i at stræbe efter ydmygheden i min praksis. Jeg forsøger hele tiden at minde mig selv om, at jeg lærer at være leder ved at afstemme mine handlinger med lærernes, elevernes og forældrenes reaktioner. Jeg spiller bolde op i luften, lader andre lege lidt med dem og ser hvad der kommer tilbage. Det er ikke altid man får det svar man har forventet, hvilket altid er et fantastisk udgangspunkt for en refleksion over ens ledelsespraksis. Som eksempel kan jeg tænke: “Jeg troede der ville ske det og det, hvis jeg gjorde sådan her, men i stedet skete der det, gad og vide hvordan det kunne ske?”, og straks har andres reaktioner givet mig muligheden for at lære noget nyt om mit lederskab.

Diamant-relationsmodellen
Figur 1 – Diamant-relationsmodellen

En af de ting jeg arbejder meget aktivt med, er at løse den tilsyneladende umulige opgave det er, at kortlægge hvilke interessenter der er på spil i en organisation som en skole (se figur 1). Jeg er kun kommet til første relation, altså de direkte relationer til skolen, næste trin er at forholde sig til de direkte relationers egne relationer. Det lyder måske en smule langhåret, men jeg er meget bevist om, at elevernes oplevelse af skolen ikke kun er påvirket af hvad de ‘faktisk’ oplever i huset. Oplevelsen afhænger også af hvad de taler med deres familie og venner om i fritiden, til fodbold/ridning, hvad de læser/skriver på nettet og så videre. At danne sig et overblik over alle disse relationer, kan måske virke som et overambitiøst projekt, men mest af alt, skal det ses som en ydmyghed overfor den mangfoldighed af fortællinger, hver enkelt elev, lærer, forælder osv… befinder sig midt i. Hvis vi som skole, eller jeg som leder, skal gøre mig nogen forhåbninger om at forstå, hvordan vi kan hjælpe eleverne med at få det bedste børneliv, må vi ikke fortabe os til kun at snakke undervisning, vi må også snakke elev/forælder, elev/elev, elev/fritid, elev/offentlig instans, elev/lærer, forælder/lærer, forælder/ledelse, elev/ledelse osv…

Det vil være galimathias at tro, man kan favne alle ting lige godt, men det er heller ikke formålet med diamant-relationsmodellen i figur 1. Modellen skal derimod ses som et værktøj til at finde elementer i barnets relationer, vi som skole kan handle på, for at skabe det gode børneliv. Det er min oplevelse at dette perspektiv kan åbne op for nogle helt andre måder at tale om skolen, hvilket jeg i høj grad ser der er brug for i disse tider.

Det bør nævnes, at diamant-relationsmodellen stadig er i udvikling og stadig kun er i ‘første led’. Det er altså en stærkt forsimplet udgave af, hvilke elementer man som skole bør være opmærksom på. For hver forælder vil der f.eks. både være venner, kolleger og familier, som den enkelte forælder taler med om alt fra tv-serier til skolevalg og lektiemængde. Disse har derfor en direkte eller indirekte påvirkning på forældrernes oplevelse af skolen, og er derfor medspillere i hvad forældrene lægger vægt på i dialogen med skolen. Ligesom medierne og litteraturen også har potentiale til at påvirke den enkelte skole direkte eller indirekte.

Næste skridt

Første trin for mig, har været at finde en mening med dette kompleksitetsperspektiv. Næste trin er at lære hvordan vi så kan handle ud fra dette perspektiv. Som nævnt, ser jeg allerede hvordan modellen og tilgangen kan inspirere til, at man taler sammen på en helt anden måde. Et eksempel fra vores eget lærerværelse, er en snak vi har kørende om, hvad forældrene har indtrykket af eleverne oplever. Det er en spændende snak, for måske kan vi ved at være opmærksom på hvad forældrene snakker med deres børn om, styrke deres relation i hjemmet både når det kommer til trivsel og læring, noget der vil kunne mærkes i elevernes hverdag på skolen.

Skriv et svar