Velkommen til fantasitime

På Margrethe Reedtz Skolen i Ryde er eleverne i 1. og 2. klasse i en forsøgsperiode begyndt at få undervisning i fantasi. Faktisk har konceptet fået sit helt eget fag med titlen Fantasitime. Da fantasi ikke står på listen over fag der skal undervises i ifølge fælles mål, er faget i sin nuværende form selvskabt.

En af de opdagelser jeg har gjort, som har ført til forsøget med “Fantasitime”, kan findes i historien om ipad’en. Da iPad’en så dagens lys, gik der ikke længe inden skoler og forældre talte højt og flot om dette vidundermiddel. iPad’en skabte helt nye muligheder, muligheder der var så gode at hele kommuner blev “ipad-kommuner”. Det var stort. Denne skønne tablet blev også et yndet underholdningsmiddel i mange hjem, hvor den før så uoverskuelige ulvetime nu kunne blive afløst af tid til at lave mad (og tjekke Facebook), mens børnene var fanget af ipad’ens forunderlige verden. Jeg vil skynde mig at sige, at jeg på mange måder ser ipad’en som et skønt apparat, men jeg ser også udfordringerne ved det lille vidunder. Eller faktisk er det ikke kun ipad’en det handler om, den fungerer her blot som et symbol på den stigende tendens til, at børn skal være visuelt stimuleret for at være “underholdt”. Min frygt er, at hvis man altid skal kunne se hvad man hører om for at kunne følge med, og hvis alt i skolen skal omsættes til symboler, farver eller figurer, må der være vigtige kognitive funktioner man aldrig får trænet, og det er mit postulat, at man kan træne nogle af disse funktioner gennem fantasiens forunderlige verden.

Hjerneperspektivet

Flere hjerneforskere har i noget tid arbejdet med teorien om “den plastiske hjerne” eller “neuroplasticitet“, en teori der kort fortalt handler om at hjernen er foranderlig. Altså viser det sig at hjernen ikke bare er “højre/venstre”-agtig eller at den er fyldt med veldefinerede områder vi ved alt om. Faktisk er hjernen så kompleks, at vi mennesker stadig ikke rigtigt forstår hvordan hjernen fungerer. Vi bruger derfor mange milliarder forskningskroner verden over på, at gætte os til en mening med “den lille fedtklump”, som jeg har valgt at døbe den overfor børnene (læs om fedt i hjernen her). Nå, men HVIS hjernen er plastisk og derfor løbende ændrer sig, så betyder det, at det børn bruger deres hjerne til, er det hjernen bliver trænet til at kunne. De bliver altså ikke automatisk gode til det de ikke træner. Mange har med andre ord fejlagtigt troet, at vores forskellige kognitive funktioner alle er medfødte og vil forblive som de er i hele vores levetid. Det til tider meget firkantede fokus på læsning, skrivning og regning, som “det der er værd at måle” i skolen, kan give et indtryk af dette.

Tak til Lego

Jeg læste på et tidspunkt en artikel om en 19-årig app-designer, som i en meget ung alder var blevet millionær på sit design-talent. I artiklen takkede han Lego for, at have trænet ham i at designe ting han endnu ikke havde bygget. Han mente det var alle de mange timer han havde leget med og tænkt på Lego, der i dag gjorde ham i stand til at forme nye ting. Som dreng havde han brugt adskillige timer på, at forestille sig hvad han ville bygge – inden han byggede det. At bygge med Lego havde altså trænet hans forestillingsevne i en sådan grad, at han i en meget ung alder blev en dygtig designer. Faktisk kunne man i går læse på politiken.dk, at Lego eftersigende stimulerer børns hjerner på 24 forskellige måder, meget apropos ovenstående neuroperspektiv.

Langt de fleste af vores børn i indskolingen, viser sig ofte overraskende gode til at bruge deres fantasi. Men jo ældre eleverne bliver, jo sværere synes det at være for eleverne at bruge deres forestillingsevne. Denne problematik har været kendt i mange år, men noget tyder på, at vi ikke har fået vendt udviklingen i skolen på det område. At det bliver sværere  at bruge forestillingsevnen, betyder ikke at den helt forsvinder, den skal bare have hjælp til at komme frem. Folk kan godt finde på, de har bare oftest brug for hjælp i form af tydelige rammer, der gør det let at skulle finde på. Hvis man som eksempel spørger folk: “Nævn en farve?” Kan de fleste finde på en farve. Men hvis man i stedet siger: “Fortæl en historie”, bliver det straks mere avanceret for de fleste. Spørger man derimod: “Fortæl om sidste gang du var til tandlæge”, ja så vil de fleste igen kunne være med. Når jeg beder eleverne om at tegne en eller anden fantasiting, så har mange af eleverne brug for hjælp til, at finde noget de kan tegne, men når jeg beder dem tegne en fantasiskole, går de alle straks i gang.

