Vi er vores fortællinger

Når jeg har oplevet et eller andet og mundtligt formidler oplevelsen videre, så omsætter jeg min oplevelse til en fortælling. Det kan f.eks. være en oplevelse på min arbejdsplads som jeg fortæller videre til en god ven. Lige netop denne tilgang til oplevelser som fortællinger, har været et særligt konstruktivt møde for mig, og det vil jeg nu dele med jer.

I løbet af det sidste år er jeg igennem mit studie af blandt andet psykologen Jerome Bruner, blevet bevidst om hvordan fortællinger kan variere fra person til person. Mine fortællingerne kan sågar ændre sig med tiden, selvom jeg fortæller om den samme oplevelse.

På et tidspunkt begyndte jeg at interessere mig meget for om der kunne være forskel på den fortælling som vi hver især fortæller om vores fælles oplevelser som lærere på en efterskole. Jeg begyndte derfor at snakke med mine kolleger om oplevelser jeg havde haft, og spurgte ind til om de havde en tilsvarende fortælling om den samme oplevelse. Langt hen ad vejen havde vi ikke samme fortælling, selvom begge parter havde været tilstede og vel egentlig burde have haft den samme oplevelse.

Hvad betyder det

Det kan være hårdt at finde mening i at den oplevelse jeg har haft, ikke nødvendigvis stemmer overens med hvad andre har oplevet. Hvilket betyder at alt hvad jeg fortæller om mig selv og de ting der sker omkring mig, er min fortolkning af situationen.

Der er selvfølgelig situationer som man ville bruge de samme ord til at forklare, som f.eks. hvis en person væltede et krus. Men man skal ikke dykke særlig langt ned i fortællingen før der kan komme afvigelser. Kruset kan f.eks. vælte ved et uheld eller fuldt bevidst. Såfremt det er et uheld kan det skyldes at personen der væltede kruset havde store armbevægelser, at personen rakte ud efter noget andet eller blot var uopmærksom, bare for nævne nogle eksempler. Grunden til at kruset vælter kan sagtens differentiere fra person til person, selvom det er samme situation de har oplevet.

Jeg er mine fortællinger

Hvis jeg sætter mig ned og tænker tilbage, oplever jeg at alt hvad jeg ved eller mener om mig selv hænger sammen med fortællinger. Hvis jeg skal forklare hvorfor jeg er entusiastisk, vil jeg bruge fortællinger som har bekræftet mig i at jeg er entusiastisk, med andre ord – alt hvad jeg er, hænger sammen med mine fortællinger om mig selv og mine fortællinger om hvad andre mener om mig.

Hvad kan det bruges til

Den narrative tilgang, som man kan fristes at kalde dette fortællingsfokus inspireret af Bruner, har i mange situationer vist sig at være utrolig konstruktivt. Det konstruktive ligger i at jeg, i stedet for at diskutere med andre hvem der oplevede en situation “rigtigt”, er begyndt at interessere mig for hvorfor den anden har en anden fortælling end jeg har. Og lige netop dette perspektiv er ofte genstand for interessante observationer. Det har blandt andet flere gange resulteret i at jeg opdager min fortælling kan være påvirket af hvad jeg har forventet af en person, altså har personen ikke nødvendigvis gjort hvad jeg troede der skete i situationen, det var bare det jeg så fordi jeg forventede det.

Denne metode kræver i mine øjne, at man anerkender at alt hvad man oplever er en fortolkning, og at der findes et hav af ting der spiller ind på hvordan ens fortælling bliver til.

Konflikter er et godt område at se på disse varierende fortællinger, ofte i konflikter på arbejdspladsen er der to parter som begge mener de har handlet rigtigt. Det vil sige at to parter mener den anden part har handlet forkert, og at de selv har handlet rigtigt. Det er da interessant.

I en lærer-elev relation

Som efterskolelærer sker det at man sidder med en elev som ønsker ens gode råd eller vejledning, eller som har trådt ved siden af “normens sti” og skal tales tilbage på rette vej. I sådanne situationer har jeg især været glad for min fornyede interesse for elevens fortælling, her har jeg brugt meget tid på at spørge nysgerrigt ind til elevens oplevelse – fremfor med det samme at forklare hvad elev skal og bør gøre. Det er mit klare indtryk at denne metode ofte starter en refleksion hos eleven der kan skabe læring, hvilket jeg meget sjældent oplever en irettesættelse gør. Det kan desværre også have den konsekvens at det skubber nogle elever væk eller kræver for meget af elever der synes at det store fokus på forskelligheder i deres egen og andres fortælling er for stort et arbejde. Min oplevelse er at det ofte er fordi det antyder at det de oplever ikke er hvad der sker, at de “lyver”, denne usikkerhed er ikke altid lige håndterbar for elever i skolealderen.

For nørderne: Hvor kan du finde mere

Som nævnt har psykologen Jerome Bruner arbejdet med netop dette emne om narrativer, eller fortællinger, jeg er selv glad for hans bog Mening i Handling. At bruge den narrative tilgang kan man finde inspiration til blandt andet i den Systemiske Coaching hvor man kan støde på en narrativ tilgang.

 

Hvad er din opfattelse af fortællinger? er det overhovedet et relevant perspektiv for en skolelærer?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *