Vi må være varsom med mål

Vi mennesker har det godt når tingene giver mening. Det er rart når alt falder i hak. Derfor er det heller ikke mærkeligt, at vi i skoleverdenen skal arbejde med mål, produktivitet, effektivitet og så videre. Vi laver undersøgelser, evalueringer og tester eleverne for at sikre at deres kunnen ‘er god nok’. Det er som sådan meget fint. Jeg tror de fleste af os, ønsker at vores børn skal blive så dygtige som muligt, men det er lige netop dette udtryk ‘så dygtige som muligt’ vi skal være lidt varsomme med.

Mål er selektive

Folkeskolen’s fællesmål, som i skrivende stund i al hemmelighed er ved at blive reformuleret (så meget for åbenhed og inddragelse), er et godt eksempel på, hvordan vi sætter skolens formål i nogle ret firkantede kasser. Trods mange års erfaring med at det lige så godt kan være Klods Hans der vinder prinsessen, som det kan være hans lærde brødre, er vi åbenbart stadig af den overbevisning at man kan lave en oversigt over hvad eleverne bør lære i skolen, for at kunne begå sig i samfundet. Lidt ydmyghed ville være på sin plads. Jeg vil tillade mig at påstå, at de mål vi sætter for elevernes skolegang, på ingen måde favner hvad det kræver at borger i verdenssamfundet.

Jeg ønsker ikke at negligere skolens indsats, men vil blot minde mig selv om, at der ikke er nogen tydelig sammenhæng mellem, hvordan mine gamle folkeskolevenner klarede sig i vores folkeskoletid, og hvilken stilling de har i dag. Omend nogen vil have dig til at tro noget andet, så kan du godt komme igennem folkeskolen uden at klare dig nævneværdigt godt, og faktisk få et fuldstændig glimrende liv. Bevares, der er folk, som klarer sig dårligt og aldrig får sig rejst igen, men der er også folk, som klarer sig godt og ikke får noget ud af det.

Noget at bygge på

At være deltager i verden er mere end karakterer i standardfagene, samt undervisning i idræt, musik, billedkunst, hjemmekundskab, sløjd og hvad vi ellers har forsøgt os med i løbet af årene. Alligevel vil jeg påstå, at med alle de gode søde dygtige mennesker jeg møder i mit voksenliv, kan den skole vi før har lavet, ikke være skudt helt ved siden af, men den kan ikke stå alene. Her i landet kan vi stolt fortælle om vores foreningsliv, fritidsordninger og alverdens andre sociale fællesskaber, hvor vi i lige så høj grad dannes til gode liv. Dertil kommer selvfølgelig det enkelte barns sociale relationer i form af familie, naboer og venner. Det siges “det kræver en hel landsby at opdrage en ung” (afrikansk ordsprog), og det tror jeg faktisk ikke er skudt helt ved siden af.

I Danmark har vi så meget at bygge vores uddannelse og dannelse af unge mennesker på, at vi til stadighed skal huske ikke at forfalde til alle de ting vi kan måle. I sig selv, ser jeg det som et problem at vi i elevernes uddannelse og dannelse, hovedsageligt synes at måle på deres skoleliv, men ikke resten af deres tilværelse – som nu engang fylder størstedelen af deres vågne timer.

En anden ting er, at det er svært at måle ting som empati, samarbejdsevne, kreativitet, fordybelse osv. Der er så mange vigtige kompetencer vi bruger i vores tilværelse, som vi ikke direkte kan måle på i skolen. Vi kan godt evaluere, teste og vurdere om vi synes vi lykkes med projektet, men mange af disse ting, er for mig at se, noget man bedst kan ‘mærke’ ved at se på den kultur man er en del af. Det kræver en mere blød tilgang til undersøgelser.

Det bliver så umådeligt vagt at ‘mærke’ ting, men ikke desto mindre, ser det ud til at være lykkes for vores forfædre, som har uddannet og dannet mangt et godt menneske. Det kan helt sikkert gøres bedre, men jeg tror ikke mål-festen er svaret.

Politikens krav

Den store udfordring tror jeg, er at der findes skoler igennem tiderne, som vitterligt har trådt ved siden af hvad der kan kaldes ordentlighed og god skik. Som friskole skal vi hvert år indsende alverdens information til ministeriet, så de kan tjekke at ‘alt er som det skal være’ og at ‘vi bruger vores penge sparsommeligt’. Ligesom vi med folkeskolen, hele tiden bliver målt og vejet i forhold til andre lande, ved hjælp af tal, der på ingen måde dækker over de kompetencer det kræver at være en del af et samfund.

Der er et paradoks i denne “overvågningstilgang” til skolelivet. Man gør det for at sikre sig man får mest ud af pengene, derfor bruger man utroligt mange penge på at få mest ud af pengene. Jeg kunne hurtigt finde andre måder, jeg hellere ville undersøge udviklingen af friskolen på, end den jeg skal lave til ministeriet. Og så bliver det pludselig et spørgsmål om tid. Når man først er igennem alle de ministerielle krav, hvor meget tid synes man så at have tilbage til sine egne ‘undersøgelser’, for mit vedkommende de mere bløde og mindre sammenlignelige undersøgelser, som kan give os en fornemmelse af kulturen. Det risikerer at fratage skolelederen fra det ansvar det er, at sikre sig ens elever uddannes og dannes på bedste vis, fordi man som skoleleder er fokuseret på undersøgelser, der ikke med sikkerhed kan siges at favne hvad vi som skole har mest brug for.

Jeg kan godt forstå, at befolkningen skal kunne sikre sig, at der ikke er nogen der træder helt ved siden af. Men for mig at se, har behovet for mål taget overhånd i vores hverdag, både i administrationen af uddannelsesinstitutioner samt i skoledebatten. Vi taler alt for lidt om, hvad det kræver af os som mennesker, at være en del af et samfund, og alt for meget om hvilke konkrete praktiske færdigheder eleverne skal have tillært sig, og i hvilken grad, for at kunne tage en videregående uddannelse. En videregående uddannelse der lider af nøjagtigt samme mål-sygdom.

Mit formål er ikke at benægte vigtigheden af konkrete færdigheder som at læse eller regne, mit formål er blot at påpege, hvordan et fokus på disse konkrete færdigheder, kan gøre at vi overser mange andre vigtige parametre. Parametre vi skal bruge hvis vi vil lykkes med at lave den bedste skole vi nogensinde har haft.

Skriv et svar