Samfundsperspektivet

Alt man laver i skolen i dag, skal jo forklares ud fra at det en dag skal kunne gavne erhvervslivet. Derfor kommer her en lille perspektivering til fremtiden.

På de arbejdspladser jeg tidligere har været på, har der været stor forskel på medarbejderne. Man kan groft forsimplet dele medarbejdere ind i to typer: Dem der selv finder ud af hvad der er mest hensigtsmæssigt og dem der “kun” gør hvad de bliver bedt om. Begge typer er i mine øjne vigtige for at en virksomhed kører rundt. Dem der selv finder på, kan have den udfordring, at de “altid” er på vej mod noget nyt, og det derfor kan være svært at følge hvad de laver. Dem der “kun” gør hvad de bliver bedt om, kan have den udfordring, at de ikke selv tager initiativ til at ændre noget, hvis man med fordel kunne lave noget om. Lad os kalde dem skabertypen og afviklertypen.

Når jeg træner børnene i at bruge deres fantasi, håber jeg i første omgang på at give næring til skabertypen. Jeg håber på at de opdager, hvordan de kan bruge hvad der sker omkring dem i naturen, i lokalet, blandt mennesker og så videre, til at få idéer de selv og andre kan bruge. Jeg håber at de lærer at se ting for sig, det kunne være godt for dem at se. Det er mit indtryk at skabertypen ikke får den nødvendige træning, hvis vi ikke husker at træne børnenes fantasi i skolen. Jeg frygter at den læringsmålstyrede undervisning reformen ligger op til, vil træne afviklertypen i en sådan grad, at det kan blive svært at træne eller være skabertypen, og det risikerer at svække os på sigt. Havde vi ikke skabertyper i dag, ville det være ekstra svært at udvikle vores nuværende og nye virksomheder. Virksomheder har brug for fornyelse, de har brug for at udvikle deres produkter og ydelser, og samtidig har vi som klode brug for, at skabe nogle usædvanligt globalt ansvarlige løsninger for vores brug af eks. mad, el, varme, transport og så videre. Vi har brug for at kunne se ting for os, som endnu ikke findes, og her kan en god fantasi være utrolig hjælpsom, ikke kun for den enkelte virksomhed, men også for vores fælles klode. Det er store ord, men jeg er ret overbevist om at der er noget om snakken.

Hvorfor skal det hedde fantasitime og ikke kreativitet eller innovation?

Ord som kreativitet og innovation gør i højere og højere grad deres indtog i skolen, og ville nok være et mere “hipt” navn til ovennævnte forestillingsevne-træning. Vi skal være både kreative og innovative på samme tid. Kreativitet er ofte forbundet med at være nyskabende. At kreere er at skabe. Innovation er ofte også forbundet med at være skabende, med forøget (eller ny) værdi for øje. Som en del af de nye fælles mål findes der faktisk et tværgående emne kaldet “Innovation og entreprenørskab” der bliver defineret således:

”Innovation og entreprenørskab er, når der bliver handlet på muligheder og gode ideer, og disse bliver omsat til værdi for andre. Den værdi, der skabes, kan være af økonomisk, social eller kulturel art.”

Altså er der i kreativitet og innovation et skabende element. Retter vi for en stund blikket mod ordet fantasi, finder vi på Gyldendahls Den Store Danske følgende:

“Ordet fantasi kommer af græsk phantasia ‘udseende, fremtoning, forestilling, indbildning’ af phantazein ‘gøre synlig’; oftest brugt i betydningen ‘forestillingsevne’ eller ’tilsynekomst’ som resultat heraf.”

Altså er den store forskel for mig at se, at hvor kreativitet og innovation har det nyskabende og værdiskabende som mål, har fantasien “blot” til opgave at gøre noget synligt for os. Det handler ikke om at opfinde den dybe tallerken, hvilket er grunden til at jeg godt kan lide begrebet “forestillingsevne”, som er forbundet med fantasi.

Der er ingen tvivl om, at vi, som jeg før har fortalt, allerede nu har brug for at kunne være nyskabende og kreere med værdi for øje. Det skal eleverne også lære. Men hvis man bryder det at være skabende op i mindre dele, vil man blandt disse mindre dele finde fantasi (forestillingsevne), refleksion, kombination og flere andre elementer. Altså er en god fantasi for mig at se, et af grundelementerne til, at kunne blive en “skabertype”. Man kan vel kalde det en del af kreativitetens grammatik. Ud af disse forskellige elementer, som skaberkraft for mig at se er bygget op af, er fantasi den der umiddelbart ligger nærmest hvad eleverne i forvejen kan i indskolingen. Det at reflektere er svært at forstå, især i de yngste klasser, og noget tyder på at deres hjerner simpelthen ikke er udviklet nok til rigtigt at arbejde med det endnu. Altså er der dele af det at være skabende, eleverne simpelthen ikke er modne til at træne i så ung en alder som de har i indskolingen. Det i sig selv er grund til, at jeg underviser vores indskoling i fantasi og ikke i kreativitet. Det er for mig at se to forskellige, omend relaterede, ting.

Hvad går undervisningen ud på?

Nu hvor jeg har fortalt hvor idéen stammer fra, hvorfor verden har brug for det og hvorfor det hedder hvad det hedder, er det på tide at fortælle, hvad fantasitime går ud på i praksis. Som nævnt er hovedformålet med undervisningen, at træne elevernes forestillingsevne. Undervisningen tager udgangspunkt i nogle af de øvelser eleverne allerede har lavet med mig, i den øvrige undervisning jeg har haft med dem. Her har de for eksempel hørt historier (om en figur de efterhånden kender rigtig godt), de har spillet pantomimeteater (hvor jeg for det meste er fortæller) og de har sunget rammesange, hvor det er nemt selv at lave nye vers.

I fantasitimen snakker vi om hvad fantasi er og hvor eleverne kender det fra. Vi taler om at noget så kedeligt som et træ, pludselig kan blive til et frygteligt monster. Vi taler også om, at man nogle gange ved sengetid, kan blive lidt bange fordi man forestiller sig der kan komme en tyv, en trold eller noget helt tredje. Når vi sammen har fundet eksempler på hvor vi oplever fantasi, ja så begynder vi at finde på. I første omgang træner vi vores fantasi igennem tegninger. Her får de en opgave, f.eks. at tegne en fantasiskole på siden af et bjerg. Vi har også prøvet at lukke øjnene og tage på en rejse, men det er lidt svært. Lige nu er det planen, at forløbet skal afsluttes med en tur i skoven. Når vi skal i skoven, er det for at øve os i at finde fantasidyr og trolde. Vi skal gøre skoven ekstra sjov og levende, helt uden skærme, højtalere eller anden teknologi. Det bliver bare os og skoven.

Et centralt element i fantasiundervisningen, er at vi altid starter uden visuel stimuli. Vi taler og fortæller først, for at øve os i at finde billederne i os selv.

Om det kommer til at gøre en stor forskel i sidste ende skal jeg ikke kunne sige, men jeg kan sige at eleverne glæder sig til fantasitime. Og at de deltager utrolig aktivt i undervisningen, både når vi taler på klassen og når de dykker ind i deres egen fantasi. Der er som på alle områder stor forskel på elevernes formåen. Nogen flyver afsted i det mest inspirerende fantasiunivers og andre har brug for klare retningslinjer, for at kunne få en god oplevelse med det åbne “fantasi”-begreb.

Problemet med faget er, at det er utrolig svært at måle værdien af undervisningen. Jeg kan godt komme med et bud på hvilke enkelte elementer kreativitet (skaberkraft) består af, og derudfra gøre mig nogle tanker om, hvad det vil sige at have en god fantasi. Eller hvad eleverne skal kunne krydse af på en liste, for at vi har målt at formålet med undervisningen er lykkedes. Men det vil aldrig blive lige så konkret som meget af den læringsmålstyrede undervisning, der er kommet til efter de nye fælles mål. Det ændrer dog ikke på, at jeg er overbevist om fantasitime gør en forskel for vores elever, og ikke kun på den korte bane.

Skriv et svar